
Venstre har aldrig tænkt en selvstændig grøn tanke
28. november 2015 - kl. 0:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Christina Lykke, Byrådsmedlem for SF.
Da Anders Fogh kom til magten i 2001 nedbrød han på natur – og miljøområdet, hvad Venstrefløjen og Socialdemokraterne i de foregående år møjsommeligt havde bygget op. Spottende udtalte han, at ”Der var ikke en fugl, ikke en frø, ikke en fisk, der fik det dårligere. Kun Svend Auken fik det dårligere”.
6 år senere måtte Fogh imidlertid modstræbende erkende, at han havde taget fejl. Han sadlede om og sprang lige pludselig ud som grøn. Der var meget taktik og retorik i Foghs og Venstres hamskifte, men naturen, miljøet og klimaændringerne blev sat på dagsordenen, og Fogh tog sine kollegaer med til Grønland og viste dem afsmeltningen af indlandsisen, og han gjorde Danmark til vært for COP 15.
Så vidt så godt!
Med den nye Venstreregerings vækstudspil ser det imidlertid ud til, at Venstre starter forfra.
Nedsættelse af afgifterne på biler, PSO og NOx trækker ikke i den grønne retning. Tilsvarende gør afskaffelsen af randzoner, øget gødning og brug af pesticider samt ringere overholdelse af kravene til vandløbene ikke naturen mere bæredygtig.
Lige så alvorligt er det, at regeringen lægger op til at afskaffe kystnærhedszonen og lempe strandbeskyttelseslinjen på 300 meter. Argumentet er, at kommunerne godt selv kan finde ud af at balancere natur- og væksthensyn.
Det vil vi fra SF’s side advare imod.
Med al respekt for byrådet så er jeg overbevist om, at når det kommer til en konflikt mellem natur/miljø på den ene side og erhvervsinteresser på den anden, så vil flertallet acceptere kapitaliseringen af naturen og kysterne. Hvis ikke staten sætter nogle stramme rammer og følger op på dem, er det alt for nemt for byrådet at miste overblikket og lade sig besnære af den aktivitet, der følger i kølvandet på investeringer inden for kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen. Tænk blot på, hvor tæt byrådet var på at tillade hotelbyggeri på Grenen!
I regeringens oplæg forringes hørings – og klageadgangen for borgerne, og muligheden for at dispensere fra lokalplaner udvides. Det kræver ekstra opmærksomhed fra venstrefløjen på, hvad der foregår i Plan – og miljøudvalget.
Venstre har aldrig tænkt en selvstændig grøn tanke. Med regeringens udspil understreges det, at Løkke skal igennem den samme læreproces som Fogh i nullerne.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Venstre har aldrig tænkt en selvstændig grøn tanke' til en bekendt