Ugens klumme:
Respekt og sålelæder

25. oktober 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Seks børn ligger tæt i 3-4 senge i det lille husmandssteds eneste barnekammer. I den ene ende af værelset er der en dør ind mod stuen, og i den modsatte ende en væg, der ikke er tykkere, end man kan høre hønsene kagle på deres pinde og i deres redekasser i det hønsehus, der læner sig op ad husets tynde ydermur. Det eneste vindue – der vender mod nord – dugger til af varmen fra børneflokkens vejrtrækning. De mindste børn sover allerede trygt, og også storesøster Helga er vist faldet i søvn. Men Svend på 9 år er stadig vågen.

Svend kan høre en svag bankelyd inde fra stuen, hvor hans far – Valdemar – sidder ved spisebordet, der et dækket til af en gammel avis. Kakkelovnen knager af varme, og petroleumslampen oser, mens den kun lige akkurat leverer lys nok til Valdemars arbejde. Ude i køkkenet er mor – Johanne – ved at slå dej op og gøre ovnen klar til det rugbrød hun vil bage i morgen.

Spisebordet er fyldt op med børnefodtøj – træsko – og det er alle disse træsko, som er ved at blive skoet med en lille specialhammer og nogle små stifter, som Valdemar håndterer med stor sikkerhed og rutine.

Fattigfolks børn – og de voksne for den sags skyld også – gik alle næsten altid med træsko. Pigernes var ofte dekoreret med røde eller grønne kantbånd, mens drengenes var ensfarvede sorte.

Når man har en stor flok af raske børn, der er i konstant bevægelse i leg eller arbejde – for slet ikke at tale om den lange skolevej, der altid foregik til fods – så er der en konstant slitage på såvel tøj som fodtøj. At holde tøjet nogenlunde ved lige med lapper og stoppegarn var Johannes arbejde, mens fodtøjet sorterede under Valdemar.

Forsålingen bestod – for pigernes vedkommende – af læder, mens drengenes træsko blev forsålet med jernringe. Og da Valdemar havde haft held til at få tiltusket sig et større parti gratis affaldslæder fra Sæby Skotøjsfabrik, kunne han passende gå alle børnenes træsko igennem, når han nu alligevel skulle have gang i hammer og søm.

Svends træsko ligger også på bordet, og der skal skiftes en jernring under den ene – og den ring havde nær givet drengen problemer tidligere på dagen.

Svend går i Vangen skole og går hver dag turen på 3-4 kilometer frem og tilbage til fods i sine træsko. Skolen – der var opført i 1909 – indeholder skolestue i den ene ende og lærerbolig i den anden. Her i 1934 er det Valentinussen, der er skolemester (lærer), og som derfor også har sin privatbolig i den ene ende af skolebygningen.

Valentinussen er en høj tyndhåret mand, der for det meste bærer en mørk hat og i øvrigt er klædt i jakkesæt og sko, som er en passende påklædning for folk, der i 1930´ernes danske samfund har en vis status og autoritet.

Efter datidens forhold er han ikke nogen særlig streng lærer, der forfalder til noget så simpelt som korporlig afstraffelse af sine elever. Men han er alligevel en herre, der holder fast på formaliteterne – herunder også hvilken plads, de forskellige befolkningsgrupper rettelig har i lokalsamfundet. Men udover denne klassebevidsthed, gør han ikke nogen forskel på sine elever, uanset om de er arbejder- eller gårdmandsbørn. Undervisningsformen er fortrinsvis udenadslære. Katekismus, Salmevers, Bibels- og Danmarkshistorie og naturligvis skrivning, læsning og regning.

Valentinussen gør en dyd ud af ikke at fremhæve de få gårdmandsbørn på bekostning af de talrige arbejderbørn. Faktisk er det mere end en gang sket, at hvis en søn eller datter af finere herkomst var gået i stå i sin fremlæggelse af en tekst, så blev et af Valdemars børn bedt om at rejse sig i stedet for.

Læreren kunne så med et formanende blik til det knap så kvikke gårdmandsbarn komme med en bemærkning om at: ”do ka wist godt træeng te lidt hjælp fra den bette fra Sulbæk!”. Og så måtte Svend, Oskar, Helga eller Møller – som regel uden de store problemer – aflire den lektie, som den ældre elev på stående fod ikke var i strand til.

På samme tid som børnene møder ind om morgenen, er det tid for Skolemesteren at fodre sine høns, der kaglende render rundt i hønsegården lige overfor skolestuen. På de gode varme sommerdage, hvor vinduerne er åbne til klasselokalet, er det ofte sket, at hønsene sammen med en højrøstet rød-brun hane – til børnenes store morskab – kunne overdøve Valentinussen, hvis han sænkede stemmen for meget.

Men denne efterårsmorgen havde det endnu ikke været helt lyst, så Svend havde overset en sten i vejkanten lige overfor hønsegården. Han stødte foden imod stenen og snublede. Han havde ikke slået sig, men kunne dog registrere, at der var sket et eller andet med hans højre træsko.

Han sætter dig derfor på hug, for at undersøge skaden, og registrerer derfor ikke at Valentinussen er ude for at fodre høns. Til drengens ærgrelse kan han se, at den jernring der udgør forsålingen under træskoen er knækket, så nu er der desværre en oplagt mulighed for, at far bliver vred når han kommer hjem.

Således langt væk i tankerne observerer drengen først for sent den skygge for den svage morgensol, der falder hen over ham – aftegningen af en mand med hat, jakke og mørkt tøj. Valentinussen!

Valentinussen rømmer sig og kigger intenst ned på Svend, der bliver helt forfjamsket. Drengen er heldigvis snarrådig nok til hurtigt at vurdere situationen – og indhente det forsømte!

Svend rejser sig derfor hurtigt op – for derefter at bukke dybt og lette på den kasket, som alle drengebørn på den tid bar. Hans hurtigt aflirede ”godmorgen” bliver besvaret af et køligt nik fra Valentinussen – der heldigvis accepterede, at drengen i et øjebliks åndsfraværelse havde overset sin lærer.

Svend undgik således den påtale – og måske en seddel med hjem – der var den sædvanlige straf for ikke at vise læreren respekt. Svend kunne i givet fald i stedet for sedlen have ønsket sig en regulær øretæve for sin forseelse – en straffemetode som Valentinussen imidlertid ikke brugte i modsætning til far derhjemme. Men nu slap han heldigvis for begge dele, så nu var der kun den ødelagte træsko at gøre rede for.

Det var derfor dobbelt heldigt for drengen, at Valdemar netop lige den dag havde sat sig for at gennemgå børnenes fodtøj for slid og skavanker, og derfor ikke hæftede sig særligt ved at Svends højre træsko havde en nyligt opstået skade.

Derfor ligger drengen nu i sin seng og falder i søvn til hammerens små regelmæssige slag mod læder og træ – og glæder sig over at to små bagateller, der i datidens verden hver især kunne have udløst en straf, nu passerede ganske upåagtede hen i glemmebogen.

Respektfuld omgang med de ofte selvbestaltede autoriteter og knappe ressourcer var en væsentlig del af fundamentet for samfundet i mellemkrigstiden. Man skulle kende sin plads, hvis man skulle undgå endnu større problemer i dagligdagen, end de prøvelser arbejdsløshed og økonomisk depression i forvejen bød fattigfolk.

Måske var Svends angst for Valdemar lige netop på det punkt ganske uberettiget. Drengen kunne jo ikke vide, at faderen var mand for at kræve sin ret – efter at han vel at mærke havde gjort sin pligt. Den egenskab gjorde Valdemar ugleset hos nogle arbejdsgivere og øvrighedspersoner, men respekteret af andre.

Og selv om han var hård ved sine børn, var han til hver en tid klar til at gå i brechen for at tale deres sag, hvis de blev udsat for uretfærdighed. Det kom de fleste af husstandens 6 sønner og 4 døtre på et eller andet tidspunkt til at nyde godt af!