
Sæby apotek i nyt kædesamarbejde fra nytår
31. december 2013 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den 1. januar bliver Sæby apotek medlem af kæden ”Apotekeren”. Det gør vi fordi vores gamle kæde ”dit Apotek” og kæden ”Apotekeren” har valgt at slå sig sammen og skabe Danmarks største apotekskæde.
En ny kæde betyder også nye tiltag. Hidtil har apoteket udsendt et katalog hver måned med gode råd og tilbud. Dette katalog udkommer ikke længere, men de gode råd og tilbud fortsætter på vores nye hjemmeside: www.saebyapotek.dk og annoncer i lokalpressen. Hver måned vil der være tilbud med 20 % rabat på nogle af apotekets populære varer. Et andet nyt tiltag er at vi i fremtiden langt oftere vil bede vores kunder om deres ærlige mening, i første omgang til februar. Vi håber meget at vores kunder vil hjælpe os med at svare på et spørgeskema så vi får mulighed for både selv at blive bedre, men også dele vores erfaringer med vores kolleger i resten af landet.
En apotekskæde er en lidt særlig størrelse. Alle apoteker er ejet af en farmaceut, og har for så vidt ikke noget med hinanden at gøre. Apotekskæder er kun indkøbssamarbejder, der fokuserer på at skaffe gode priser på alle de varer på apoteket hvor prisen ikke er fast. Der er for eksempel ikke bytteservice mellem kædens apoteker, og et apotek kan ikke se hvad et andet apotek har solgt. En kæde kan heller ikke diktere hvordan en apoteker skal forholde sig i forskellige situationer. Det er vigtigt at understrege at apotekskæder ikke har udenlandske ejere der skal have et overskud.
Vi glæder os meget til at byde vores kunder velkommen på apoteket i det nye år, til de samme ansigter I kender – men med lidt andre tiltag end vi tidligere har haft
Godt nytår!
Sæby Apotek
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby apotek i nyt kædesamarbejde fra nytår' til en bekendt