
Sæby Motions Cykel Club har fået nye dragter
1. november 2013 - kl. 7:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er sket med god støtte fra Spar Nord og en række andre erhvervsdrivende i Sæby.
”Sæby Motions Cykel Club er meget taknemmelige for opbakningen til klubben i form af en økonomisk håndsrækning fra Spar Nord Bank og en række andre erhvervsdrivende i Sæby”, udtaler Tommy Thomsen, formand for SMCC. Virksomhedernes navne fremgår tydeligt på de blå dragter, så Sæby kan blive promoveret på de danske og udenlandske veje når klubbens 80 medlemmer deltager i løb og på træningsture.
”Klubben har fået lavet en ny dragt i samme farver som hidtil, men i en bedre kvalitet, så nu er der ingen undskyldning for at fryse eller ikke køre hurtigt nok”, siger Tommy.
”Sponsoraterne betyder, at vi kan tilbyde alle klubbens medlemmer hele 7 forskellige beklædningsgenstande i samme farve og form. Selv om cykling er en individuel sport, er det vigtigt for medlemmerne, at kunne signalere samhørighed, når vi færdes på landevejen eller i skoven på mountainbike”, udtaler Tommy Thomsen.
”Vi ser en tydelig trend i samfundet i retning af en sundere livsstil, både hvad angår kost og ikke mindst motion”, udtaler direktør Jan Gudiksen fra Spar Nord Sæby. ”Jeg synes det er flot, at cykelklubben kan samle 80 medlemmer, og vi håber at vi med vores sponsorat kan være med til at fortsætte den gode udvikling som SMCC er i, og bakke op om fællesskabet og den sunde livsstil”, slutter Jan Gudiksen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Motions Cykel Club har fået nye dragter' til en bekendt