Debatindlæg:
Dem de andre ikke vil lege med

10. juli 2014 - kl. 22:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Mogens Wiederholt, direktør i Spastikerforeningen.

Når danskere går i en bue uden om handicappede, så handler det om en forfejlet og mislykket inklusionspolitik.

”Danskerne går i en bue uden om handicappede”, stod der i Jyllands-Posten og mange andre medier i den forgangne uge.

En undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd viser, at rigtig mange mennesker ikke har lyst til at omgås og møde mennesker med handicap. Undersøgelsen viser, at der er et tydeligt hierarki i den måde, folk i almindelighed opfatter og forstår forskellige handicapgrupper på.

Jo tydeligere funktionsnedsættelsen ses, og jo mere afvigende personens udseende og adfærd er, desto svære har folk i almindelighed ved at håndtere mødet med en handicappet person.  Den typologi placerer spastikere, som dem mange undgår og har rigtig svært ved at opføre sig naturligt og ukompliceret overfor.

Det er nemt at blive forarget og tage afstand fra de mennesker, som bærer på sådanne holdninger. Men det her handler ikke om onde og indskrænkede mennesker, det handler om en forfejlet og mislykket inklusionspolitik.

Den på samme tid enormt enkle og enormt komplicerede medicin mod disse forudfattede holdninger er at lade mennesker med og uden handicap mødes.

Men mennesker med og uden handicap mødes alt, alt for sjældent. Vi har i alt for lang tid og i alt for høj grad accepteret et samfund, som adskiller mennesker med handicap fra ”normalsamfundet”: specialbørnehaver, specialskoler, særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, beskyttet beskæftigelse og særlige boliger – et helt parallelsystem af institutioner og tilbud, som effektivt og bekvemt har sikret, at ”almindelige mennesker” ikke mødte ”sådan nogle”. Det er denne ”ude-af syne-ude-af sind”-politik, vi ser resultatet af i disse holdningsundersøgelser.

Men det gavner ingen at gå på jagt efter syndebukke eller pege fingre af fortiden. Vi skal se fremad. Det handler om inklusion – ikke kun i skolen, men over alt i samfundet.

Hvis vi ikke hvert femte år skal se nye holdningsundersøgelser, som viser nøjagtig det samme, som det vi ser nu, så er der kun en vej frem – og det er fuld fart på inklusionsarbejdet.