
Læs denne uges Finansbarometer lige her
22. november 2013 - kl. 0:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Inflationen på vej opad igen
Danmark
Modsat hvad vi har set i de fleste andre lande, så var inflationen i Danmark både stigende og højere end ventet i oktober – om end 0,7 procent år/år ikke ligefrem kan kaldes højt. Som andre steder trækker energi og fødevarer ned, men årsvæksten stiger alligevel på grund af udviklingen i danske priser sidste år. Der var også en uventet stor stigning i tjenestepriserne. Dansk inflation kommer formentlig til at fortsætte opad i takt med, at effekten af forskellige afgiftslettelser glider ud. Det betyder, at inflationen til næste år formentlig kommer til at være på cirka samme niveau som lønvæksten, og at reallønnen derfor ikke stiger. Til gengæld er der grund til at tro, at beskæftigelsen bliver højere, og der derfor alligevel kommer flere penge ud til forbrug. Betalingsbalanceoverskuddet fortsætter med at vokse og er nu oppe på 120 milliarder kroner over de seneste 12 måneder, eller 6,5 procent af BNP. Afkast af danske investeringer i udlandet er med til at trække op. Det er gevinsten af de efterhånden mange år med overskud på betalingsbalancen har skabt en betydelig dansk formue i udlandet, og det er altså nu med til at gøre overskuddet på betalingsbalancen endnu større.
Renter
Det politiske indgreb over for rentetilpasningslån ser ud til at blive mindre vidtgående end først varslet. Meningen er at beskytte låntagerne i tilfælde af, at der opstår problemer eller store rentestigninger i forbindelse med en refinansieringsauktion. Forslaget lyder nu, at lånenes løbetid i så fald bliver forlænget med et år ad gangen som udgangspunkt. Vi har stadig til gode at se, hvordan forslaget bliver modtaget af ratingbureauer og af markedet, så det er for tidligt at spå om, hvad det konkret vil betyde for renterne i 2014.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt