Rejsegilde ved Sundhedshus Sæby

Rejsegilde ved Sundhedshus Sæby

31. oktober 2013 - kl. 12:15 - af

I går onsdag fejrede Region Nordjylland og Frederikshavn Kommune Rejsegilde over det nye Sundhedshus Sæby. Et byggeri, som forventes færdig til indflytning i sensommeren 2014.

”Hvorfor nu et Sundhedshus i Sæby”? spørger Jørgen Rørbæk Henriksen, og fortsætter

”Jeg oplever, at der er mange meninger og myter om, hvorfor vi i regionen nu bygger sådan et hus.
Det, jeg møder, kan være:
– Hvorfor ikke bruge det gamle rådhus?
– Hvorfor bygge, hvis lægerne ikke vil flytte ind?
Der er læger, der siger:
– Vi har ikke været med. Regionen trækker det ned over hovedet på os.
– For store lokaler, for meget fælles, for flot et prestigebyggeri, for dyr husleje.
– Vi er selvstændige. Regionen vil tvinge os ind.

De indvendinger tager jeg op. Men først vil jeg gerne give min forklaring på, hvad der ligger til grund for opførelsen.

Vi ved, at der er mangel på praktiserende læger, og at det er svært at få dem til at nedsætte sig, i særdeleshed i vores region.

Hvis vi går tilbage til 2008, havde jeg en dialog med flere læger i Sæby om det problem, vi inden for en kort årrække ville komme i, i det lægernes alder her i byen var høj, og der skulle komme nye til. På det tidspunkt kom der flere undersøgelser, der viste, at den fremtidige læge ville arbejde i et fagligt fællesskab, og at der hovedsagelig ville komme kvinder som praktiserende læger. Det gik vi ud i pressen med. Jeg ville arbejde politisk for, at vi fik et Sundhedshus i Sæby, og regionen ville gå ind og støtte op om det.

Jeg mødte også stor sympati for det i regionen. Vi havde jo læst de undersøgelser, men på det tidspunkt var der simpelthen ikke lovgivningsmæssige muligheder for at gå ind i det, og vi havde heller ikke de økonomiske midler. Jeg spurgte i de møder, jeg havde med lægerne, om ikke de så selv kunne gå i gang med at bygge, for når rammerne var skabt, så kunne vi gå ind med noget hjælp, når der skulle nye læger til. Der var også et spinkelt forsøg fra lægernes side på at lave noget, hvor lægehuset ligger. Jeg var ikke med i det, men fik dog en orientering. Det var jo også ok, nu da det var noget, de selv stod for. Det blev ikke til noget. Jeg har aldrig fået en forklaring, og det skal siges, at det har jeg heller ikke krav på.

Jeg har hele perioden fulgt op på det politisk, når lejligheden bød sig, for omstændighederne har ikke ændret sig. Og det vil være rigtig godt for Sæby og en fremtidssikring. Der er faktisk efterfølgende kommet flere undersøgelser, der bekræfter, at det er vejen frem med sundhedshuse. Regeringen er kommet med nogle lempelser i den retning, at regioner faktisk kan gå ind i sådanne projekter. Det er nok også i lyset af de undersøgelser, der ligger, samt i erkendelse af, at der måtte gøres noget. Økonomien var der ingen løsning på, og vi havde ikke de midler, der skulle til. Det var et tema fra regionerne i flere økonomiforhandlinger, men finansministeren havde dengang ikke den velvilje, der skulle til, så vi stod med nogle muligheder, vi ikke kunne udfylde. Derfor var vi ikke i stand til at følge op.

Der kom skred i det, da der under en finanslovsforhandling for 2010 pludselig blev afsat en såkaldt udkantspulje på 300 millioner, som regionerne kunne søge om efter nogle definerede mål. Her var et af målene sundhedshuse. Regionen sendte i november, fælles med de involverede kommuner og de praktiserende læger, en ansøgning om 245 millioner til fem huse. Det var vigtigt at få Sæby med – og det kom Sæby også. Betingelserne for at få midlerne var, at vi selv kunne lægge det halve. I februar 2011 blev der bevilget 100 millioner til fire huse, hvoraf Sæby får små 24 millioner til et anlægsbudget på små 50 millioner.

Vi gik nu i gang med at få husene rejst og få aftalt en organisering. Til det formål blev der for de fire huse tilsammen nedsat en administrativ styregruppe og en politisk styregruppe, begge i samarbejde med de kommuner, som husene skulle opføres i. Lægerne var selvfølgelig også med via deres organisation PLO, som vi også havde lavet ansøgning med. På de enkelte huse blev der nedsat byggeudvalg og brugergrupper, hvor alle parter var med. I den fase gik det i starten godt. Der blev udfærdiget tegninger, og alle blev hørt og var med til at beskrive de enkelte huse. Det har fra starten været bestemt, i hvilken rækkefølge man skulle gå i gang: først Hurup, derefter Jammerbugt i en sideløbende proces, sidst Sæby og Brønderslev.

Vi er nu godt i gang – og pludselig meddeler lægernes organisation PLO ud, at de trækker sig fra alt samarbejde omkring husene. Det skal dog nævnes, at der i de enkelte huse stadig er nogle læger til stede i byggeudvalgene og i brugerudvalgene. Vi var fra regionen rigtig kede af meddelelsen, og vores embedsfolk blev sat til at skabe kontakt med dem. De er jo en meget vigtig partner. Hvorfor de trak sig, kan man kun gisne om, men det kom på det tidspunkt, da overenskomstforhandlingerne foregik. I den politiske styregruppe var der fuld enighed om, at vi selvfølgelig skulle forsætte. Det er sådan, at de fremtidige læger vil arbejde, og det er til dem, vi bygger.

