Ugens klumme: Tyrannen og det forsvundne gevær

12. juli 2014 - kl. 0:07 - af

Soeren-Visti_600x250Valdemar Jensen er en kompliceret og sammensat personlighed. Udadtil en from og troende mand. Hårdtarbejdende, organiseret fagforeningsmand og erklæret socialdemokrat – helt tilbage i den tid, hvor det ikke var velset at være nogen af delene. Han er sparsommelig indtil det nærige, mådeholden og ædruelig. Men som alle medaljer der skinner og stråler udadtil, så har Valdemar er bagside, der – hvis han presses – kommer frem i lyset. Og den er skyggefuld, upoleret og mørk.

Valdemar har haft en fattig og hård barndom. Hans far var død i en tidlig alder, og den nærmere årsag og omstændighederne heromkring var et emne, der blev mørklagt i familien. Men dødsfaldet havde ladt moderen tilbage i en svær situation i en tid i et Danmark, der i starten af 1900-tallet var uden socialt sikkerhedsnet af betydning.

Valdemar selv var flyttet hjemmefra inden faderens død, men de mindre søskende – herunder Christian, der senere blev arrestforvarer i Sæby – var af myndighederne blevet sat i pleje udenfor hjemmet. Moderen sad som enke alene tilbage i et lille hus i udkanten af Sæbygård Skov.

Selv om der aldrig blev talt om den tragiske hændelse, prægede tragedien – og det der måske lå i tiden forud – Valdemar gennem hele livet. Og traumet omkring faderens død – og en sandsynlig hård og svær barndom – var måske medvirkende til at udvikle hans mindre tiltalende skyggeside.

Korporlig afstraffelse af børn var ikke ualmindeligt dengang. Et gammelt ordsprog siger, at man tugter den man elsker. Så hvis der bare er at gran af sandhed i den talemåde, så var børnene i Sulbæk bestemt elsket af deres far.

Alle børn elsker deres forældre – også Svend og hans søskende – men de frygtede de uger hver vinter, hvor far gik hjemme og ikke havde noget arbejde. Presset på økonomi og selvværd tærede på Valdemars psyke, og fik hans temperament og ustabile humør til at bryde ud i lys lue. Så lidt som et par våde sokker efter en tur på stranden kunne give øretæver, så børnene undgik helst deres far på de tidspunkter, hvor han havde  det sådan.

Man lærte at indordne sig og omgås faderen med forsigtighed. Valdemar var en hård herre i eget hus, som man ikke ustraffet trodsede eller sagde imod. Og selv da drengene voksede op, sad denne frygt for at gøre far vred dybt i dem – og fik helt ekstreme historier til at udspille sig. Den følgende er et eksempel på en sådan historie.

Verner er husets ældste søn, og er i midten af 1930´erne flyttet hjemmefra. Inspireret af hans store forbillede, onkel Christian, er han begyndt at gå på jagt, og en dag, mens Valdemar var på arbejde, havde Verner besøgt hjemmet i Sulbæk med sit nyindkøbte gevær – måske for at vise det spændende våben til sine mindre brødre, og måske for at afprøve bøssen med lidt jagt fra stranden.

Verner vidste alt om sin fars faste og negative holdning til våben i sit hjem – en holdning, der dog ikke var mere konsekvent, end den blev brudt adskillige gange, når onkel Christian var på besøg, og med Valdemars accept drev harejagt på den strandhede, der også omfattede broderens jordlod.

Efter have demonstreret det skinnende og velsmurte våben overfor sine måbende lillebrødre, havde Verner imidlertid hængt det harmløse og ikke ladte gevær op på et par spir under loftet i laden – der sædvanligvis blev brugt at hænge tøj på – og begivet sig på sin cykel til et ærinde inde i Sæby.

For en sjælden gangs skyld var Valdemar imidlertid kommet tidligere hjem fra arbejde end sædvanligt, og var derfor hjemme før Verner nåede tilbage fra sit byærinde.

Verner bliver øjeblikkeligt rædselsslagen over hvilken reaktion hans opfarende hidsigprop af en far ville udvise, når han fik øje våbnet i laden. Men han er nødt til at begive sig indendørs for at møde resten af familien – og tage sin straf, som den voksne mand han trods alt var ved at være, hvis der var optræk til en sådan.

Men Valdemar var fuldstændig uanfægtet og i sit bedste humør. Våbnet blev overhovedet ikke nævnt – men der var lige en lille hage ved historien: geværet var sporløst forsvundet fra sømmene i laden. Og der var ikke nogen, der turde spørge far, hvor det var blevet af.

Alle vidste at Valdemar på sin egen måde legede med dem, og uden tvivl ville benytte lejligheden til at bryde ud i voldsom vrede, hvis der blev spurgt til våbnet. Den anledning turde ingen i stuen give ham, så resten af eftermiddagen forløb ganske normalt – og Verner måtte slukøret forlade Sulbæk uden sit fine nye og uden tvivl dyrt indkøbte gevær.

Tiden gik, og ingen nævnte våbnet i de kommende måneder – og historien gik så småt i glemmebogen. Verner vidste at hans far havde taget bøssen og gemt den. Måske kastet den i havet eller gravet den ned, men han skulle ikke nyde af at spørge om noget.

Temmelig lang tid senere finder den 14-årige Svend så ved et tilfælde en langstrakt bylt bortgemt i en hulning op ad et spær på høloftet. Og i bylten ligger Verners gevær. Fundet bringer historien frem i erindringen hos Svend, men han holder tæt overfor sin koleriske far – og får fortalt Verner om sit fund under fire øjne.

Verner lover at dække over Svend og tage skraldet, når Valdemar opdager at geværet ikke længere er på høloftet – så en dag hvor faderen ikke er hjemme, snupper Verner atter geværet og fjerner det skyndsomst fra Sulbæk.

Alle venter nu med frygt på, at husets enevældige herre skal opdage at bøssen er væk – og indlede et ubehageligt forhør for at finde ud af hvem og hvordan geværet er blevet fjernet.

Men intet sker, så enten har Valdemar selv glemt alt om historien, eller også synes han at den lærestreg han allerede har givet Verner – og påmindelse om hvem der uden diskussion er husets herre – rækker og langt overstiger forbrydelsens alvor.

Men historien om geværet blev aldrig nævnt overfor Valdemar i den tid han var i live – og der gik trods alt en rum tid fra 1930´erne hvor historien udspillede sig og indtil bedstefars død i 1975.

Og jeg ville heller ikke have kendt til historien, hvis ikke Svend Sulbæk havde fortalt den til mig for nylig.

Jeg har altid vidst at min bedstefar var en hård negl i sine yngre dage. Tyrannisk – og som det desværre var temmelig almindeligt på den tid – anvendte han korporlig afstraffelse som en del af opdragelsen af sine børn.

Men han var også et eksempel på, at folk kan ændre sig og mildnes med årene.

Lige så skræmmende som han på sine dårlige dage kunne virke på sine egne børn, lige så elsket blev han af sine børnebørn – kun overgået af hans kone Johanne, der med det milde sind, evige letløbende snakketøj og gode humør var hans diametrale modsætning.

Jeg elskede ham som bedstefar, og han var from, spøgefuld, lattermild og havde let til tårer på sine gamle dage. Så hvilke dæmoner der end har martret ham tidligere i livet, så slap de deres tag i alderdommen – og vendte først tilbage i hans allersidste tid som senil olding, hvor han – i takt med demensens ubønhørlige fremskridende forløb – pludselig så sig selv mere end 70 år tilbage i tiden.

Men den historie er ikke tjenlig til at blive fortalt på disse sider!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Tyrannen og det forsvundne gevær' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER