
Digital Post – sidste chance!
…
9. oktober 2014 - kl. 9:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er nu under en måned til, at alle danskere skal kunne modtage Digital Post fra det offentlige. Den 1. november bliver det lovpligtigt for alle danskere over 15 år at kunne modtage post fra det offentlige i en såkaldt digital postkasse. Desværre er der fortsat knap 20.000 borgere i Frederikshavn Kommune som endnu ikke har oprettet en digital postkasse, eller har søgt om fritagelse.
Det er især de unge mellem 15 og 24 år, som ikke har oprettet en digital postkasse, hvilket man måske kan undre sig over, da de er vant til at bruge mange andre forskellige digitale medier.
– Vores helt unge borgere er ikke vant til at kommunikere med det offentlige, og de har derfor svært ved at se, hvad de skal bruge den digitale postkasse til, udtaler afdelingsleder af Borgerservice i Frederikshavn, Sofie Olsen.
Det kan få store konsekvenser, hvis du ikke får læst din digitale post fra det offentlige, da det både omfatter indkaldelse til bilsyn, meddelelser fra jobcentret, SU, pension, kontanthjælp, bevillinger og meget mere.
– Det er derfor enormt vigtigt, at man som borger allerede nu får oprettet en digital postkasse, så man inden den 1. november har sat sig ind, hvad det betyder, understreger Sofie Olsen.
Du kan oprette din digitale postkasse på borger.dk eller via e-Boks.dk, hvor du skal bruge dit NemID til at logge ind med. Har du brug for hjælp, eller skal du søge om fritagelse for Digital Post, skal du tage konktakt til dit nærmeste Borgerservice eller Bibliotek.
En kommentar til “Digital Post – sidste chance!
…” under annoncerne.




Tja jeg er ikke i tvivl om at jeg er klar…
Har fra Frederikshavn kommune modtaget ikke mindre en 5 enslydende bekræftelser på, at jeg er klar til at modtage digital post.
Håber ikke at man skal til at modtage 5 kopier hver gang det offentlige sender en besked eller et brev – så drukner beskederne vist i beskeder – tenderende til SPAM!
I sidste ende kan man måske fristes til at spørge, om det offentlige er klar til at håndtere dette elektroniske cirkus – de har jo igennem tiden ikke haft for stor succes med deres edb løsninger. Det være sig SKAT, Politiet.., nå ja – vi kender jo nok alle sammen alle de ting vi har hørt om de seneste mange år.
Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk – slet ikke brugbart.
Jeg glæder mig til at se, om man endelig har fået lavet noget der fungerer – fra dag ét.