Snevinter, ”ravmåg” og en lillesøster!

24. maj 2014 - kl. 8:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Udenfor er det koldt, og Svend sidder under åben himmel på hug og surmuler ved brændestablen bag ved den lille hvide ejendom med stråtaget, der nu i 12 år har været hans hjem.

Året er 1937, og vinteren har været hård med usædvanligt meget sne. Faktisk kan Svend Sulbæk ikke mindes nogensinde at have set så meget sne. I perioder har vejene været totalt lukkede, da det har været fuldstændig uoverkommeligt for kommunen at få bortkastet alt det hvide stads i samme tempo som snestormenes kraftige østenvind havde bygget de enorme driver op. Ude ved ejendommen ”Heden” nord for Sulbæk havde driverne nået så højt, at telefontrådene i deres høje master var blevet dækket til.

Kommunens egne folk havde ikke magtet opgaven med snerydning, så man havde benyttet sig af sin ret til at ”binde” diverse gårdmænd og lodsejere til at kaste sne i lange perioder.

Denne form for ulønnet tvangsarbejde var ikke en populær beskæftigelse. Gårdejerne kom som regel ud over deres forpligtelse ved at afsætte en karl eller to til formålet, mens andre – herunder også Svends far, Valdemar, der jo også var lodsejer op mod hovedvejen – selv måtte møde op til det hårde fysiske arbejde, der var forbundet med at skovle sne. Uden løn og på bekostning af andre gøremål.

Svend kunne ikke vide, at 1937 var sidste år, folk blev pålagt snekastning som ulønnet arbejde. Fra 1938 og fremefter blev snerydning en timelønnet beskæftigelse, der med en fyrstelig betaling på 1,18 kr. i timen blev en kærkommen og attraktiv beskæftigelse for mange arbejdsfolk i vintermånederne.

Men det er ikke sneen – der i øvrigt nu er ved at smelte – der gør den 12-årige Svend sur denne dag, 13. februar 1937.

Johanne, hans mor, er i nattens løb nedkommet med en velskabt datter, som senere skulle få navnet Inger – nr. 10 og den sidste i børneflokken – og Svend er blevet sat i arbejde hele dagen med at lave optændingsbrænde og gå til hånde, når nu mor var sengeliggende.

Bedste, Marie Mortensen, var kommet til huset som hjælp med det praktiske, mens Valdemar var på arbejde med snekastning, så Svend var ”mand i huset”.

Nu var det ikke fordi Svend ikke var vant til at hjælpe til derhjemme. Det gav sig selv, når man var en stor familie med mange børn, og hvor far var udearbejdende og oftest kom sent hjem, hvis han havde været medhjælp på et byggeri i Sæby eller i Frederikshavn.

Udover husholdningen var der jo også dyrene og jorden og haven der skulle passes, så Svend var såmænd ikke uvant med at arbejde. Men lige netop denne dag ville han meget hellere have været et helt andet sted!

Dette andet sted var ikke længere væk, end han kunne lugte det. For et par dage siden var vejret slået om i tø, og en gang vestenvind havde fået havisen til at drive væk fra kysten – og så var der sket noget, der havde sat hele kystens lokalbefolkning på den anden ende.

Fra Sulbækkens udløb og nordpå, var der begyndt at drive tang i land – ikke den grove blæretang eller det filtrede ålegræs, der så ofte kom ind i store mængder, med det der var kommet denne gang var meget mere findelt, bestående af sorte småpinde og gule havsvampe og døde søstjerner: kort sagt, det det gamle kaldte for ”ravmåg”.

Og det var ikke bare en tynd streg langs stranden som det plejede at være, nej det var i store meterhøje driver, det nu lå opskyllet på stranden blandt de få resterende isskosser, som vinden endnu ikke havde ført med sig til havs.

Allerede dagen i forvejen var folk begyndt at stimle sammen – også folk som Svend aldrig havde set før, sikkert fra både Sæby og Frederikshavn – og de fund de gjorde var imponerende. Selv om langt fra al tangen endnu var drevet i land, så vadede folk rundt i vandkanten og rodede i dyngerne med grebe og andre hjemmelavede redskaber, der kunne være egnede til formålet.

Svend havde været på vej til stranden allerede da det begyndte at blive lyst, og havde allerede nået at se, at endnu flere fremmede ravsamlere var kommet til siden i går – nogle af dem endda med lygter for at kunne kompensere for morgengryets tusmørke.

Det var tilsyneladende rygtedes blandt de mange vinterledige arbejdsfolk i hele lokalområdet, at der her i Sulbæk var en oplagt mulighed for at supplere en spartansk – eller for nogens vedkommende slet ingen – understøttelse med en solid bunke af ”Nordens Guld”. Hvis man vel at mærke var på pletten på rette tid og sted.

Men Svend var blevet kaldt tilbage af sin far, der var på vej på arbejde, og da Valdemar ikke lige var sådan en man sagde imod eller løb om hjørner med, så var der dømt arbejde derhjemme.

”Hvorfor kunne lillesøster ikke også have valgt sig en anden dag at komme til verden i”? – tænker han for sig selv, mens hans kløver optændingsfliser af nogle gamle brædder, som far har haft med sig hjem fra en byggeplads et sted. Hvad var nu også det for noget pjat, at der skulle komme nye småfolk til – der var fire år siden den forrige, Poul, kom til verden, så burde mor og far ikke også snart være færdige med den slags?

Endelig bliver han færdig med de huslige gøremål, og får lov til at gå til stranden, men det er nu allerede sidst på eftermiddagen, og det er atter begyndt at blive mørkt. Alligevel lykkedes det ham – inden mørket umuliggjorde yderligere søgen – hurtigt at få fyldt sine to bukselommer med rav. Det største stykke var næsten lige så stort som hans barnlige knytnæve, og resten var også fine stykker – fortrinlige til smykkebrug til de fine damer, der havde råd til den slags.

I løbet af de nærmeste dage fik Svend fyldt halvdelen af en af de fempunds papirposer, som købmanden solgte sin mel i, og da den omrejsende ravopkøber på sin sorte herrecykel med den karakteristiske taske siddende henover stangen nogen tid senere kom forbi på sin faste rute, fik han solgt posens indhold til den fyrstelige sum af 80 kroner.

Mange penge efter datidens forhold – og lige så meget som en halv måneds hårdt arbejde med snekastning i de kommende år ville kunne indbringe for en fattig landarbejder.