Ugens klumme:
Svajerafløser
31. maj 2014 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Føreren af en Longjohn-cykel blev dengang i slutningen af 1960´erne vist stadig kaldt for en svajer – i det mindste af den ældre del af befolkningen.
Den mere moderne betegnelse for Sørens job var vist nærmest bydreng, og det var han vel ikke engang, da tjansen som sådan hos Købmand Johansen på Aalborgvej kun var som afløser i en uges tid for en af kammeraterne.
Men jobbet indebar, at han alligevel var blevet fører af en af de eneste cykler af den art, der var i brug i Sæby på det tidspunkt – for N.C. Johansen var en købmand af den gamle skole, og en sådan bragte gerne varerne med bud ud til sine faste kunder.
Søren bander stille for sig selv over det livlige styretøj, der er på sådan en cykel, når det lavt placerede lad mellem føreren og forhjulet – hvis slange oven i købet manglede noget luft – var fyldt op med poser og kasser med varer. For slet ikke at snakke om den store meget fjedrende sadel, der var lidt for højt placeret – og beregnet til en noget større bagdel – end den kortbenede dreng kunne levere.
Første aflevering var heldigvis lige i nabolaget hos Emanuel og Algunda, der drev et lille gartneri næsten for enden af Ulldahlsvej, så med noget besvær får Søren den uvante tunge cykel drejet til højre af den første vej lige efter Johansens lille butik – og så er der heldigvis en lang lige strækning hele vejen hen til kunden.
”Hvordan er det du ”vringler”, knejt” råber en munter ældre mand med et kraftigt hvidt hår og rødmossede kinder. Det er Christian Larsen, som Søren udmærket kender og derfor hilser pænt på og sender et kækt men lidt anstrengt smil.
Endelig når han til bestemmelsesstedet, hvor Algunda tager imod kasserne, mens Emanuel er ved at flytte vandsprederen fra kartoffelrækkerne og over til porrerne. Gartneriets indkøb letter hurtigt cyklen for den værste vægt. Algunda vil gerne betale kontant, hvilket Johansen godt ved, så Søren har aftalte byttepenge med op til 100 kr. Og endnu bedre: kunden giver drikkepenge med en stor gul ”daler” (tokrone) til det nye bud, som jo nyder godt af at være en kendt dreng i kvarteret.
Således noget lettet for vægt sætter Søren atter cyklen i gang. Næste stop er ”Friiserne” på Agerledet. Selv om man kun befinder sig et godt stenkast fra Bager Arentsen, så er det ikke lagkageduft der hænger i luften på dette sted.
Selv om den lille ejendom vel kun ligger et par hundrede meter fra Sæbys torv, så er der en mødding lige op ad stuehuset, hvor efterladenskaberne fra de køer, som Friis-brødrene hver dag trækker fra markerne og ned ad Sæbygårdvej til malkning i stalden, hober sig op.
Gustav Friis, der tager imod, er en soigneret, nærmest nobel mand, i modsætning til broderen Poul, der er i marken ved køerne og hvis fremtræden og beklædning sædvanligvis bærer præg af denne nærkontakt. Friis får varerne skrevet på købmandsbogen, og Søren kan derfor hurtigt komme væk fra dunsten af komøget og de mange svirrende fluer – og komme videre på cykelturen.
Der er nu kun en lille kasse tilbage på ladet, og den vejer næsten ingenting. Til gengæld er det en nydelig sort, foret æske, hvis låg holdes på plads af omhyggeligt bundet sejlgarn.
Det er den mest specielle leverance Søren nogensinde har været udsat for, og han var da også ved at tabe både næse og mund, da Johansen ganske uanfægtet havde spurgt, om han ikke kunne køre en tur til frisøren med hans kones hår. Det var ikke en del af Sørens drengede begrebsverden, at nogle kvinder brugte paryk ved særlige lejligheder – eller måske i forbindelse med sygdom – men da tolerance og åbenhed var en del af hans almindelige opdragelse, lod han sig ikke anfægte yderligere eller stillede upassende spørgsmål.
Også denne kasse fandt sit bestemmelsessted hos en damefrisør i Grønnegade, med besked med tilbage om, hvornår opgaven forventedes at være fuldført.
Således går turen tilbage op af Aalborgvejs bakke med en tom cykel for at udføre dagens resterende opgaver.
Da Søren kommer tilbage til købmandsbutikken, er ølbilen ankommet – og Lentz, der er chauffør, er ved at ombytte tomme kasser med fyldte.
Johansens lager er i kælderen under butikken, og er tilgængeligt via en udvendig trappe på butikkens østside. Stablerne af fyldte kasser står så ovenfor trappen, og skal bæres ned i kælderen – nok en opgave for det friske bud inden fyraften!
Søren sveder med trækasserne med de mange Hof og Tuborg, der skal i kælderen. Det var da godt nok kolossalt så meget øl den lille butik solgte – og så i et kvarter med næsten udelukkende ældre folk og hårdtarbejdende børnefamilier. Men øllet kommer på plads, sammen med appelsinsquash og citronvand i mere moderate mængder, så nu kan Johansen med tryghed gå weekenden i møde.
Der er så fyraften, og Købmanden afregner kontant med bydrengen, der henkastet husker at fortælle hvornår fruens hår er færdigt hos frisøren. Johansen takker – han er en yderst høflig mand – og byder på en sodavand for sliddet med ølkasserne. Og siger at Søren er velkommen som afløser en anden gang.
Der gik nogle år før Søren – gennem egen erfaring – fandt ud af hvorfor Johansen skulle have leveret så meget øl op til weekenden. På den tid lukkede alle butikker lige over middag om lørdagen og klokken 17.30 til hverdag. Der var ikke noget der hed døgnkiosker dengang – så det med at handle ind i tide og utide var et ukendt begreb.
Derfor var det tit et problem hvad unge mennesker – der naturligt nok ofte kom i festligt lag i løbet af weekenden – skulle gøre hvis øllerne slap op. Smøger var ikke et problem, da der var cigaretautomater overalt – også ved Johansens butik. Men med de våde varer var det anderledes, hvis man sad hjemme sammen med nogle kammerater, og havde gang i en forfest inden man sidenhen måske skulle ”i byen” på Skovlyst, Kilden eller ”Krikken” (Discoteque White Horse).
Men det viste sig, at Johansen havde et meget liberalt forhold til datidens strenge lukkelov – og gerne lod sig vække endog meget sent på aftenen for at sælge øl gennem bagdøren. Så ”Ja-Tak” som Johansen i folkemunde blev kaldt, på grund af mandens yndlingsvending som blev brugt adskillige gange gennem enhver handel – også i de officielle åbningstider – blev flittigt besøgt at byens opvoksende ungdom.
Dengang blev der vel set lidt skævt til Johansen fra de andre handlendes side. I vor ny-liberale tidsalder ville nogen vel nok sige, at han var forud for sin tid og kalde ham en utrættelig frontkæmper for lukkelovens afskaffelse – selv om den nuværende lukkelov har gjort livet umuligt for de fleste af de små købmænd, der fulgte efter den gode Johansen frem til vore dage!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ugens klumme:
Svajerafløser' til en bekendt