
Julehygge og Julecup i Sæby Fritidscenter
30. december 2013 - kl. 9:56 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Basketball Club afviklede i weekenden sin traditionsrige Julecup i Sæby Fritidscenter.
Hen ved 40 deltagere, nuværende spillere, “gamle spillere hjemme på juleferie” og forældre var mødt op til en spændende basket-turnering på tværs af alder og køn.
Inden turneringen blev alle delt ind på hold af 5-7 spillere fordelt på alder og køn. Havde man fx en U-8 spiller på holdet gav en scoring i kurven hele 12 point til holdet, mens en nuværende Herre senior spiller kun fik 1 point ved scoring. Der var således megen taktik i at spille en høj pointgivende spiller fri på kurven, da det kan have afgørende betydning for resultatet.
Midtvejs i stævnet blev der i klublokalet serveret sodavand, kaffe og æbleskiver for deltagere og fremmødte forældre.
Efter næsten 7 timers basketkampe stod finalen mellem Hold 1 og Hold 3. I finalen vandt hold 3 med cifrene 34-16. Her lavede 9 årige Christoffer 3 scoringer á 10 point og var stærkt medvirkende til sejren.
Det vindende hold bestod af stående f. v. Christoffer Frederiksen, Martin Svenningsen, Brian Pihl, Jan Legaard, og Marie Skovgård.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julehygge og Julecup i Sæby Fritidscenter' til en bekendt