
Komponentopdelte måltider og kræsebakker til ældre
27. oktober 2014 - kl. 13:32 - af Henrik Christensen
Der er meget fokus på den mad, de ældre indtager. Nu er et par nye begreber på vej for de ældre i Frederikshavn Kommune: Komponentopdelte måltider og kræsebakker.
På dagsordenen for Ældrerådets møde den 27. oktober er bl.a. punktet ”Orientering om komponentopdelte måltider i madservice”.
For at den kommunale madservice kan yde en endnu bedre service for borgere, der har valgt dem som leverandør, vil man fra marts 2015 levere komponentopdelt mad. Det betyder, at borgeren selv har mulighed for at sammensætte sine retter. I dag tilbyder madservice hver uge 10 hovedretter bestående af kød, sovs, kartofler/ris og evt. tilbehør som grøntsager og surt samt 10 biretter, som borgeren selv kan vælger imellem til de 7 retter, der leveres i ugepakken.
Ændringen betyder, at borgeren fra foråret 2015 frit kan vælge mellem forskellige typer af kartofler, ris og pasta sammen med diverse grøntsager, råkost m.v. Det kan lade sig gøre, fordi maden pakkes i små bakker for sig, så borgeren får nøjagtig den sammensætning af kød og tilbehør til det enkelte måltid, som det måtte ønskes. Der vil fortsat hver uge blive tilbudt 10 biretter, som borgeren kan vælge imellem. Heri indgår desserter, legerede supper med og uden fyld og øllebrød.
Det nævnes endvidere, at den kommunale madservice har lyttet meget til borgernes ønsker om mulighed for tilkøbsydelser. Derfor vil der også fra foråret 2015 blive tilbudt en ”kræsebakke” med 4 forskellige slags energitætte mellemmåltider, som er beregnet til småt spisende og/eller ernæringstruede borgere. Der vil også blive tilbudt breve med ekstra energitilskud og kage.
Desuden vil der blive tilbudt en pålægspakke i stedet for de nuværende madpakker. Platten adskiller sig ved, at maden er komponentopdelt i lighed med hovedretterne, og der kan leveres sødmælk og piskefløde til.
For de borgere, der ikke kan eller ikke har overskud til at udfylde madplaner, vil personalet i madservice fortsat sammensætte retterne.
Sagen vil blive behandlet i Ældrerådet og Handicaprådet.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Komponentopdelte måltider og kræsebakker til ældre' til en bekendt