Flyvere skudt ned i dansk luftrum…
22. oktober 2014 - kl. 12:51 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vi skal ganske vist nogle år tilbage nærmere betegnet under 2. verdenskrig, hvor en hel del engelske flyvere blev skudt ned over Danmark. Mange af disse piloter og deres besætninger, overlevede ikke den hårde medfart, men nogle gjorde, og det er det, det handler om, når Lokalhistorisk Forening i Voerså indkalder til et spændende foredrag tirsdag 28. oktober på Voerså Museum, Havnevej 1 i Voerså med masser af fotodokumentation.
Kenneth Kristensen, der er projektansat ved Bangsbofortet i Frederikshavn, er efterhånden ved at være en institution, på det lille Voerså Museum. Han har flere gange holdt foredrag med forskellige emner om netop 2. verdenskrig, og hver hang har publikum troppet op og interesseret lyttet og stillet masser af spørgsmål til foredragsholderen.
Denne gang er emnet ”Skudt ned over Vendsyssel”, hvilket er en beretning om to englændere, der blev skudt ned af den tyske Værne- og besættelsesmagt ved henholdsvis Hals og Kandestederne.
Disse to flyvere overlevede dog krigshelvedet, og Kenneth Kristensen fortæller beretningen om Bernard ”Pop” Green, der var ombord i et fly, som styrtede ved Kandestederne, og om Norman Powell, der mødte Limfjordens iskolde vand ved en nedskydning ved Hals i 1941.
Den ene af disse flyvere krydsede sine spor i år 2000 ved et gensyn med Vendsyssel – også dette kommer foredragsholderen ind på.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flyvere skudt ned i dansk luftrum...' til en bekendt