
Nye regler om børnebidrag fra 1. juli 2014
22. juli 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen
Der er kommet nye regler om børnebidrag. Reglerne gælder ansøgninger, der indsendes til Statsforvaltningen efter 1. juli 2014.
Der er i hovedtræk følgende ændringer:
- Bidragsmodtager og barnets indkomst har ikke længere betydning, og der skal ikke længere tages hensyn til bidragsbetalers erhvervsevne. Ved afgørelse om børnebidrag skal der således kun tages hensyn til barnets bedste og til bidragsbetalers indkomstforhold. Dette svarer til, hvad der allerede har været praksis nu.
- For børn der bor eller opholder sig i Danmark vil der ikke kunne fastsættes lavere bidrag end normalbidraget, der i 2014 udgør kr. 1.270,00 om måneden.
- Bidragets størrelse vil fremover kunne fastsættes til normalbidraget, normalbidraget + 100 %, normalbidraget + 200 %, normalbidraget + 300 % og i sjældne tilfælde normalbidraget + 4++ %. Den hidtidige mulighed for at fastsætte normalbidraget + 25 % og normalbidraget + 50 % er således afskaffet.
- Det vil ikke længere være muligt at fravige hovedreglen om, at det løbende børnebidrag og uddannelsesbidrag forfalder månedsvis.
- Ansøgningsfristen ved ansøgning om børnebidrag er forkorter fra 6 måneder til 2 måneder, og praksis om fradrag i børnebidraget for udgifter til barnets forsørgelse er ændret således, at der fremover med fastsættelse af et løbende børnebidrag kun kan gives fradrag for uopsættelige faste udgifter til barnets institution (daginstitution og eventuelt privatskole), som er betalt af bidragsbetaler.
- Konfirmation- og beklædningsbidrag vil fremover altid være 3 x normalbidragets grundbeløb (svarende til kr. 3.372,00 i 2014). Der kan således ikke fastsættes højere bidrag.
- Ansøgningsfristen for konfirmations- og beklædningsbidrag er skærpet således, at ansøgning om konfirmationsbidrag tidligst kan indgives 3 måneder før og senest 1 dag før konfirmationen. Ansøgning om fastsættelse af beklædningsbidrag kan indgives fra og med dagen, hvor barnet fylder 13 år til og med dagen, hvor barnet fylder 15 år.
- Der er sket en forenkling ved behandling af sager om navngivningsbidrag, herunder ved dåb.
Fra HjulmandKaptain
Advokat Helle Mørch Sørensen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nye regler om børnebidrag fra 1. juli 2014' til en bekendt