
Søren Visti: Ikke bare et borgmestervalg!
18. november 2013 - kl. 8:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Pressen fokuserer voldsomt på borgmesterspørgsmålet og de to store partier, V og S, afholder møder, hvor udelukkende de to mest sandsynlige borgmesteremner, Birgit Hansen og Lars Møller, er inviteret i panelet. Her kan de så diskutere med hinanden og de fremmødte borgere.
Der er nok engang gået ”Amerikansk Præsidentvalg” i kommunevalget den 19. november – på godt og ondt.
Jeg skal derfor så forsigtigt som muligt bare tillade mig at pointere, at ingen borgmester – rød eller blå – er bedre end de folk han eller hun omgiver sig med. Og den voldsomme og overdrevne eksponering af de to oplagte borgmesterkandidater, kan gøre det vanskeligt at blive valgt for mange af de kandidater, der er placeret længere nede på partilisten – eller de kandidater fra andre partier, der gerne skulle være potentielle samarbejdspartnere.
Hvis de to borgmesterkandidater ”støvsuger” kommunen for stemmer hver især, kan det blive meget tilfældigt, hvem der så kommer ind af andre kandidater – og det vil oftest blive med meget få personlige stemmer.
Min opfordring til vælgerne må derfor være: stem personligt på en kandidat du mener har nogle grundholdninger, du sympatiserer med. En kandidat der kan samarbejde med andre. En kandidat, der evner at tænke og agere på vegne af såvel den samlede kommune, som det lokalområde han eller hun kommer fra.
Borgmesterkandidaterne skal nok klare sig stemmemæssigt – for dem betyder nogle få hundrede stemmer fra eller til intet. Men for kandidaterne længere nede på listen, kan disse stemmer være altafgørende.
Ved kommunalvalg kan man sagtens stemme anderledes end ved et folketingsvalg. Det personlige kendskab og sympati for de enkelte kandidater kan sagtens veje tungere end traditionelle partitilhørsforhold.
Husk det når du selvfølgelig stemmer den 19. november. Der er mange seriøse folk længere nede på de enkelte lister, som kan yde en vigtig indsats, hvis en nyvalgt borgmester skal komme godt fra start – og hvis du synes jeg tilhører den kategori, så står jeg som nummer 2 på liste F.
Venlig hilsen
Søren Visti Jensen
Byrådskandidat SF
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Søren Visti: Ikke bare et borgmestervalg! ' til en bekendt