Ugens klumme:
10 års fødselsdagen

10. maj 2014 - kl. 0:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Der er for en lille dreng mange fordele ved at være bosat tæt ved sine bedsteforældre. Der er der også for Svend Sulbæk den 23. april 1935.

Han fylder nemlig 10 år i dag, og som alle børn vil han gerne have, at alle fødselsdage og andre højtider og mærkedage er som de plejer at være – og derfor står han nu denne tidlige forårsmorgen og banker på bedstes dør.

Marie Mortensen viser sig hurtigt i hele sin lille milde skikkelse i døråbningen, da hun jo udmærket ved hvad barnebarnets ærinde er. Efter at have lykønsket den lille Svend, går hun ud i køkkenet og vender tilbage med den genstand der var Svends ærinde: æbleskivepanden!

I hjemmet i Sulbæk var det ikke brugt, at Valdemar og Johannes 10 børn fik egentlige fødselsdagsgaver – af simple økonomiske årsager – men Johanne ville alligevel gerne gøre noget særligt for det enkelte fødselsdagsbarn. Og Svends største ønske var æbleskiver, når familien var samlet sidst på eftermiddagen. Men Johanne havde ingen æbleskivepande, så derfor gik Maries på omgang ved diverse festlige lejligheder.

Nu kan det jo godt være, at der ikke var råd til gaver i Svends hjem, men så er det jo godt man har en bedstefar, der er lidt mere velhavende. Thomas Mortensen, der jo foruden at være bonde også har været tækkemand, er ved at gøre klar til dagens arbejde, men kalder alligevel Svend til sig.

”Do ska ha en bette skilling” siger Thomas på sit brede jyske, der dog stadig har et forunderligt strøg af noget andet, nemlig amerikansk, som han aldrig har fået lagt helt bag sig efter sine unge år i Staterne. Op af et rum i sin tegnebog fisker Thomas så et par mønter: 2 store kobberfemører af dem med hul i – rigeligt til yderligere at gøre dagen til noget særligt for den bette Svend!

Svend takker mange gange sine bedsteforældre, og begiver sig de få hundrede meter hjemad.

Mor er i køkkenet, da han kommer hjem. Det store murede komfur med støbejernslågen til ovnen og de runde ringe der udgør kogepladerne, optager den centrale plads i det lille køkken. Svend rækker æbleskivepanden til Johanne, men der er imidlertid et problem: der mangler brændsel til komfuret.

”Vil du med over til Anton Vejmand efter brænde?”, spørger Johanne, og Svend nikker ivrigt.  Han skynder sig ud i laden efter trillebøren og et par sække, og mor og søn begiver sig i retning af Anton Andersens fyrreplantage, der ligger et lille stykke vej fra hjemmet.

Johanne har en aftale med Anton om, at de kan hente den fornødne brænde i plantagen, men det er ikke træ, der er tale om. Johanne bruger nemlig kogler til at opvarme sit komfur, da disse giver en ren forbrænding uden udvikling af nævneværdig røg på grund af det høje indhold af olie. Svend har somme tider beundret de rødglødende kogler i komfuret, når hans mor har løftet kogepladernes ringe op af deres hul, så der var frit udsyn ned i brændkammeret.

Det tager en god times tid, før der er indsamlet tre-fire sække gran- og fyrrekogler, som køres hjem i trillebøren. Det er nu ved at være middag, og efter et par fedtemadder i køkkenet sammen med de resterende hjemmeboende børn, spørger Johanne nu Svend, hvad han kunne tænke sig at lave, indtil far fik fri fra arbejde, og æbleskiverne skulle laves og nydes af hele familien. Valdemar arbejdede på dette tidspunkt som murerarbejdsmand, og var for tiden i gang med et byggeri i Sæby.

”Skal vi ikke gå ud og kigge efter rav?” er Svends hurtige svar. Rav langs kysten forekom hele året rundt – dog mest i de forblæste efterårs og vintermåneder – og at samle rav var en yndet beskæftigelse for strandbønderne, ikke mindst for den store skare af børn, der var i de fleste familier. Og rav kunne give en tiltrængt ekstraindkomst i mange fattige små hjem, når der af og til kom en opkøber forbi.

Det synes Johanne er en god ide, og foreslår, at Svend tager sin storesøster, Helga, med, så kan Johanne fortsætte med husets andre gøremål – herunder også holde øje med de andre hjemmeboende søskende.

Nu er der imidlertid ikke rigtigt rav-vejr i dag, hvor vejret er næsten vindstille med lærkesang højt oppefra og forår i luften – men det er der råd for. Der er nemlig mere end en måde at finde rav på, hvis man vel at mærke kender de rigtige steder!

Det kræver imidlertid en lidt længere spadseretur for Svend og Helga – og for nemheds skyld vælger de at følge stranden mod syd.

Efter en spadseretur på næsten to kilometer kommer de til en mark hvor der er larmende aktivitet. Dengang foregik det meste markarbejde med hestetrukne redskaber, men her på Sæbygårds jorder – hvor de nu befinder sig – oser og larmer der en gammel traktor med jernhjul, og der pløjes på livet løs. Et stykke derfra er man i gang med det nybyggeri, der senere skulle blive til Strandgården.

Efter at have beundret traktoren på betryggende afstand, bevæger de to søskende sig nu op på den nypløjede jord, hvor der i forvejen går nogle af de lokale og kigger intenst ned i den sorte muld. Af og til bøjer en sig ned og samler noget op til et nærmere øjesyn – somme tider puttes det i lommen, og somme tider kastes det bort. Sådan er det at finde rav. Nogle gange finder man bare en vellignende sten, men det mærker den trænede hånd hurtigt alene på vægten.

Markrav findes bedst om foråret, når frosten går af jorden og markerne pløjes, og da hele kyststrækningen mellem Sæby og Frederikshavn er hævet havbund fra istiden og frem til i dag, er aflejringerne fra havet at finde overalt – og hermed også rav, der drev i land for måske årtusinder siden. Det lykkes for Svend og Helga at fylde lommerne med pæne ravstykker – hvoraf det største er på størrelse med en lille kartoffel – inden de et par timer senere begiver sig hjemad.

Nu er det imidlertid blevet æbleskivetid, for Valdemar er kommet hjem, og Johannes æbleskiver er noget af det bedste man ved i Sulbæk, så de fortæres i rigelige mængder – dog ikke mere end der er plads til aftensmaden, der denne dag består af fisk, der dengang var fattigmandsspise og derfor var på menuen mindst et par gange om ugen. Men stegte isinger er nu heller ikke så ringe i Svend Sulbæks barneverden.

Og tidligt næste morgen får Marie Mortensen sin æbleskivepande tilbage med tak for lån – og da skal hun nemlig selv bruge den, for hun fylder år den 24. april – og hendes 71 års fødselsdag skulle også fejres med æbleskiver!