
Ingen vil sende deres børn i skoven – når der er jagt
16. januar 2014 - kl. 11:03 - af Henrik Christensen
Den 2. december 2013 bragte avisen et læserbrev fra Stelle og Holger Almholt vedrørende jagt i Gybels Plantage. Et brev som ligeledes blev sendt til Center for Park og Vej, Frederikshavn Kommune.
I brevet skriver de bl.a.: ”Vi vil gerne klage over, at der for tiden, efter aftale med kommunen, drives jagt i Gybels Plantage. Hvis Jagten skal fortsætte, bør der skiltes bedre. Der bør være skilte ved samtlige adgange, og der skal skiltes med hvilke dage og tidspunkter, jagten finder sted, ligesom jagten bør annonceres i lokale medier”.
Her til svarede Driftskonsulent hos Center for Park og Vej Søren Hoff Brøndum i et brev af 10. december 2013: ”Jagtforeningerne skal under jagten skilte med, at der er jagt i skoven, ved de mest brugte indgange (de må ikke spærre skoven af).
Vi ønsker ikke at oplyse om jagt på en måde, der får folk til at vælge skovturen fra, da vi ikke mener, at der er nogen risiko forbundet med jagten og jægerne skal indstille jagten, hvis der kommer publikum forbi – se § 9 i jagtlejekontrakten”.
Samtidig vedhæftede han jagtkalenderen for Gybels Plantage med jagtdatoerne for 2013/14.
Dette svar var familien Almholt dog ikke tilfreds med og skrev der for følgende til Center for Park og Vej:
”Ingen forældre vil sende deres børn i skoven, hvis de ved, at der er jagt. Det er formentlig rigtigt, at der ikke er nogen risiko forbundet med jagten i plantagerne, men det ændrer ikke ved at det giver utryghed hos skovens øvrige gæster. Ingen forældre vil sende deres børn i skoven, hvis de ved, at der er jagt. Det samme gælder spejdergrupperne og institutionen St.Toftelund, som begge sikkert vil planlægge deres ture, så de undgår jagtdage. Hvis kommunen vil fastholde jagtaftalen, så må vi kræve en bedre oplysning om jagtdatoer. Der bør være annoncering i lokale ugeblade og skiltning med tid og jagtperiode ved alle indgange til skoven. Den nuværende skiltning er helt utilstrækkelig.
Så vidt vi kan se, er der aftalt 6 jagtdage i Gybels Plantage i sæson 13/14, og vi mener, at det bedste ville være at lukke skoven disse 6 dage på samme måde, som man gør i private skove.
Jagtdatoerne er tilgængelige på kommunens hjemmeside, men de er ikke nemme at finde- det bør forbedres.
Vi vil jo gerne have turisterne til at besøge vore dejlige naturområder, og derfor bør der vel oplyses om jagtdagene i turistbrochurerne på flere sprog og skiltes på flere sprog”.
Stella og Holger Almholt
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ingen vil sende deres børn i skoven - når der er jagt' til en bekendt