Ugens klumme: Et barneliv på vrangsiden

Ugens klumme: Et barneliv på vrangsiden

5. juli 2014 - kl. 0:17 - af

Soeren-Visti_600x250Stine Jensen bor på den lille ejendom ”Sanden” nord for Sulbækken.

Jorden går helt ned til havet og er som ejendommens navn antyder: sandet – og det i en grad, så familien ikke som områdets andre bønder kan holde græs til et par køer. ”Stinne Såjjen”, som hun på den lokale dialekt kaldes, har derfor geder, og det er gedemælk der drikkes på stedet – og gedekød der spises som supplement til den vanlige kost.

Og det er ged, der er den dominerende duft på ejendommen – også inde i det lille hus, hvor Stinne trisser rundt på et usædvanlig beskidt trægulv i sine basar-træsko (snudetræsko). Men udover at holde geder kan ”Stinne Såjjen” noget andet som ikke alle områdets kvinder i samme grad kan: hun kan sy!

Og netop derfor står Johanne fra naboejendommen nu i døren med en stor bylt under armen – og her i 1934 har hun fået indtil videre 9 børn, og det er den bette Poul på godt 1 år, der med snotnæse hænger ved sin mors skørter og storebror Svend på 9 år, der nysgerrigt betragter det lille hus, der om muligt er endnu mere fattigt end barndomshjemmet på den anden side af bækken.

Efter at have hilst på Stinne og udvekslet de seneste nyheder fra lokalområdet, kommer Johanne frem til sit egentlige ærinde. Hun løsner knuden på den medbragte bylt, og hælder dens indhold ud på Stinnes køkkenbord (gulvet er simpelthen så ”måget”, at det helst ikke skal i berøring med byltens indhold).

Byltens hemmeligheder bliver spredt ud over bordet: et par store herrebukser, en herrejakke med foer – også i stor størrelse – og et par mindre mørke, uldne herrebukser med tilhørende vest. Der er også et par skjorter og et sortiment af forskellige kasketter. Alt sammen godt brugt og blankslidt men omhyggeligt vasket af Johanne, så det fremstår som det det er: gammelt, aflagt og kasseret herretøj. Oprindeligt i en god kvalitet – kan man se – men falmet og opslidt i en grad, så tøjets hidtidige ejermænd ikke ville være bekendt at bruge det mere.

I en menneskealder var Johannes mand, Valdemar – udover sit faste arbejde som murerarbejdsmand – også havemand hos doktor Poulsen i Algade (og senere doktor Grønborg samme sted), og det hændte med jævne mellemrum at Poulsen tilbød Valdemar noget af sit aflagte tøj. Poulsen kendte naturligvis nok til Valdemars baggrund med de mange børn og de få penge, men mens Poulsen var en stor kraftig mand, så var Valdemar en lille senet splejs. Så de passede ikke tøj sammen – i det mindste ikke uden en skrædders mellemkomst.

Ligeledes fik Valdemar også indimellem aflagt tøj fra sin bror Christian Jensen, der i sit embede som arrestforvarer i Sæby, forventedes at være velklædt – og heldigvis også havde personlig økonomi til at leve op til dette krav.

Så det er de to herrers fra Sæbys bedre borgerskabs tøj, ”Stinne Såjjen” nu roder igennem med sine snavsede fingre. Hun føler på stoffets kvalitet, vurderer de tyndslidte steder og de pletter Johannes vask ikke har kunnet få bugt med.

”Hva ku do så tænk dæ å få lawwe?”, spørger Stinne.

Johanne har nøje planlagt, hvad den medbragte skat skal bruges til: tøj til børnene. Stinne har før lavet børnetøj til Johanne af aflagt herretøj, og hun kender et godt kneb: hvis man bruger vrangsiden til forside på det omsyede tøj, ser det ikke helt så medtaget ud som det egentlig er – og kan sagtens bruges og endda gå i arv gennem hele flokken af Sulbækunger, efterhånden som de vokser til.

På den tid gik drengebørn i korte bukser (til lige under knæene) året rundt. Om sommeren med korte strømper eller som regel barfodede og om vinteren med lange uldne strømper, der var knappet til et livstykke med spænder. Livstykker blev brugt af såvel piger som drenge, og var egentlig nærmest bare en ærmeløs strikket trøje med knapper, og for neden forsynet med spænder til at knappe de lange strømper fast i til vinterbrug.

De to kvinder vurderer og diskuterer hvor mange par korte bukser, der kan blive ud af de to par herrebukser og de to jakker. Der er tre drengebørn hos Valdemar og Johanne, der kunne være aktuelle at forsyne med bukser, og det er Svend og Arne og på sigt den lille Poul.

Storebror Oskar blev 14 og skulle konfirmeres, og var derfor snart voksen og skulle ud og tjene – så han skulle derfor selv til at sørge for sit tøj. Desuden var der også en uskreven regel gående på, at det i den alder var det slut med livstykke og korte bukser. De to mindre piger, Helga og Ellen, kunne måske også få bukser. Og alle kasketter kunne sys ind til ”luer” og bruges af alle drengene.

Efter således nøje at have udmålt og udtænkt alle tænkelige og utænkelige anvendelsesmuligheder af det aflagte tøj, er der imidlertid et lille problem tilbage: der bliver en del uanvendt foer tilbage fra jakken og vesten. Men også her har ”Stinne Såjjen” er godt råd: ”komm øvver mæ et par gue livstykker, så syer A foret eej i dæem – så blyvver de warm te wintern”!

Og sådan blev det, og sådan var det. I hele Svend Sulbæks og de ni andre søskendes barndom var de for en stor dels vedkommende klædt i omsyet og aflagt tøj med vrangen udad.

Efter således at have bestemt hvordan det brugte tøj skal anvendes, byder Stinne på kaffe og lagkage. Stinnes lagkage får et eller andet til at vende sig i maven på Svend – måske er det ubekræftede forlydender om, at alle mælkeprodukter, inklusive fløde, kommer fra ejendommens geder. Selv om kagen ser meget god ud, gør de uhumske omgivelser og langt fra rene porcelæn ikke traktementet særligt indbydende – og selv om Johanne pligtskyldigt spiser sit eget stykke og stanger lidt ud til den lille Poul, så kan Svend ikke få sit ned.

Og hvad kan man gøre i den situation? ”Stap det i lummen”! Siger Johanne afdæmpet, mens Stinne er ude bag ved. Svend lister lettet det klistrede lagkage ned i jakkelommen – og kan til Stinnes tilfredshed kort efter fremvise en tom tallerken.

På vej hjem vil Svend så dumpe kagen i bækken, men Johanne vil have ham til at gemme den til hønsene. Men Svend insisterer på at lade bækken få kagen. Svend har en stor andel i at sørge for at hønsene får deres daglige foder, og synes det ville det være synd for de stakkels fjerkræ at blive belemret med Stinnes lagkage! Dette argument kan Johanne ikke sige imod, og har svært ved at holde latteren tilbage mens det klistrede kage driver med strømmen mod havet.

Desværre for Svend blev jakken ved med at lugte af sur kage i meget lang tid herefter – og han var desværre ikke et af de børn der fik ”ny” jakke i denne omgang!

Måske blev de drillet, måske blev de set ned på, eller måske var det bare sådan det var, og fattigdom var en udbredt svøbe i de såkaldte gode gamle dage, hvor børneflokken i Sulbækhuset ikke skilte sig specielt ud i mængden.

Men vi skulle lige prøve på at byde os selv eller vore egne unger på noget lignende i dag!!!!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Et barneliv på vrangsiden' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER