
BUPL Nordjylland inviterer til valgmøde
17. oktober 2013 - kl. 11:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
BUPL Nordjylland har inviteret de politiske partier til åbent debatmøde tirsdag den 29. oktober kl. 19:00 – 21:30 på FFK Centret, Flade Engvej 8, 9900 Frederikshavn om “Visioner for Børn og Unge” i Frederikshavn Kommune.
BUPL Nordjylland ønsker at medvirke til at børne- og ungeområdet kommer på dagsordenen ved kommunalvalget den 19. november.
Der kan deltage en kandidat fra hvert parti i panelet. Hver kandidat får mulighed for at fremlægge sin og sit partis visioner for børn og unge i Frederikshavn Kommune, hvorefter der er spørgsmål/indlæg fra salen og paneldiskussion.
Det er naturligt at Folkeskolereformen kommer til at fylde i debatten, ligesådan som den øgede fokus på kvalitet i dagtilbud for 0-6 årige forventes at blive diskuteret. Hvilke opgaver og roller skal pædagogerne have i skolen i Frederikshavn Kommune? Hvordan sikres den pædagogiske kvalitet i SFO i forbindelse med den kortere åbningstid. Hvordan sikres den pædagogfaglige ledelse af det pædagogiske arbejde i skoler og dagtilbud?
Hvordan sikres den pædagogiske kvalitet i fritidscentrene i lyset af folkeskolereformen.
I de seneste par år er der i finanslov og kommuneaftale sat øget fokus på kvalitet i dagtilbud for 0-6 årige. Der er fra 2013 og frem bevilget 500 mio til kommunerne til bedre kvalitet i daginstitutionerne fortrinsvis i form af bedre normeringer. Vil partierne sikre at de 4,6 mio, der tilfalder Frederikshavn Kommune, også fremadrettet kommer børnene til gode?
Hvordan sikres den faglige og økonomiske bæredygtighed set i forhold til det faldende børnetal?
Efterfølgende er der debat med de fremmødte.
Der er nok spørgsmål at stille, spørgsmål som det ofte kan være svært at få konkrete svar på i forbindelse med de kommunale budgetter, hvor det som regel ender med kompromisser. Men hvad er den rene vare, hvad vil de deltagende partier gøre for børn og unge i Frederikshavn Kommune, hvad vil de gøre for børnefamilierne?
Alle er velkomne!
En kommentar til “BUPL Nordjylland inviterer til valgmøde” under annoncerne.
Mød op og giv dit besyv med, så det nye byråd har borgernes ønsker at gå ud efter til en ansvarlig børne/ungepolitik efter valget. Der findes stadig partier som vælger at lytte til borgerne.
Inger Frølner
medlem af Enhedslisten.