Nyt projekt vil skabe dynamisk musikmiljø i Nordjylland
30. april 2014 - kl. 15:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kulturalliancen og Det Musiske Hus har inviteret nogle af Danmarks bedste sangskrivere til at sætte gang i det nordjyske musikliv på en unik måde.
Projektet LYDKANTEN sender 8-10 sangskrivertalenter fra Nordjylland igennem et intensivt workshopforløb med nogle af Danmarks bedste sangskrivere. Disse workshops ender ud i seks koncerter på specielle venues i Frederikshavn og Hjørring kommune, der blandt andet tæller Frederikshavn Kirke, Sømandskirken i Hirtshals og Sæbygård Slot.
Koncerterne er arrangeret af lokale musikforeninger, og vil alle bære et lokalt præg.
Filmprojektet Filmmaskinen vil lave musikvideoer med talenterne under dogmet “at bruge byerne på en ny måde”. På den måde håber projektet på at kunne udvikle området på flere planer:
“Med LYDKANTEN vil vi sammentænke talent-, by- og communityudvikling i ét projekt og forhåbentligt skabe nye muligheder for både talenter, publikummer og arrangører”, udtaler projektleder Emil Sørensen.
Projektets coaches er de erfarne og succesfulde sangskrivere Christian Hjelm, Steffen Westmark og Michael Møller, der er kendt for deres fremragende soloprojekter og som frontmænd i henholdsvis Figurines, The Blue Van og The Mountains. De er alle fra Nordjylland og kommer “hjem” for at dele ud af deres viden om sangskrivning.
“Der skete ikke meget på musikfronten, da jeg boede i Sæby, så det er fedt at kunne være med til at bygge noget op”, siger Michael Møller, der spiller på Sæbygård Slot d. 3. oktober sammen med talenterne.
Ansøgningen til projektet skal sendes til ansoegning@lydkanten.dk inden d. 1. August kl. 12.00 og skal indeholde en beskrivelse af musikken og et lydeksempel.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nyt projekt vil skabe dynamisk musikmiljø i Nordjylland' til en bekendt