De bliver aldrig færdige med arbejdet på slottet

23. november 2013 - kl. 0:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Støtteforeningen Sæbygaards Venner blev på ingen måde en døgnflue. Den lever stadig og har det godt. Også selvom foreningen for længst har opfyldt sit væsentligste formål, nemlig at bevare Sæbygaard som et kulturelt center. Da målet var nået i 1990 fandt foreningen på ingen måde trang til at gå i hi. Den har nu i 25 år levet op til sit navn. Lokalbefolkningens opbakning er stadig stor, og omkring 30 frivillige ildsjæle lægger stadig året igennem et meget stort antal arbejdstimer på slottet. Gennem årene er det blevet til adskillige tusinde arbejdstimer udført af frivillige.

De 25 år blev på jubilæumsdagen i søndags markeret med en festlig jubilæumsreception, der havde samlet omkring 100 indbudte.

Her understregede foreningens formand, Arne Stoffersen – han været støtteforeningens formand siden 1994, altså i 19 af de 25 år – at man søger at leve op til mottoet ”Aldrig færdig, men altid på vej”.

Da det gamle herresæde i 1990 blev omdannet til en selvejende institution drevet af Sæbygaard Fonden var Sæbygaards Venners nye opgave at medvirke til at bevare Sæbygaard som et historisk monument og som et kulturelt center i form af aktiviteter og aktivt støtte i form af frivilligt arbejde.

– Sæbygaard skal opleves og vises frem for offentligheden som et kulturelt oplevelsescenter. Det unikke levende herregårdsmiljø skal løftes ind i en ny tid uden at ødelægge stedets atmosfære, sagde Arne Stoffersen.

Det er den opgave, støtteforeningen hele tiden arbejder med.

De frivillige arbejder som ildsjæle for at bevare og holde opsyn, for udlejning af lokaler, rengøring, pasning af bede, græsslåning, malerarbejde og ikke mindst mindre reparationer og vedligeholdelse foruden mindre anlægsarbejder og nyindretninger med mere på ulønnet basis.

Vennerne står også for driften af slotscafeen, der har åbent i herregårdsmuseets åbningstid og drives af 18 frivillige kvinder. Slotscafeen har i øvrigt gennemgået en omfattende restaurering og istandsættelse af vennernes arbejdshold, der møder hver mandag året rundt og ud over at passe udenomsarealerne også forestår vedligeholdelsesarbejder og reparationer af snart sagt enhver art. Mindre anlægsarbejder bliver det også til nu, hvor strømmen af tilskud til restaurering er knap så stor som i starten.

De indtægter, Sæbygaards Venner har skaffet, er bl.a. gået til investering af plæneklipper og diverse køkkenting som stor emhætte, to elovne i forbindelse med den omfattende renovering af slotscafeen foruden ikke så få andre mindre, men nødvendige nyanskaffelser.

Støtteforeningens indtægter ved de mange arrangementer og aktiviteter på slottet – ikke mindst udlejning af slotslokaler til eksempelvise bryllupper, fødselsdage og receptioner – deles mellem venner og fonden i forholdet 40-60.

Støtteforeningen presser hele tiden på for at alle skal have mulighed for at besøge slottet.  I flere år har den således arbejdet på forbedre forholdene for handicappede. Det har ført til officiel anerkendelse for tilgængelighed for handicappede.

– Og nu er det endelig efter tre års kamp lykkedes at få tilladelse til at installerede en handicaplift, som vil betyde en stor lettelse for handicappede til arrangementer i riddersalen. Vi regner med, at arbejdet med installering af en handicaplift påbegyndes inden årets udgang, oplyste Arne Stoffersen ved jubilæumsreceptionen.

Her kom han i sin velkomsttale også ind på, hvad der gik forud for oprettelsen af Sæbygaards Venner for 25 år siden:

– Da det stor klart, at Sæbygaard skulle afhændes på en eller anden måde, blev der i folkemunde med bange anelser talt om, at Tvind-imperiet ville købe Sæbygaard. Nu afdøde og på dette tidspunkt pensionerede Voerså-skoleinspektør Ernst Albæk var flyttet til Sæby og nærede stor interesse for Sæbygaard. Han var primus motor for at få dannet en almennyttig fond, der skulle sikre drift af det herregårdsmuseet og kulturcenter, han så som Sæbygaards fremtid.

”Komiteen til Sæbygaards Bevarelse” blev nedsat sammen med et pr-initiativudvalg. Spørgsmålet var nu, hvad der skulle til for at danne en fond. Det krævede i 1988 en ret stor kapital. Derfor opstod tanken om og nødvendigheden af oprettelse af en venneforening.

Sæbygaards Venner mødte stor lokalopbakning med over 400 medlemmer fra starten. Der holdtes stiftende generalforsamling på slottet den 17. november 1988. Her fortalte Ernst Albæk om slottets lokalhistoriske betydning. Han kom bl.a. ind på slottets unikke indbo på Danmarks nordligste stamhussæde. Stamhusloven blev ophævet i 1919, men inventaret på Sæbygaard fik lov at blive stående. Indboet var slottets ejer i 1988, Julius Arenfeldt, klar til at forære til en fond.

Sparekassen Sæbys Fond gavn tilsagn om at skyde to mio. kr. i en fond, hvis der var lokal opbakning til at skaffe den sidste mio.kr., der var nødvendig for oprettelse af fonden. Den lokale opbakning var til stede. Hos private og firmaer blev der indsamlet 600.000 kr. Denne store opbakning betød, at Sæby Byråd bevilgede 400.000 kr. Og så var fonden en realitet 1. januar 1990. Sæbygaard blev en selvejende institution. Slottets fremtidige drift blev baseret renteafkastet fra fondens tre mio. kr. og indtægterne fra Sæbygaards Venner. Slottet blev vederlagsfrit overdraget til Den selvejende institution Sæbygaard. Samtidig frikøbte Statens Bygningsfredningsfond stedets indbo og stillede det til rådighed for den selvejende institution.

Fonden, ”Den selvejende institution Sæbygaard” var også repræsenteret ved receptionen bl.a. i form at fondsformand fhv. borgmester Erik Sørensen. Hen lagde i sin tale stor vægt på vennernes arbejde og takkede alle, synlige, såvel som ”usynlige” venner for deres store arbejde og engagement i Sæbygaard. Uden vennernes hjælp ville Sæbygaard ikke vær så attraktivt som det fremstår i dag. Erik Sørensen citerede endvidere fra én kendt dansktoptest, idet han lagde vægt på at: ”Ved du hvad man kalder rigtige venner, det er dem der stiller op hvis alt går galt, de går ikke efter rigdom eller status, følger dig i med- og modgang overalt”.

Formanden sagde endvidere, at det, – selv i den korte periode han havde været formand for fonden – er gået op for ham, at der ligger mange arbejdstimer bag den indsats de enkelte medlemmer af støtteforeningen gennem årene har lagt og ligger på Sæbygaard og som måske ikke altid får den opmærksomhed i fonden de fortjener, når der aflægges regnskab for støtteforeningens tilskud til den selvejende institution.

Der var en særlig tak til Arne Stoffersen og Julius Arenfeldt, som de bærende kræfter i arbejdet gennem mange år.

Som en anerkendelse for vennernes arbejde medbragte Erik Sørensen en gave i form af et løfte om, at finansiere indkøb af en dankortterminal – et længe næret ønske af Støtteforeningen – således at Sæbygaards Venner kunne tjene endnu flere penge til Fonden!