
Politik: Det drejer sig om anstændighed
13. oktober 2013 - kl. 7:26 - af Henrik Christensen
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Frank Zenas i Try.
Så er valgkampen op til kommunevalget i fuld gang. Vi ser de to fløje markere sig: Venstre på den ene side og socialdemokraterne og SF på den anden. I sidste uge var Socialdemokraternes borgmesterkandidat ude med et læserbrev med overskriften: Det drejer sig om troværdighed. Det har hun fuldstændig ret i. At den så kommer fra en socialdemokrat, er måske lidt mere vanskeligt at forstå. Troværdighed har ikke lige været dette partis adelsmærke de sidste par år.
Netop derfor er det nye parti, Forenede Demokrater, opstået. Vi er at finde på den centrum-venstrefløj, som S-SF og R så hovedkulds og uventet forlod efter valget. Der var linet op til en mere social politik i Danmark, men den udeblev.
Man burde nok i stedet have erkendt, at S og SF tabte valget og så have prøvet at få så meget ud af det som muligt – med både troværdigheden og anstændigheden i behold. Desværre valgte man nationalt noget ganske andet.
Hvad vil vi så i Forenede Demokrater, og hvad vil vi lokalt?
Vores mærkesager er demokrati, menneskelighed og velfærd. Vi mener, demokratiet i dag er under afvikling og skal udbygges. Der skal flere beslutninger ud til borgerne. Det kunne fx dreje sig om skolelukninger. Det hører man ingenting om nu, men forskere og eksperter er enige om, at det igen bliver aktuelt, når valget er overstået. Det kunne blive kampen for en værdig og anstændig ældrepolitik. Der skal være råd til en ordentlig ældrepleje, til bad og rengøring hos dem, der skabte vores velfærdssamfund. Derfor drejer valget sig også om kampen for en stærk og effektiv offentlig sektor.
Jeg er nemlig ikke enig i, at det bare drejer sig om at privatisere sig ud af problemerne, og at den private sektor kan løse alle opgaver bedre og billigere end den offentlige. Der er opgaver, der ligger bedst i det offentliges regi. Vi skal have mere tillid til de personer, der yder en stor og værdifuld indsats her. Der skal ikke fyres flere såkaldte ”varme hænder” i Frederikshavn kommune. Og vi glemmer ikke så let socialdemokraternes, SF-ernes og de radikales indgreb overfor lærerne, lægerne, SAS-medarbejderne og deres forsøg på at påvirke slagteriarbejdernes lønvilkår. Netop dette var deres bagland og her burde deres fokus have været.
Læs mere om Forenede Demokrater på www. Forenededemokrater.dk eller kontakt til Frank Zenas, Try.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politik: Det drejer sig om anstændighed' til en bekendt