Ugens klumme:
Julens redningsmænd

26. juli 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Alle vi, der afholder en kristen juleaften, har en ganske bestemt opfattelse af – og tradition for – hvordan denne højtid skal fejres.

Familien – god mad – samvær om juletræet og fremførelse af en række af julens sange eller salmer, er vist den mest udbredte måde at holde juleaften på her på vore nordlige breddegrader. Og sidst men ikke mindst, højdepunktet for alle børn og barnlige sjæle: julegaverne.

Til de 10 unger i Sulbækhuset var der imidlertid aldrig julegaver fra forældrene. Hertil var pengene for små, så det havde Valdemar og Johanne besluttet sig for at opgive. Men familien havde en skytsengel – og hvis engle ikke netop skal vise sig ved juletid, hvornår skulle de så ellers forsøde tilværelsen for de dødelige?

Onkel Christian og tante Johanne har et varmt hjerte for Valdemars børn – og måske har de også indimellem i det skjulte hjulpet forældrene, når tilværelsen og de barske økonomiske realiteter truede med at blive for hårde ved den store familie.

Christian er arrestforvarer i Sæby, og Johanne er bestyrerinde på Alderdomshjemmet, så de kan betragte sig selv som en del af Sæbys bedre borgerskab – og har som sådan en god økonomi.

Parret har aldrig selv fået børn, og det piner i særlig grad Christian meget. Men det giver ham trods alt en vis kompensation, at storebror Valdemar har så mange unger, så her er der mulighed for at yde noget af den kærlighed og omsorg, han ikke har mulighed for at videregive indenfor sit eget hjems fire vægge.

Et eksempel på Christians store omsorg for Sulbækfamilien kommer derfor til udtryk juleaften – og denne højtidsaften i 1939 er ingen undtagelse. En stor kasse er dagen i forvejen – i lighed med de andre år – blevet afleveret af arrestforvareren selv. Og denne kasse åbnes nu af Johanne, Valdemar og de 10 børn, der er forsamlet i den lille stue med det tændte juletræ.

Kassen er som sædvanlig fyldt op med mindre pakker – alle forsynet med håndskrevne lapper med navnene på de 10 børn og deres forældre, og bliver imødeset med den glødende spænding, som kun børn ved juletid kan mobilisere.

Det er mestendels bløde pakker: små beklædningsgenstande, bukser, bluser, skjorter og undertøj. Men glæden er stor i en børneflok der stort set aldrig får andet tøj, end det som Johanne selv – eller nabokonen ”Stinne Såjjen” – laver ud af aflagt og udslidt herretøj.

Der er dog også ”hårde pakker” i kassen. De satiriske skrifter ”Svikmøllen” og ”Blæksprutten”, samt julebøgerne ”Ved Julelampens Skær” og ”Min egen Julebog” – alle ganske vist brugte og fra året i forvejen, men nye og ukendte for folkene i Sulbæk.

Efter at gaverne er pakket ud og beundret, er der imidlertid endnu en overraskelse – og den står den 14-årige Svend for. Der er i år yderligere 4 små pakker til de mindre søskende: Arne, Ellen, Poul og den lille Inger.

Selv om Svend efter konfirmation og endt skolegang er kommet i tjeneste hos Hans Sulbæk, har det ikke kastet noget kontant af sig, udover de 75 kroner han havde fået udbetalt efter de første 3 måneder som karl – og som han pligtskyldigt havde afleveret til sine forældre, der havde afholdt hans konfirmation og de udgifter, der var forbundet dermed. Men pengene til de ekstra indkøbte gaver var kommet af en helt anden kanal – og ganske uventet.

Kort før jul havde Svend en søndag hjulpet Viktor – en mand, der var bosat på en ejendom lige nord for Sulbækken – med at rydde op i noget krat. Det var et beskidt arbejde, og det var vådt og koldt, mens vejret ikke rigtig kunne bestemme sig for, om det var regn eller sne der skulle komme ud af de blygrå tunge skyer.

Pludselig måtte de afbryde arbejdet, da en herre, der er på vej ned over marken oppe fra hovedvejen, råber dem an. Hans påklædning er lapset, og antyder at han ikke er her fra egnen. Måske er han beskæftiget med noget kunst eller kultur. I det mindste tilhører han ikke samme sociale lag, som landarbejderne i Sulbæk, og med en dialekt der antyder noget nordsjællandsk, spørger han febrilsk, om Viktor mon har noget benzin han kan købe.

Da motorkøretøjer ikke er noget udbredt fænomen hos den arbejdende landbefolkning på den tid, må Viktor desværre afvise, at være i besiddelse af noget brændstof, der kan hjælpe den fine herres bil – der er løbet tør oppe på hovedvejen – videre mod dens bestemmelsessted, som var Skagen.

”Men do ka tjyebe benzin we tjømaej i Wånggi”, siger Viktor. Den pæne herre opfatter med panderynken og noget besvær essensen i Viktors jyske dialekt, at det er købmanden i Vangen, nogle kilometer nord for Sulbæk, der har en benzintank.

Men da den pæne mand ikke er påklædt til en længere spadseretur i regn og slud, tilbyder Viktor at cykle ud og hente benzinen i den tomme reservedunk, som manden hiver op blandt kufferter i bilens bagagerum.

Mens Viktor cykler af sted, sætter manden sig ind i ly i bilen, og Svend fortsætter arbejdet. Efter en halv times tid er Viktor tilbage med dunken, og den taknemmelige mand kommer ud af bilen og løsner benzindækslet, så de for en motor så livgivende dråber kan finde deres rette plads i den tomme tank.

Svend ser interesseret til, mens manden taknemmeligt giver hånd og tager afsked med Viktor. Men en pludselig trang til at vise mere end verbal taknemmelighed, får ham til at tage sin tegnebog op af lommen – og række Svend en mønt – hvorefter han starter bilen og kører videre mod nord.

Svend kigger måbende på mønten i sin hånd: den største gangbare mønt i datidens danske pengekatalog: en skinnende to-krone. Mange penge i på den tid, og Svend rækker da også pligtskyldigt mønten videre til Viktor, da det jo rent faktisk var ham, der havde tjent den.

Men Viktor afviser med et grin pengene – dem kan Svend beholde som tak for hjælpen med arbejdet i krattet. Og så er det jo snart jul!

Svend får så den tanke, at han godt ville overraske dem derhjemme med at købe gaver for pengene – da han jo nok synes, at det med julegaverne efterhånden – specielt for de mindre søskende – var blevet en anelse for spartansk, når man nu som nyslået tjenestekarl hørte om, hvad der blev givet af gaver til børn andre steder.

Han tager derfor til Sæby og ender ved bødkeren i Vestergade, der i sit vindue har et udstillet sortiment af hjemmelavede udskårne trædyr. Han udvælger med omhu 4 forskellige, som han med råb og tegn beder den stokdøve bødker (hvis kone ikke er til meget hjælp, da hun er lige så døv) om at pakke ind i julepapir med bånd og sløjfer. Pengene er brugt, men Svend glæder sig til at overrække gaverne til de små.

Og således gik det til, at der dette år var ekstra julepakker til de mindste børn i Sulbækhuset. Og måske var initiativet indirekte årsagen til, at Svend sammen med de større søskende – der alle var flyttet hjemmefra og tjente deres egne penge – i de efterfølgende år til jul i fællesskab skillingede sammen til at købe gaver til de små.

Men onkel Christian vedblev med at komme med sin pakke til jul – men indholdet ændrede efterhånden karakter og blev i stedet til en købmandskasse fra Købmand Jensen i Sæby.

Arrestforvarerens kærlighed og omsorg for Sulbækfamilien var usvækket – og fandt bare andre udtryksmuligheder!