Læs denne uges Finansbarometer lige her
23. februar 2014 - kl. 0:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Inflationen stiger svagt i årets første måned
Danmark
I sidste uge udsendte Danmarks Statistik nye tal for udviklingen i inflationen i årets første måned. Udviklingen i inflationen har haft en del fokus det sidste stykke tid, blandt andet fordi, at 2013 bød på den laveste inflation i Danmark i 60 år. Tallene for januar viste, at inflationen i januar landede på 1,0 % å/å i januar, hvilket er en stigning fra 0,8% å/å i december. Det var ikke overraskende, at inflationen steg i januar. Sidste januar blev fedtskatten afskaffet, og det fik dengang fødevarepriserne til at falde, og holdt inflationen nede gennem hele 2013. Desuden var der sidste januar et stort prisfald på transportforsikring, som også holdt inflationen nede gennem hele sidste år. Underliggende viste de nye inflationstal, at selvom inflationen stiger, så er der langt fra tale om et inflationspres. Inflationen bliver fortsat holdt nede af blandt andet prisfald på biler samt en faldende tendens i fødevarepriserne. Det peger alt sammen i retning af, at inflationen i år også bliver lav – omend højere end i 2013, hvor inflationen landede på 0,8%. En inflation på 1,2% for 2014 ligner et godt bud i øjeblikket.
I sidste uge kom der også nye tal for betalingsbalancen. Her viste tallene, at det samlede overskud for 2013 med at blive rekordstort (133,9 mia. kr.), selvom overskuddet på betalingsbalancens faldt lidt i december. Generelt set er overskuddet et udtryk for, at dansk eksport har været i fremgang gennem 2013. Således steg vareeksporten til blandt andet Tyskland med 10,8 % i 2013, mens vareeksporten til BRIK-landene steg 8,8 % (BRIK omfatter Brasilien, Rusland, Indien og Kina). Det store overskud vidner dog også om, at den indenlandske efterspørgsel har været svag gennem 2013.
Der er dog flere indikationer på, at den indenlandske efterspørgsel har fået bedre gang i hjulene i løbet af det nye år. Tidligere på måneden fik vi gode tal for dankortomsætningen , og i sidste uge kom der også nyt om bilsalget for januar. Tallene viste, at bilsalget steg med 10 % (sæsonkorrigeret) i forhold til samme tid sidste år. Mere specifikt blev der registreret 16.264 nye personbiler opgjort i faktiske tal, hvilket er det højeste salg i januar nogensinde. Tallene skal ikke tages som tegn på, at det private forbrug som helhed er i fremgang, men snarere, at der er tendens til en stigende optimisme blandt de danske forbrugere.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt