Dybvad Idrætsklub klar med ”fredagsspilopper”
26. januar 2015 - kl. 11:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Til november udgaven mødte over 100 børn op i Dybvadhallen og klubhuset, hvor alle havde en rigtig god aften, og i Dybvad IK regner man med endnu flere børn til sæsonens 2. sidste arrangement. Elever fra Hørby-Dybvad skole er naturligvis indbudt, men også eleverne fra de nærmeste nabobyer er inviteret.
Der bydes som sædvanlig på masser af aktiviteter og noget for enhver smag, og i hallen må børnene være indstillet på at få sved på panden. Man holder fast i de traditionelle boldspil samt bordtennis og den populære hoppepude, ligesom man har flere mindre redskaber i gang. Der står ligeledes et par konkurrencer på programmet.
Aftenen sluttes af med at slå katten af tønden. Der er også tønde til de forældre, som vil deltage… der skal findes 4 kattekonger og dronninger, og der er præmier til de 4 bedst udklædte, så lad bare fantasien få frit spil.
Klubhuset er som sædvanlig ramme for den kreative afdeling, hvor børnene har mulighed for at producere flotte ting under kyndig vejledning. Denne aften kan du lave din egen fastelavnsmaske. Her er et par af de store piger fra klubben også klar til at ”pynte” børnene med flot ansigtsmaling. Desuden er der også mulighed for bob, jakkolo, bordfodbold og andre småspil.
På klubhusets øverste etage er der gang i diskoteket, mens medfølgende forældre bliver budt på kaffe i cafeteriet.
I aftenens løb er der forfriskninger til alle, og lodtrækningspræmier hvor der er stor spænding om hvilke navne der trækkes. Det er Dagli´Brugsen Dybvad, der er sponsor ved aftenens arrangement.
Det hele sker i Dybvadhallen, fredag den 6. februar kl. 19.00.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dybvad Idrætsklub klar med ”fredagsspilopper”' til en bekendt