Ugens klumme:
Ved Sulbækken

3. maj 2014 - kl. 0:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Søren hoster og sprutter da han får hovedet under vand – og det salte havvand svier i øjnene.

Far prøver nok engang at lære sin otteårige søn at svømme, denne julidag i 1965, men resultatet er altid det samme: knægten bliver stiv som en pind hver gang han kommer så langt ud, at man kan mærke at havvandets opdrift får føddernes kontakt med bunden til at svigte. Og Svend mener nu engang, at svømning bedst læres i en dybde, der når en voksen mand til brystet, hvilket får Sørens vandskræk til at bryde ud i lys lue, grænsende til panik.

Så er det på tide at komme ind, og Sørens lettelse er derfor stor, da han atter kommer ind på den varme sandstrand, og mærker at solen tørrer det kolde havvand væk fra den næsten nøgne krop, hvor kun et par små blå badebukser med hvide striber i siderne dækker den buttede drengs ædlere dele.

Stedet er Sulbæk strand, lige nedenfor hvor bedstefar og bedstemor, Valdemar og Johanne, havde haft deres lille ejendom i mange år. Bedsteforældrene er også selv med i Sulbæk på denne sommerdag, hvor alle er cyklet fra Sæby de 4 kilometer mod nord, hvor de så er kørt ned og har parkeret cyklerne lige ud for Valdemar og Johannes lille ejendom. Den var blevet opkøbt af staten, der havde fredet arealerne som bevaringsværdig natur med strand og hede. Ejendommen var nu lejet ud, og der var i østenden lavet offentlige toiletter, til benyttelse af de lokale og turister, der var på ferie og som brugte den offentlige vejadgang til havet.

Det sidste stykke til stranden foregik altid til fods på en sti langs med Sulbækken til dens udløb i Kattegat. Syd for denne sti havde ”Odd Fellow” logen i mange år en ejendom, hvor der ikke var offentlig adgang.

Da Svend Sulbæk og Søren kommer i land for at nyde den medbragte kaffe med Johannes hjemmebagte kringle, er selskabet imidlertid blevet udvidet med nok nogle personer.

Glæden er stor for Søren. Et af de store lyspunkter ved at benytte stranden i Sulbæk frem for den mere nærliggende i Sæby, er at det ofte er sket, at der kommer flere familiemedlemmer til – fætre og kusiner, onkler, fastre og tanter.

Ingen i den store Jensen familie – der i nærområdet er stærkest repræsenteret i Sæby, Frederikshavn og Strandby – har telefon på daværende tidspunkt, så det var aldrig på forhånd aftalt at træffes i Sulbæk. Når det alligevel så ofte skete, må det vel skyldes, at alle havde samme nære tilknytning til lokaliteten, og derfor gerne ville bruge en sommerdag for at vende tilbage til barndommens strand for at nyde havet, solen og kaffen her.

Denne gang var der dobbelt gevinst: Faster Helga og onkel Johannes – der altid var kørende i egen bil – havde taget onkel Møller og tante Inger med sig fra Frederikshavn.

Faster Helga er Svends storesøster, der desværre i det meste af sit liv var svagelig, og hendes mand Johannes, der er en stor mand med stærke briller, og som arbejder på Alpha Diesel i Frederikshavn. Han har en smittende latter, der får mave og brystkasse til at hoppe op og ned, og et karakteristisk svedigt, men blødt håndtryk, man ikke ville have forventet af en så stor mand. Helga og Johannes har aldrig fået børn, men særlig Johannes er helt pjattet med børn, og har ofte små gaver med til svogrenes og svigerindernes unger – og er altid den første til at byde på is, hvis lejligheden byder sig.

Også Svends storebror, Møller, bor også med sin kone Inger i Frederikshavn i det allersidste hus på Åvej, helt ned til havet. Møller er funktionær ved Statsbanen og er en spasmager, der elsker at drille børnene med skrækhistorier om, hvordan han mistede sin ene langefinger. Møller og Inger har 4 børn, hvoraf de tre mindste, pigerne Hanne, Birthe og Helle er med på denne tur.

Således er selskabet nu så stort, at det fylder hele fire udbredte tæpper, og det samlede kaffe- og kagebord bliver ret så omfattende – og selvfølgelig er der flere varianter af hjemmelavet saft til børnene.

Heldigvis er Møllers piger ikke inde på, at hele eftermiddagen skal bruges på at bade i havet, så snart tilslutter alle børnene sig Sørens treårige lillebror Anders, der med bar ende og spand og skovl gør nogle spæde forsøg på at opdæmme den sommersløve Sulbæk.

Mens forældrene taler med hinanden – og for mændenes vedkommende, inklusive Helga, ryger cerutter og dypper tæerne i vandkanten – får ungerne fred til at lege. Dog lige med en advarsel om ikke at komme for nær til den tyskerbunker, der hænger faretruende ud over brinken efter sidste vinters storme. En anden og større bunker, der i sin tid havde været transformatorstation for den lyskaster, der havde været en del af Sulbæks tyskeranlæg, ligger allerede på det sted på stranden, hvor den ville komme til at ligge i mindst 50 år mere.

Det lykkes kortvarigt at få opdæmmet Sulbækken, og ungerne kan på den tørlagte strækning opsamle nogle af de småskrubber, der bruger alle nedre å- og bækudløb som sikker børnehave. Og i totterne af den ilanddrevne tang, der har været på bækkens bund, vrimler det med små glasål, der ikke kan forstå hvor alt vandet lige pludselig blev af.

Men ungernes glæde ved bækkens mikrobiologi bliver kort: dæmningen bryder sammen og skyller i en hvirvelstrøm hele herligheden ud i havet, og ingen gider begynde helt forfra med en ny dæmning.

Det er også blevet sidst på dagen og tid for opbrud, men det aftales at mødes ved det ishus, der er ved den rasteplads ved hovedvejen, lige hvor grusvejen går ned med Sulbæk strand. Johannes får traditionen tro lov til at være den glade giver af is, inden han og Helga sammen med Møllers familie på ny triller mod Frederikshavn i den gamle hostende Fordbil. Og Sæbyfamilierne tager cyklerne mod syd, med den lille Anders solidt placeret i fars sadelstol, der er godt fastgjort til stangen på den sorte herrecykel.

Således kunne en af mange sommerdage ved Sulbækken beskrives. Min families fristed og stedet hvor jeg den dag i dag søger hen, hvis jeg har behov for meditation og kontakten til mine dybeste rødder. Og jeg tror at rigtig mange familier har det på samme måde – ikke med Sulbækken, men med steder der har haft afgørende betydning for den de føler de er, og det de står for!