Fiskemelsproduktion på Slagteriet

Fiskemelsproduktion på Slagteriet

26. april 2014 - kl. 1:28 - af

Soeren-Visti_600x250Med 2. verdenskrigs udbrud og tyskernes besættelse af Danmark, kom der nye og mere knappe tider til landet. Ikke fordi 1930´erne havde været nogen dans på roser for den almindelige arbejdsmand eller landboer, men krigens begrænsninger af såvel vareudbud som økonomi og borgernes almindelige bevægelsesfrihed, krævede endnu mere opfindsomhed i dagligdagen for almindelige fattigfolk.

Det var et udslag af en sådan kreativitet, Svend Sulbæk var vidne til på denne varme søndag i starten af august i 1941.

Stedet er Sæby Havn, og allerede da han på sin cykel kommer til pladsen foran Sømandshjemmet, kan han se et summende folkeliv omkring havnebassinet. Et par tyske soldater står fredeligt og tørrer sveden af panden og ryger cigaretter, mens de med en vis betagelse betragter aktiviteterne omkring havnebassinet. Måske ærgrer de sig over at de er i tjeneste, og derfor ikke selv kan tage mere aktivt del i løjerne.

Masser af lokale folk er stimlet sammen – de fleste med lange bambusstænger med en snøre, en prop og en agnet krog i enden, og enkelte med rigtige fiskestænger.  Man har gang i et sandt makreleventyr, og sprællende fisk i hundredvis bliver hevet op af havnen og ligger nu på kajen, hvor de bliver samlet op og lagt i kurve og spande.

En stor stime store fede augustmakrel har forvildet sig ind i det smalle havnebassin, og det giver byens borgere mulighed for at fange denne velsmagende sommerfisk i store mængder – et budskab der var løbet som en steppebrand gennem byen fra morgenstunden.

Svend laver hurtigt en aftale med en bekendt om at få fisk med hjem til Hans Sulbæk, hvor han som 16-årig på det tidspunkt var tjenestekarl. Men indtil da skal han lige havnen rundt, for at se hvad der ellers foregår.

Det havde efter den anden hårde isvinter i træk været en bemærkelsesværdig sommer, hvor der havde været et helt usædvanlig godt fiskeri i farvandet omkring Sæby. Havet var i lange perioder fyldt med tætte stimer af småsild, hvilket havde fået strandbønderne i Sulbæk til at drive fiskeri med vod fra stranden – i perioder med endog meget stor succes.

Svend kan snart notere sig, at dette vodfiskeri også har bredt sig til Sæby, idet der selv på det lave vand syd for Sæby Havn er en livlig aktivitet af fiskere – både af folk der havde fiskeri som profession, men også af mænd der sædvanligvis havde andre erhverv. Mændene har grupperet sig to og to – eller fire og fire alt efter voddets størrelse. Man vader således ud i vand til midt på brystet, hvor man smider voddet, hvorefter man så – efter snurrevodsprincip – trækker voddet mod land, mens indgangen til netposen gøres mere og mere snæver, så de fangede sild bliver berøvet enhver flugtmulighed.

Svend stiller sig på Sønderstranden og betragter scenariet. Her er der opstablet fiskekasser af træ, hvor de sprællende småsild fyldes i. Et par svedende fiskere – som Svend ved har deres daglige arbejde på Slagteriet, kan oplyse, at prisen på en god dag kan være oppe på 10-12 kroner kassen – så det er et ganske givtigt fiskeri der er gang i. Sildekasserne bliver herpå stablet med en seddel oveni, der oplyser den enkelte fiskers navn, således at korrekt afregning senere kan finde sted. Herefter bliver kasserne kørt væk med hestevogn.

Den store aftager af de mange sild er Slagteriet i Sæby. På den tid er der en afdeling på virksomheden, der koger industrifisk til olie og fiskemel – så fangsterne skal ikke fragtes så langt for at blive forarbejdet.

Svend kender udmærket til Slagteriets mel- og olieproduktion. I forbindelse med fabrikken er der nemlig etableret en foderstofforretning, hvor han flere gange har hentet fiskemel, der bliver brugt som tilskudsfoder til gårdenes dyrehold.

Efter sin snak med en del folk på stranden og den søndre del af havnen, hvor også onkel Oluf – ”Parket Wolle” – er at træffe, er det tid at vende snuden hjemad. Først skal han imidlertid lige have hentet de makrel, han havde tiltusket sig fra fiskerne i havnens indre bassin – og værftet skal også lige rundes, for at se hvordan det går med kutteren ”Hjelm”, hvis skæbne han året i forvejen i isnende kulde havde fulgt fra stranden i Sulbæk.

Således forløb en søndag under krigen for en 16-årig bondedreng og et lille bysamfund i det nordjyske, hvor enhver bevægelse mistænksomt – og måske en lille smule misundeligt – blev betragtet af den allestedsnærværende tyske værnemagt.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fiskemelsproduktion på Slagteriet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER