Ugens klumme:
Drengen med æggene

17. maj 2014 - kl. 10:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

En sommerdag i det herrens år 1935 lyder den spinkle lyd af små træsko på den asfalterede cykelsti 4 kilometer nord for Sæby. Fodtrinene tilhører en lille buttet 10-årig dreng, hvis hoved er næsten væk under den type kasket, der var brugt af stort set alle småfolk af hankøn – ung som gammel – på den tid (og som vist er ved at komme på mode igen i vor tid, takket være en vis bonderøv i fjernsynet).

Drengen går påfaldende forsigtigt – ikke noget med løb eller gadedrengehop – for i sin højre hånd har han en flettet kurv, hvis indhold han skal passe ekstra på.

Som supplement til en beskeden indtægt som murerarbejdsmand har Valdemar, drengen Svends far, et mindre hønseri bag ved ejendommen i Sulbæk, og et par gange om ugen blev et af husmandsstedets mange børn sendt til byen, for at bytte æg for varer hos købmanden. Og små fire kilometer i vejkanten med en kurv i hånden kunne en rask dreng som Svend vel sagtens klare.

Æggene – 25-30 stykker i alt – var omhyggeligt anbragt i lag i kurven med avispapir imellem, for at afbøde de værste stød, men at bringe hele den kostbare last velbeholden til Sæby krævede trods alt alligevel en vis forsigtighed – og knækæg fik man ikke meget for ved købmanden.

Småsvedende men velbeholden kommer Svend omsider til staden, hvor det første han oplever, er lyden af en klokkes klare klemten fra en hestevogn, der holder lige der hvor Frederikshavnsvejen slår et sving, og hvor byens yderste huse på hver side af vejen begynder.

Svend kender manden, der trækker i klokkesnoren. Det er Johannes fra gården ”Vangkær”. Johannes har på sin ejendom også har et mindre mejeri, og han kører ud med mælk til folk i Sæby og omegn. Scenariet minder lidt om det der mange år senere kom til at udspille sig, når Hjemisbilen gjorde holdt i et parcelhuskvarter.

Her stimler nu byens koner sammen med skåle og kander omkring mælkebilen, der på sit lukkede lad har indbygget tre beholdere: en med sødmælk, en med skummetmælk og en med fløde. Og Johannes tapper nu mælk op til de ventende kvinder fra beholdernes haner. Han bruger på skift et af de liter eller decilitermål, han har hængende på kroge på vognens side – og skriver de enkelte kunders bestillinger op i en bog, der så gøres op en gang om ugen, når regningen opkræves.

Svend fortsætter sin vandring mod byen, og falder i staver ved en bygning der ligger lige overfor kirkegården. Her er der larm fra save og slibemaskiner, og en stor mand påser at flere arbejdsmænd passer deres job til punkt og prikke. Det er Jørgensen-Mørks listefabrik, der er udgangspunkt for aktiviteten, og det er mester selv – en af Sæbys fremtrædende borgere og byrådsmedlem – der følger produktionen.

Efter at have betragtet sceneriet nogen tid, går Svend videre men støder næsten omgående på en anden virksomhed, som også nødvendigvis må betragtes.

Bag vandmøllen er Vognmand Klitgaard ved at losse sin fladvogn med træuldsballer, der skal køres til stationen for at blive videresendt med tog. Svend lister over på vestsiden af vejen, mens han på betryggende afstand betragter det sindrige maskineri af aksler og remme, der udgår fra møllen til den høvlemaskine, der producerer træulden. Drengen bliver dog hurtigt jaget væk af de folk der arbejder på stedet – og Svend krydser broen over åen med sine æg velbeholdne i kurven.

Lige på den anden side af broen – på vestsiden, hvor Svend nu går – er der et gartnerudsalg, der også ejer et antal store drivhuse bag ved vandmøllen. Herefter passeres Sæby Bank, hvor Svend senere skulle blive livslang kunde, og endelig kommer han til turens bestemmelsessted: Købmand Chr. P. Jensens butik, der ligger lige der hvor Pindborggade munder ud i Søndergade.

Butiksdørens klokke ringer højlydt, da Svend med den frie hånd skubber døren op, og begiver sig hen til købmandens disk.

Svends forældre er faste kunder hos købmand Jensen, og får normalt skrevet deres indkøb i bog, for så at afregne en gang om ugen. Småindkøb blev normalt klaret på samme måde som Svend nu skal til at gøre i dag, mens større indkøb blev bestilt, når Valdemar eller Johanne selv var cyklet til byen for alt handle. Varerne blev så kørt til Sulbæk af Marinus Thomsen, der kørte fast budkørsel mellem Sæby og Frederikshavn.

Købmandspakken blev så sat af ved hovedvejen ud for Valdemars ejendom, og så gjaldt det bare om at holde øje med hvornår varerne blev leveret, så de kunne bringes friske og sikkert hjem til Johannes køkken.

I dag var det imidlertid kun en mindre ordre Svend havde med, nedskrevet med Johannes sirlige håndskrift på en krøllet seddel, som drengen fisker op af bukselommen og giver til Købmanden. Gær, sukker og mel, så mor kan bage nogle franskbrød.

Gæren står i en skål på disken, og købmanden napper med fingrene et passende stykke af klumpen i skålen – og pakker den ind i pergament. Der skulle være for 10 øre. Mel og sukker findes i skuffer i købmandsdisken, hvor de hentes op med en blanding af en lille skovl og en stor ske.

Købmandsvægten står op ad væggen bag ved disken, og der afvejes nøje tre kilo mel og ½ kilo sukker. ”Var der ellers andet”? spørger Købmand Jensen.

Det var der ikke, så nu bliver æggene talt – 28 stk. hvide og brune hønseæg i mellemstørrelse. Varerne bliver herefter skrevet i Valdemar og Johannes købmandsbog – æggene på plussiden og de indpakkede købmandsting på minussiden.

Og nu kommer så det spændende: hvordan er Købmandens humør i dag?

Og Svend er heldig: Købmand Jensen er i sit gode lune og tager låget af den store blikdåse med blandede bolsjer. Bolsjerne klistrer noget sammen i sommervarmen, men et par kraftige slag på dåsen, får indholdet til at rasle lystigt. Han ruller derpå med trænet hånd et kræmmerhus af et stykke brunt papir, og fylder vel 25-30 gode bolsjer i pakken. ”Den skal du have med hjem, fordi du er sådan en flink dreng”, siger købmanden – men husk nu at dele med de andre derhjemme.

Svend takker og nikker ivrigt – for er det noget der er en selvfølge i det spartanske hjem i Sulbæk, så er det at man deles om alt – både surt og sødt.

Og af en eller anden årsag så føles hjemturen ikke så lang – heller ikke selv om gær, mel og sukker vejer betydeligt mere en kurv med æg. Og måske var der endda overskud til et par gadedrengehop undervejs?