
Læserbrev:
Politisk kovending
31. oktober 2013 - kl. 16:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fornægtelse af politiske ideologier og travlhed ved håndvasken – valgkampen er i gang.
I aftes overværede jeg mit første byrådsmøde nogensinde – en anderledes, ja næsten surrealistisk oplevelse ud i forkastelse af politiske ideologier og bortforklaring af egen ført politik …
Det var ikke nogen videre spændende dagsorden, primært behandling af en række lokalplaner som alle kunne gå ind for at sende til videre behandling, men aftenen bød alligevel på en række yderst overraskende politiske udmeldinger.
Den første stod byrådets ultra-liberalist Peter Laigaard for, da han brugte tæt på en halv time på at gennemgå diverse læserbreve og rapporter i forbindelse med kommunens udbud af hjemmehjælpsydelser, ikke for at rose kommunen for at konkurrenceudsætte dette område i god liberalistisk ånd, men for at revse kommunen for at havde fravalgt de virksomheder som scorede lavest i udbuddet ??? … og her gik man og troede at Liberal Alliance var fortaler for fri konkurrence, mest muligt for pengene og ”må den bedste virksomhed vinde”?
Næste overraskelse stod Venstres unge løve Anders Broholm for, da han i samme sag – måske pga de mange tilhørere – pludselig fik voldsomt travlt med at undsige både hans partikollegaer i Socialudvalget og den byrådsbeslutning, som han selv havde været med til at træffe på byrådsmødet den 18. sept. Heller ikke han ønskede at kommunen skulle bruge de virksomheder som havde scoret højst og dermed vundet udbuddet … en holdning som man kunne se kom noget bag på hans byrådskollegaer, så den var vist opfundet til dagen.
Tredje overraskelse stod Borgmester Lars Møller for, da han under behandlingen af kommunens budgetopfølgning pr. 31. august med glæde i stemmen meddelte at det går ufatteligt godt – hvorefter de næste par indlæg kunne afsløre at kommunens likviditet falder med ekspresfart og nu er den laveste i mange år. Tidligere har man arbejdet med en nedre grænse på 80 mio., nu rammer saldoen 35-40 mio. og der er udsigt til et underskud på 120 mio. ved årsskiftet … jo, det går ufatteligt godt!
Alt i alt efterlod aftenen det indtryk, at der er travlt hos håndvasken i Venstre, så de små afskedsgaver fra Jette Toft på sidste byrådsmøde – i form af et stykke håndsæbe – faldt åbenbart på et tørt sted. Man må håbe at evnen til at stå ved egen politik og de vedtagne beslutninger vender tilbage efter den 19. november.
Med venlig hilsen
Peder Key Kristiansen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læserbrev:
Politisk kovending ' til en bekendt