
Lad de kommunale sosu’ere beholde deres løntillæg
22. oktober 2013 - kl. 11:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Som byrådskandidat for Socialdemokraterne i Frederikshavn Kommune falder det mig for brystet, at man nu påtænker at fratage de kommunale social- og sundhedshjælpere deres løntillæg på 1.086 kr. for at arbejde på de ”skæve” dage – Påskedag, 24.-25. december samt nytårsdag.
Tillæg, som i øvrigt er et resultat af overskud i overenskomstforhandlingerne.
Jeg synes, at det er fuldstændigt urimeligt af to grunde: For det første er det som nævnt de ansattes ”egne” penge, der er til overs fra overenskomstforhandlingerne.
I stedet for at dele pengene ud som ekstra løntrin til personale, der udmærkede sig, valgte man at bruge dem til de omtalte helligdagstillæg.
Man kan sige, at det i sidste ende vil være en reel lønnedgang for personalet, hvis eventuelle ændringer træder i kraft. For det andet er den kommunale ældrepleje uvurderlig for samfundet – både de for de ældre, som også skal passes på helligdage, men så sandelig også for de pårørende, der ligesom plejepersonalet har nok at se til i hverdagen.
Jeg synes, at det er vattet af borgmester Lars Møller (V), at han ikke vil kommentere på en eventuel omfordeling af tillægget. Er han ude på at svække den kommunale ældrepleje?
Man kunne jo spørge Lars Møller, om det ville være rimeligt, at kommunaldirektøren fik x antal procent af borgmesterens løn – mon han ville tage stilling til det? Min holdning er i hvert fald klar: De ansatte i den kommunale ældrepleje i Frederikshavn Kommune skal beholde tillægget på de nævnte helligdage dage; de er guld værd.
Kim Brik Larsen
Byrådskandidat ( S )
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lad de kommunale sosu’ere beholde deres løntillæg ' til en bekendt