Ugens klumme: Hjelms Forlis – 1. del

5. april 2014 - kl. 0:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Der var flot vejr denne formiddag den 15. januar 1940. Der var vel kun et par varmegrader, men den lave vintersol tittede frem med sine kølige stråler, og i det næsten vindstille vejr, kunne man godt med lidt god vilje få en fornemmelse af forår. Der havde været en smule frost og sne omkring juletid, men det var nu tøet væk, og Hans Andersen – også kaldet ”Hans Sulbæk” syntes at vejret var det rette til at få ryddet op i noget granplantage nær hans ejendom (der ligger tæt på det nuværende Svalereden Camping).

Som hjælper har han den 15-årige dreng, Svend – der også senere fik tilnavnet ”Sulbæk”- og som gjorde tjeneste hos ham som karl. Svends familie er naboer til ”Hans Sulbæk”, så Svend er heldig at være i tjeneste tæt på sit barndomshjem – et privilegium der var langt fra at blive undt hovedparten af de store børn på landet på den tid.

Efter således at have skovet og afkvistet fyr indtil det tiltagende mørke sidst på eftermiddagen – kun afbrudt af en kort kaffepause ved tretiden – vendte de to så næsen hjemad mod Hans´ ejendom, hvor køerne skulle fodres og malkes.

Men der var noget galt med vejret. Vinden var drejet fra sydvest til nordøst. Der var kommet skyer på himlen og enkelte våde snefnug hvirvlede gennem luften.

Efter at være færdig med arbejdet med dyrene, bemærker Hans og Svend på deres vej over gårdspladsen mod stuehuset og aftensmaden, at vejret nu for alvor er ved at ændre sig. Der er kommet sus i trætoppene og mere massive truende skyer er ved at begrave den blege måne – og fra havet et par hundrede meter derfra, høres en tiltagende buldren der varsler, at vinden nu for alvor er tiltaget fra nordøst og således rejser store bølger med skum mod kysten. Hvad de ikke kunne vide, var at de netop var vidne til et vejromslag, der ville udløse en af de koldeste isvintre der er registreret i Danmark – og at der ikke ville blive tøvejr igen de næste 36 døgn!

Vejret bliver tiltagende værre, og omkring sengetid er der også kommet regulært snefog – og den bidende vind antyder, at temperaturen har bevæget sig et godt stykke under frysepunktet.

Den næste morgen var det bidende koldt. Der var faldet en del sne natten igennem, og der var stadig sne i luften – men det værste var kulden og blæsten. Der var nok tæt på at være storm fra nordøst, og kuldegraderne var omkring solopgang blevet tocifrede.

Hans var taget til mejeriet med mælken – en tjans der gik på omgang blandt områdets småbønder, og efter at Svend har set til dyrene, kigger han fra gårdspladsen ud over ”havbakken” – og ser ganske tæt på land en mast med et stykke sejl. En fiskekutter er kommet tæt på land – og er formentlig gået på grund i det pludselige hårde vintervejr.

Svend må til stranden – man er vel en frisk dreng, der både er nysgerrig og eventyrlysten. Og måske er der nogen der har brug for hjælp.

Således iført alt hvad han kan opdrive af varmt vintertøj, frakke, trøjer, hue, vanter og et par solide støvler med mors hjemmestrikkede uldne sokker, begiver han sig ned mod den frådende brænding i en vind så kold, at tårer og snot driver i en lind strøm fra øjne og næse.

Det er ganske rigtigt en fiskekutter der ligger mellem 1. og 2. revle. Den står solidt på sandbunden, men i den høje brænding og stærke kulde kan man ikke komme i nærheden af den fra land.

Svend kan ikke se nummeret på kutteren – ud over det ”FN”, der antyder at den er lokal – da skiltet i stævnen allerede er helt tiliset, men navnet ”Hjelm” kan tydeligt ses gennem skum og hvirvlende snefnug.

Men ikke nok med det: længere inde mod Sæby kan man ane endnu et skib – et langt større dampskib – der ligeledes er blevet overrasket af vejret, og er stødt på grund.

Svend danner en tragt med sine vanteklædte hænder og råber et par gange ”ohøj” i retning af den strandede kutter. Ingen svar eller reaktion. Hvis der er nogen ombord er de klogelig nok gået i ly for den dræbende kulde. Og gennem det buldrende hav, kan de sikkert heller ikke høre drengens råb inde fra stranden.

En skikkelse nærmer sig nu Svend nordfra. En stor mand i frakke, stor hue og kraftige vanter. Han ligner nærmest en hvalros, da hans stivfrosne skæg, fyldt med is, stritter i alle retninger – og det varer lidt tid, før Svend genkender ham som Carl Møjen, der på det tidspunkt var strandfoged på strækningen.

”Du kan ikke råbe dem op, det har jeg prøvet” siger Carl. ”Men der er helt sikkert folk ombord, for jeg har set lys derude – jeg tror de sidder i ly i lukafet”

Carl oplyser, at han har sendt bud til redningsstationen i Sæby, og at de formentlig allerede er på vej. Han kan også fortælle, at skibet der er strandet tættere på Sæby – ved Strandgården – er en damper der vist nok hedder ”Bertha”. Den har været tøjret ude i Læsø Rende under reparation, men stormen havde fået ankertovene til at briste og har blæst skibet mod land. Men her var der vist ikke fare for menneskeliv på nuværende tidspunkt.

Kort tid efter ankom redningsbåden fra Sæby til stedet. Men det kraftigt oprørte hav og den bidende kulde, gjorde redningsaktionen til en kompliceret affære – der blev fulgt med frygtsom interesse og medfølelse fra de fremmødte strandbønder på landsiden. Blandt dem også Svend Sulbæk og Hans Andersen, på hvis strand dramaet kom til at udspille sig.

Fortsættes…