Ugens klumme: En gang lystfisker – altid lystfisker!

19. april 2014 - kl. 0:17 - af

Soeren-Visti_600x250Søren var vel 11-12 år den sommer i slutningen af 1960´erne, hvor han ganske uden forudanelse kom til at stifte bekendtskab med en fritidsaktivitet, der kom til at følge ham hele resten af barndommen og voksenlivet.

Det var kammeraten Flemming Ramlov, der var drivkraften. Selv om han er et par år yngre, så var han på mange måder lidt mere fremme i skoene, end den mere forsigtige og tilbageholdende Søren. ”Vil du med ned på molen og fiske?”, blev der spurgt.

Søren tænkte sig om, men så straks flere forhindringer for at et sådant projekt kunne gennemføres. Søren var ikke meget for at komme ud på molen, hvor han ind i mellem havde været med sin far.

Særlig nordre mole var smal, med en stejl skrænt ned mod den dybeste del af havnen, og Søren havde højdeskræk og brød sig ikke om vand, han ikke kunne bunde i – og havde af samme årsag aldrig fået lært at svømme. Men det der med at fiske lød nu alligevel spændende – og Flemming havde allerede fået gravet nogle fine regnorm i familien Ramlovs have, som livligt kravlede rundt i et syltetøjsglas. ”Men jeg har ingen fiskestang!” var Sørens næste – og langt alvorligere indvending.

Flemming havde allerede fundet en fin fiskestang frem – komplet med hjul, snøre og forfang – nok en han havde arvet fra en af sine tre storesøstre, eller måske hans onkel Ernst, der boede i Algade og som egentlig vistnok var bager, men som også havde en lille kutter på Sæby havn. ”Måske kan vi finde en fiskestang mere nede i kælderen”, siger Flemming så, efter nøje at have vurderet Sørens praktiske problem.

Og det lykkes at finde en halv fiskestang med et hjemmelavet topøje, lavet af noget bøjet ståltråd. Hjulet – der var kreeret af Flemmings far, den altid opfindsomme og meget fingersnilde Kenneth Ramlov – var lavet af en trisse med et håndtag, der havde været om ad Kenneths svejseapparat for at kunne hænge fast.

Den hjemmelavede fiskestang måtte gå an af mangel på bedre, så den sidste undskyldning for ikke at tage med ned og fiske, var hermed ryddet af vejen. Efter at have underrettet mødrene om dagens planer, får de to drenge – med formaninger om ikke at komme for tæt til kanten ude på molen – lov til at tage af sted.

Sydmolen var Flemmings første indfald, men da de på deres cykler kommer til enden af Søndre Ringvej, er der en voldsom aktivitet på den ende af havnen, så adgangen til sydmolen er midlertidig afspærret. Der køres store sten på lastvogne, og traktorer læsser dem af ude i vandet, samtidig med at lange rør pumper sand ind udefra havet, og lastvogne kommer med jord fra landsiden. Der er et større inddæmningsarbejde i gang, da Fiskehermetikken er ved at skabe et helt nyt inddæmmet areal, hvor der skal opføres en ny makrel- og rejefabrik.

Drengene lister sig forbi kaosset på havnens sydside, og tager i stedet over til nordmolen, hvor de hilser på Fiskeeksportør Hæstrup, der med et net er ved at sortere de døde fra de levende rødspætter, der er i hyttefadene ved Auktionshallen.

Cyklerne parkeres, og de begiver sig ud på den smalle nordmole, hvor Sørens højdeskræk straks bliver sat på en prøve. Han bider angsten i sig – også længere ude på molen, hvor der er store huller i stensætningen, der godt kunne trænge til efterfyldning med noget af det grus og sten, man så rundhåndet hælder i havet på havnens sydside.

Efter de to raske drenge har passeret svømmeklubben, hvor en af skolens lærere – vistnok Iver Jensen – er ved at undervise et hold børn i deres første svømmetag i ”grisekassen”, kommer de endelig ud til molehovedet, hvor der i forvejen er nogle drenge og et par ældre mænd, der står og fisker.

Der fanges skrubber og langs bolværket ålekvabber, og de to mænd fisker med prop og sildeagn efter makrel. Der er ikke de store fangster, men alligevel nok til at Flemming og Søren bliver grebet af spændingen, og i en fart får rigget stængerne til og får snøren i vandet.

Efter at have fisket det meste af eftermiddagen, er tiden kommet til hjemturen. Et par ålekvabber er det blevet til for Flemmings vedkommende, men Sørens hjemmelavede grejer har ikke givet gevinst. Men interessen er vakt, og Søren går efter hjemkomsten straks til sin far, for at få bevilget en rigtig fiskestang. Svend Sulbæk undslår sig, men efter et massivt pres over flere dage, lykkes det alligevel Søren at få far med ned til Hjortlund Svendsens Isenkram, der har en mindre afdeling med fiskegrejer – herunder også en flot massiv otte fods glasfiber fiskestang, komplet med hjul, til den nette sum af 80 kroner. Mange penge, men Søren har gemt nogle af sine fødselsdagspenge til supplement, og Svends evner til at prutte priser ned kommer endnu engang til sin ret.

Således udstyret med grejer der dur, begynder Sørens lystfiskerkarriere for alvor. Efterhånden kommer der også fangster med hjem – med tiden i så rigelige mængder, at familien på Aalborgvej får fisk på menuen mindst en gang om ugen. Der fanges skrubber, ålekvabber og i perioder rødspætter og småtorsk. Makrel og hornfisk og ål kommer også til som sommerfangst, og et par gange, nærmest ved et tilfælde, også en havørred. Søren finder hurtigt ud af, at regnorm ikke er den bedste agn i saltvand, og køber i stedet sandorm hos ”Svend Gønge” i havnekiosken – indtil han af den gamle møbelhandler Hyttel – der også er ivrig lystfisker- får lært sig at grave sine orm selv ved lavvande på Sæby Sønderstrand.

En ting er at fiskeriet er en god og sund hobby – en anden er at det også bliver kilden til mange nye og langvarige venskaber. Lystfiskeri er et fællesskab, hvor alder er underordnet. Ud over de jævnaldrende kammerater, knytter Søren også venskab til mange af de ældre pensionister, der bruger meget tid med at fiske. Et par af disse ældre mænd, der er privilegeret med en bil, tager med jævne mellemrum Søren med til Frederikshavn, Strandby eller Skagen for at fiske. Søren graver ormene og John eller Knud, som et par af pensionisterne hedder, sørger for transporten. For Knuds vedkommende, var Sørens selskab måske særlig velkomment, da den gamle pensionerede mejerist havde så svagt et hjerte, at han indimellem havde behov for en støtte, mens han ventede på at pillen med nitroglycerin under hans tunge skulle komme til at virke, hvorefter fiskeriet fra molen i Skagen atter kunne fortsættes.

Min interesse for fiskeri er fortsat med uformindsket styrke. Uanset hvor travlt jeg har haft det, så har fiskestangen altid været mit faste holdepunkt, og snøren min livline til den person jeg nu engang er. Politik eller arbejde kan trænges i baggrunden for en tid i en duft af hav, et sprøjt af saltvand og et vindsus i det hår, der snart ikke er der mere.

Nu er det snart mig, der er pensionist. Fællesskabet omkring lystfiskeriet på Sæby Havn fortsætter den dag i dag. Og hvem ved – måske er det engang mig, der får brug for en ung knægts støtte for fortsat at kunne udføre mit livs helt store passion: lystfiskeriet!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: En gang lystfisker – altid lystfisker!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER