
Æblets dag på Pedersholt
…
16. oktober 2013 - kl. 10:53 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er efterår og vinden er begyndt at ruske i træerne. De røde æbler løsner let, og det er blevet høsttid for de sidste æbler. Æblet er et helt unikt stykke frugt, som vi alle kender rigtig godt. Det skyldes blandt andet, at Danmark ligger i et klimabælte, hvor det er rigtig godt at dyrke æbler, og vi kender alle de talrige sorter fra haverne og barndommen. Alligevel er der mange æbler rundt om i haverne, der bare løsner sig i blæsevejret og falder ned, hvor de bliver føde for fugle og andre dyr.
”Det er rigtig synd”, siger Frank Zenas, der netop har åbnet gårdbutikken og produktionsvirksomheden: Zenas-Pedersholt, der ligger ved Try ca. 5 km fra Dybvad. ” For der er nemlig masser af muligheder i æblerne. De er bl.a. hovedråvare i rigtig mange spændende retter og produkter”.
Derfor er æblet også meget højt agtet på Pedersholt. Her produceres bl.a. æblemost og mange andre produkter med æblet som råvare. Der produceres også sennep og mange forskellige syltetøjer og marmelader. Ann og Frank Zenas, der har åbnet virksomheden, fortæller, at de bl.a. vil arrangerer en række aktuelle fødevarearrangementer igennem året, hvor produkterne og råvarerne på deres ejendom er hovedpersoner.
Nu gælder det så æblets dag den 20. oktober – sidste dag i efterårsferien. Alle er velkommen til at besøge virksomheden og gårdbutikken denne dag fra kl. 10 til 17.
Dagen vil byde på en gastronomisk oplevelse med talrige smagsprøver på produkter, retter og andet med æblet som den absolutte hovedperson.
”Det vil dreje sig om vore egne produkter”, siger Frank Zenas. ”Fx forskellige marmelader, æblegrød, æblesennep, æblemost, Havtorn-æbledrik, æblesnackringe og et nyt produkt: æble-jordbærmos, der kan anvendes som en frisk opkvikker midt på dagen. Den kan også benyttes som babymos eller som tilbehør på yoghurt/morgenmad.”
”På grund af de mange smagsprøver m.v. tager vi en lille entré til arrangementet, nemlig 30. kr. for voksne.”
”Så kan du til gengæld også være sikker på at få en god oplevelse med hjem”, slutter Frank Zenas. Ud over smagsprøverne vil der også være et foredrag om æblets historie, og der vil være mulighed for at købe en kop kaffe eller den nyudviklede æble-havtornthe, som er det seneste produkt, der er gået i produktion.
Desuden vil der være salater, boller med æbler, æble-gelé, havtorn og æble, æblesuppe, æblekager, æbleskiver og meget mere i teltet på gårdspladsen. Og endelig vil der være mulighed for – hvis vejret ellers tillader det – af bage sine egne æblepandekager over bål i haven.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Æblets dag på Pedersholt
...' til en bekendt