Dagbog: To nye piger med til Kathmandu – 5 dag

22. oktober 2014 - kl. 15:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Efter den overraskende modtagelse af landsbyens ældste med rundvisning og dans foretaget af landsbyens kvinder, havde vi måske regnet med, at afrejsen kunne foregå mere stilfærdigt, men selv om der som altid var afgang kl. 6, var der stimlet en stor skarre sammen for at følge nysgerrigt med.  Vi fik serveret te på den lokale cafe, som blot udgjorde 6 stole og en gasbrænder på jorden.

Da Jeepen langsom kravlede sig ud af landsbyen var det til klapsalver og dybe hilsner og hel del løbende børn. Få kilometer fra landsbyen, drejer vejen op af flodlejet til tre små huse, her bor en familie med 4 små børn og 2 lidt større – et par tilløbene piger på 6 og 10 år. De var selv flygtet 5 timers gang fra en anden landsby længere inde i junglen i håb om her at finde mad og husly. Så nu boede de ved denne familie, som havde taget dem til sig. Desværre havde familien i landsbyen svært ved at skaffe mad til 6 børn, og derfor bad os om at tage dem med til Kathmandu og børnehjemmet.

Efter en portion kinesiske kog let nudler og karry fra haven afsluttet med et par udsøgte bananer fra træet ved huset, var vi minutter senere på vej syd på igen, denne gang med to meget forsigtige piger i baggagen. Turen gik ikke direkte til Kathmandu, men i stedet tæt på den indiske grænse ved Chigwuan National Park og tværs gennem regnskoven for at komme til Lumbini, Buddhas fødested.

De 8 timers kørsel havde da også deres udfordringer, Jeepen satte sig igen fast i et vandløb, men denne gang krævede det mere end de fremmødte, 10 unger, at få den fri.  Men i Nepal er der altid nogen, der kender nogen, så i løbet af næsten ingen tid var der pludseligt også en traktor, og det lykkedes at flette et kraftigt reb ud af de mange små stumper, der kunne findes.

Efter seks timer i mudder, sand og støv kom vi på hovedvejen, og forventede at alle trafik problemer var overstået. Men her mødte vi noget af det, der følger med den nye tid efter kongedømmet, nemlig vej pirater.  Der er tale om mennesker, der klæder sig ud som embedsmænd og opkræver ekstra høj vejskat. Heldigvis var en lokal betjent mere interesseret i vores projekt end i at opretholde loven, han viste os i al diskretion over et par marker og uden om check punktet.

Fremme i Lumbini lejede vi et hotelværelse, det første de unge børn nogensinde havde set, og endda med bad og rigtigt toilet. Karen Marie måtte træde til og agere barnepige, for det var noget nyt at skulle vaskes under en varm bruser med sæbe.  Efter badet ventede der rent tøj, og så skulle pigerne ud at lære og spise med en ske frem for fingre, for kniv og gaffel måtte komme senere.

I morgen går turen tilbage til Kathmandu.