
Den skøre ”kugle” i Præstbro Gæstgivergård
16. oktober 2013 - kl. 14:11 - af Henrik Christensen
Det er Daniel fra Bibelen der her er tale om, og det er Jens Jødal fra Kirketeateret, der kommer og optræder for både børn og voksne på Præstbro Gæstgivergård med enmands-rapmusicalen ”Den skøre kugle”.
Når Jens Jødal er på scenen, plejer det ikke at gå helt stille af. Her er der fut i fejemøget, så tårerne af og til triller ned af kinderne, og det brede smil kommer frem. I mange tilfælde inviterer han gerne børn med på scenen, der også deltager aktivt i diverse forklædninger, som han medbringer. Børnene er helt uvidende om, hvad der skal ske og plejer at more sig gevaldigt.
Kirketeateret leverer en hel masse spændende forestillinger om bibelsk teater, der får både børn, unge, forældre og bedsteforældre til at le, og som gang på gang roses af både publikum, præster, sognemedhjælpere og andre kirkeligt ansatte, for deres dejlige tilgang til det bibelske stof. Det er underholdning og forkyndelse bragt ud til publikum på en sjov måde med både alvor og humor, og i denne forestilling er der indbygget rap- og stemningsfuld musik.
Inden alt det sjove går i gang på Gæstgivergården, er der først alvor med i spillet ved en ”appetit-vækkergudstjeneste” i Albæk kirke ved sognepræst Helge Morre Pedersen. Dernæst kører alle til Præstbro, hvor der spises middag på Gæstgivergården inden forestillingen.
Det er Albæk-Lyngså menighedsråd der er arrangør, og arrangementet finder sted onsdag 30. oktober med start i Albæk kirke 17.00. Arrangementet er gratis for alle, der har tid, lyst og lejlighed til at få en ekstra oplevelse i hverdagen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Den skøre ”kugle” i Præstbro Gæstgivergård' til en bekendt