Ugens klumme:<br>Blodbrødre

Ugens klumme:
Blodbrødre

11. oktober 2014 - kl. 0:02 - af

Soeren-Visti_600x250Det er en værre redelighed der venter Johanne, da hun kommer ilende ud af sit køkken og ind i stuen. Hun havde været midt i aftensmaden, men var pludselig blevet afbrudt af en voldsom larm – og nu lå begge hendes to drenge inde på stuegulvet. Den syvårige Svend ligger og græder med blodet løbende ud af et sår i hovedet, og hans fem år ældre storebror, Oskar, med højre hånd og det meste af armen indsmurt i blod – og tilsyneladende bevidstløs – ligger også på stuens bræddegulv.

I første omgang er det Svend, som Johanne tager sig af – dels fordi det er ham, der tilsyneladende er værst tilredt, og dels fordi Oskar havde det med at besvime med mellemrum, hvis han blev ophidset eller på anden måde blev bragt ud af fatning – en måske mild form for epilepsi, som han dog overvandt senere i livet. Og Johanne har hurtigt kunne konstatere, at det er Svends blod der også er tværet ud over Oskar.

Mens mor tørrer Svends flænge i tindingen af med en ren våd klud og frisk vand fra brønden, begynder også Oskar at røre på sig – og Johanne vil have at vide, hvad der er sket.

Svend holder langsomt op med at hulke da Johanne lægger en forbinding om hans hoved og får stoppet blødningen, og mens Svend fortæller, bliver Oskar mere og mere slukøret og flov.

Det var småt med legesager i hjemmet i Sulbæk, men da børns kreativitet har det med at vokse i samme takt som de færdige remedier mangler, så blev der udtænkt masser af legeredskaber, spændende fra det ganske uskyldige til – for drengenes vedkommende også – mere eller mindre farlige våben. Således legede man raskvæk med flitsbuer, stenslynger og slangebøsser, der snildt kunne laves ud af forhåndenværende ting og sager kasseret af husstanden eller voksende i strandhedens natur.

De to drenge havde forud for hændelsen netop været på stranden, hvor Svend havde siddet på hug og rodet i nogle strandskaller, som de mindre børn fantasifuldt legede med som husdyr. De store konkylier blev i børnenes verden til heste, blåmuslinger til køer, molboøsters til får og de mindre arter strandskaller til høns og duer.

Således fik man så let som ingenting en hel gård at lege med uden så meget som et eneste købt stykke legetøj. Og gården med længer og marker og det hele kunne snildt laves af fugtigt strandsand og forskellige variationer af opskyllet tang.

Mens Svend leger bondegård, er Oskar ved at afprøve en ny slangebøsse, som han er temmelig stolt af. Han har fundet en god Y-formet poppelgren nede ved bækken, og den er tilpas elastisk til at den – sammen med et stykke kasseret cykelslange fra Valdemars affaldsbunke på værkstedet – kan skyde selv en ret stor sten meget langt væk.

I vandkanten bag ved Svend sidder en flok måger og hakker i nogle ilanddrevne krabber og søstjerner – og Oskar får en voldsomt fristende ide.

Han havde engang skudt en krage med en stenslynge, så den var faldet død til jorden fra sin gren. Han fik derfor en ubændig trang til at afprøve, om også hans nye slangebøsse havde samme træfsikkerhed – og mågerne kunne passende være det første mål til at afprøve hans skydefærdigheder.

Med stor umage tager han derfor sigte på en stor svartbag, der sidder lige bag ved den legende lillebror – og da mågen er lige på kornet, lader Oskar stenen fare.

Men i samme øjeblik rejser Svend sig intetanende op fra sin hugsiddende stilling og bliver ramt hårdt i tindingen af den sten, der var tiltænkt mågen, der – forskrækket af Svends skrig – sammen med den resterende mågeflok tager flugten ud over revlerne.

Svend er så hårdt ramt, at han et kort øjeblik mister bevidstheden og falder om på strandens hvide sand – med blodet løbende fra en gabende flænge i panden.

Det svimler for Oskars øjne, og i modsætning til lillebroderen hvor blodet løber til, så føler han det som om alt blodet forlader hans eget hoved.

Den følelse kender Oskar så udmærket, da den ofte har ramt ham op gennem barndommen. Hvis han så blod, blev forskrækket eller fik skæld ud af far, kunne denne reaktion komme – og det endte altid med at han besvimede og var bevidstløs i nogle minutter.

Hans far, Valdemar, havde spurgt doktor Grønborg, omkring Oskars besvimelser, engang han som så ofte før havde passet lægens have, men doktoren mente ikke at drengen fejlede noget alvorligt – og at han formentlig ville vokse fra sine anfald.

”Jeg må ikke besvime nu” tænkte Oskar for sig selv. ”Jeg må have Svend med hjem til mor”!

Han skynder sig hen til den blødende lillebror, der med vaklende skridt forsøger at komme på benene igen, og samtidig med at han støtter broderen, holder han sin højre hånd mod Svends pande for at standse blødningen.

Det varme blod fra lillebror løber ud mellem Oskars fingre, og får kvalmen og svimmelheden til på ny at trænge sig på, men han bider tænderne sammen og forsøger at tænke på noget andet: Mor derhjemme, og hans vaklende lillebror, der har brug for hans støtte til at komme hjem.

Oskar får halet Svend op ad brinken på marken neden for vodbinder Svendsens lille hus, hvorfra der kun var få hundrede meter hjem. Men aldrig havde den lille travetur føltes så lang for drengene.

Da de så endelig kom over dørtrinnet til Sulbækhuset, sortnede det for Oskars øjne, og med sine sidste kræfter fik han slæbt broderen ind i stuen – hvor mor så finder begge drengene i noget, der ved første øjesyn ser ganske alvorligt ud.

Heldigvis var Svends skade ikke alvorlig, og efter mors trøstende ord og rene forbinding, liver drengen hurtigt op igen. Oskar derimod er ganske afkræftet, som altid efter sine besvimelser, men han er også flov og ikke så lidt bange for, hvad hans hidsige far vil sige til historien, når han kommer hjem fra arbejde.

Men Johanne lover at lægge et godt ord ind for drengen for at lægge en dæmper på Valdemars vrede, der ellers nemt kunne have endt i regulære øretæver. Oskar havde jo gjort, hvad han kunne for at råde bod på sit fejltrin og bragt broderen hjem. Så hvis han lovede mor aldrig mere at lave slangebøsser, og huske på hvor farlige sådanne våben kunne være, så burde det være straf nok i sig selv.

Det løfte gav Oskar – og det blev holdt. Og det besvimelsesanfald han havde i stuen efter at have bragt lillebror velbeholden hjem, var et af de sidste han fik. Måske havde episoden lært ham at beherske sin skavank, eller også fik Doktor Grønborg bare ret i, at det var en sygdom han ville vokse fra.

Og Svend måtte starte i skolen med en flænge i panden – og kunne fortælle vidt og bredt om den drabelige historie om dengang han blev skudt af Oskar. Og som i de fleste af den slags fortællinger så flyder blodet mere og mere for hver gang de bliver fortalt!

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Blodbrødre'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER