Dagbog:
Mod Kathmandu 

15. oktober 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Med taskerne pakket med 60 kg. udstyr, mobiltelefoner, computere, bøger og personlig udrustning blev den lille ekspedition bestående af Jeppe Jacobsen, leder af Sæby Svømmebad og datter Karen Marie afleveret i Ålborg lufthavn.

Qatar Airlines, som var det primære flyselskab på rejsen, havde på vegne af Jysk Rejsebureau sikret, at de mange kilo indsamlede varer kunne bringes uden merudgift, og SAS havde været behjælpelig med at sikre fuld transfer af taskerne direkte til Kathmandu.

Med en mellemlanding i Doha og den helt nye lufthavn blev forskellen mellem rig og fattig for alvor ridset op. Beboerne i Doha er primær erhvervsdrivende og Arabiske oliemillionærer. Hvilket afspejler sig i butikkerne, hvor udvalget af varer er af en helt anden karakter end i Danmark. Hvor ellers kan man prøve et Rolex ur til 1.7 million dk. kr. eller impulsivt købe en Tag Heur Ferrari til øjeblikkelig levering.

Doha Lufthavn transporterer årligt 93 millioner mennesker, sammenlignet med Københavns 20 millioner giver det et billedet af hvor stor denne lufthavn er. Efter en transfer på fem timer, i hvad der reelt mindede om Aladdins hule med guld og ædelsten, blev den sidste etape af rejsen fra Doha til Kathmandu iværksat. I modsætning til Doha’s airconditioned og højteknologiske lufthavn, var mødet med Kathmandu ikke kun som at træde ind i en regnskov, men samtidigt et skridt tilbage i tiden. Temperaturen var i slutningen af trediverne og luftfugtigheden havde på grund af monsumens fortsatte regn for længst passeret, hvad der føltes som 100 %. Aircondition i landets største lufthavn var erstattet med tilfældige loftventilatorer, som tydeligt ikke var af nyeste model. Dette begrundede muligvis også de tomme stole under ventilatorerne i den ellers overfyldte ventesal.

Tempoet var typisk Nepalesisk, og det hastede hverken med at få de mange kilo udstyr læsset af, eller få stemplet de rette kragetæer i passet, for at den lille ekspedition kunne komme ind i landet. Det sidste stykke af rejsen skulle da også vise sig, at være det mest udfordrende.

I anledningen af at ekspeditionen var af humanitært karakter, havde hotellet tilbudt en privat chauffør til at hente de rejsende og baggagen. Chaufføren viste sig at være den første og bedste lokale, der havde et køretøj, som for det første kunne køre, men derudover også kunne laste de 60 kg. og to passagerer, chauffør og en guide. Køretøjet viste sig da også at være en ældre Nissan Sunny fra slutningen af firserne, den havde aldrig klaret et syn i Danmark og havde helt sikkert set bedre dage. Men den kunne kører, hvilket virkede tilstrækkeligt for chaufføren.

Baggagen blev læsset i bagagerummet så de sidste centimeter af affjedringen forsvandt, derefter gyngede og raslede bilen afsted over stok og sten med den fantastiske fart af 30 km/t. Chaufføren og guiden var ganske i mødekommende og festlige, så den ene højtaler der udgjorde resteren af det originale anlæg, måtte kæmpe for at kompensere, og bilen blev fyldt med en skinger men meget høj indisk kvindestemme blandet med europæisk teknotrommer, og det evige dyttende horn, som i hvert fald syntes at fungere.

Vi var nu endeligt kommet til Kathmandu.