Vi skulle jo gøre noget på brugersiden. Derfor inviterede vi de lægestuderende ind til at komme med deres bud på, hvad der skal til for, at det bliver et godt hus. Det var en rigtig god oplevelse, og deres bud er medtaget. Her blev vi mødt af kritik fra PLO med påstand om, at det jo ikke var dem, der skulle flytte ind. Det er korrekt, at det ikke er dem, der står over for at skulle flytte ind nu, men det er dem, der skal overtage det på et tidspunkt.

Konklusionen er, at forudsætningerne ikke har forandret sig, slet ikke, og at vi bygger til de nye unge læger og ikke til dem, der står for at holde.

Indvendingerne og svarene
– Hvorfor ikke bruge det gamle rådhus?
De midler, vi modtog, skal bruges til nybyggeri. Hvis vi ansøgte om eventuelt at bruge dem til ombygning, vil det være yderst tvivlsomt, om det vil være billigere og om rådhuset i det hele taget kan ombygges, så det bliver optimalt. Men nok så vigtigt: rådhuset er ikke ledigt.

– Hvorfor bygge, hvis lægerne ikke vil flytte ind?
Vi ved faktisk heller ikke, om de ikke vil. Der er kun tre læger, der har været ude med antydninger, hvoraf det kun er den ene, der har meldt det klart ud. Vi har som region er forpligtelse til at sørge for, at alle borgere har en praktiserende læge. Fakta er, at vi ved, der er mange læger, der holder de kommende år på grund af alder. Vi kan se ovre vestpå i vores region, at det ikke er lykkedes at få nogen læge til at nedsætte sig trods store anstrengelser både fra lægerne og regionen. Her har vi så oprettet en regionsklinik, hvor det er os, der står for at drive den. Det kan gøres som der, hvor vi har lavet en fast aftale med et privat firma, i dette tilfælde Falck, som har forpligtet sig til at levere de læger, som er aftalt. En anden måde er den, vi har brugt i Jammerbugt, hvor vi selv har drevet den i flere år. Det skal bemærkes, at vi konstant afsøger, om der er læger, der vil nedsætte sig. Vi kender fra undersøgelser, at fremtiden er lægehuse med fælles faglige miljøer.

Derfor må vi tage nogle politiske beslutninger, og det har vi gjort her. Det har jeg det godt med. Vi er i kommunens sydlige del godt rustet, og skulle det blive aktuelt at oprette en regionsklinik, har vi nogle gode rammer til en billig husleje på grund af statstilskuddet.

Lægernes kommentarer.
– Vi har ikke været med. Regionen trækker det ned over hovedet på os.
– For store lokaler, for meget fælles, for flot et prestigebyggeri, for dyr husleje.
– Vi er selvstændige. Regionen vil tvinge os ind.

For det første er det fakta, at det kun er de tre førnævnte læger, der har ytret sig i pressen. Dertil kommer PLO sådan generelt. Som det også fremgår, har lægerne selv meldt sig ud. De er private erhvervsdrivende og bestemmer selv. Vi kan ikke tvinge dem til noget som helst. Det mener jeg også, jeg har givet forklaring på tidligere.

At lokalerne er for store, at der er for store fællesområder og at vi trækker det ned over hovedet på dem, det mener jeg også min forklaring afviser. Lokalerne er lavet ud fra de anbefalinger, de selv kom med, med hensyn til størrelse og udformning. Fællesområderne har vi rettet på og indskrænket.

Det, vi kan tilbyde, er et hus til en attraktiv husleje pr. m2 på knap 1000 kr. årligt inkl. moms, forbrug og fællesudgifter. På grund af det statslige tilskud, vil regionen stille forskellige faciliteter til rådighed, som laboratorium, undervisningslokaler mm. Det ligger under fællesudgifter.

Jeg er faktisk glad og stolt over, at jeg har kunnet være med til at tage de beslutninger, som har bevirket, at vi som region har givet optimale muligheder for at have lægedækning til vores borgere i den sydlige del af kommunen. Jeg vil også gerne nævne, at der har været et rigtig godt samarbejde mellem kommune og region både administrativt og politisk.

Fakta
Aktiviteter:
Kommunale sundhedsaktiviteter i huset, f.eks.
Sundhedsfremme og forebyggelse
Genoptræning
Sundhedspleje

Regionale sundhedsaktiviteter i huset, f. eks.
Almenpraktiserende læger
Speciallæger
Andre sundhedsydelser
Regionale sundhedsopgaver

Arealfordeling:
Læger: 1.172 m2
Kommune: 1.061 m2
Fællesareal: 559 m2
Fordelt i stueplan 2.348m2, fordelt på 1. sal 444 m2, i alt: 2.792 m2

Organisering:
Etableret som interessentskab mellem Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland,
”Sundhedshus Sæby I/S”, der ejer og dermed udlejer.
Kommunens andel 47 %, regionens andel 53 %.
Der er en bestyrelse på 6 personer, fra kommunen 2 politikere (Anders Broholm er næstformand) og 1 embedsmand, fra regionen 2 politikere (jeg er formand) og 1 embedsmand”.

En kommentar til “Rejsegilde ved Sundhedshus Sæby” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Rejsegilde ved Sundhedshus Sæby”

  • Gert Storm Kristensen

    Der er mange der sætter storkereder men det ikke mange storke, fordi der ikke er mad nok til storkene.Så sætter man kæmpefalke op i rederne, men det kommer der jo ikke flere storke af.Der skal flere frøer og færre falke hvis man vi øge storkebestanden.Men det behøver man ikke være biolog for at vide.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Rejsegilde ved Sundhedshus Sæby ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER