
I morgen søndag åbner Midgaards Brød i Sæby
12. oktober 2013 - kl. 20:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er i disse timer travlt på Hotel Viking, både fordi der er mange gæster på hotellet, men også fordi det i morgen er dagen hvor Mette Dollerup åbner butikken Midgaards Brød, i det lokale som senest har huset frisørsalonen Bee bob. Det er dog nogle år siden efterhånden, og Hotel Viking har i den mellemliggende periode brugt lokalet til møder, men det er slut nu.
“Vi glæder os helt vildt til i morgen, for det er ingen hemmelighed, det har været en stor beslutning og et kæmpe spring, at slippe et godt job med en fast indtægt til fordel for det at blive selvstændig med alt det, som det nu indebærer. Jeg har bestemt ikke fortrudt det et øjeblik, men det er klart, at der er meget at lære og mange nye ting som skal indarbejdes, men sikkert og vist er det, vi er klar til at byde kunderne velkommen i morgen søndag og det er med garanti”, fortæller Mette Dollerup, mens hun kæmper i hotellets køkken med de lækre brunsviger, der skal være klar sammen med alt det andet spændende brød i morgen søndag, når butikken åbner.
Brødudsalget åbner i lokalet i den sydlige del af hotellet, og det er derfor muligt at gå direkte fra parkeringspladsen og ind i butikken, så lettere bliver det ikke.
Første åbningsdag i morgen bliver fejret med gratis hjemmelavet marmelade fra køkkenchefen til de første gæster. Derudover er der gode tilbud på brød, og selvfølgelig også en mulighed for bare at kigge forbi og snuse til de mange gode sager. Butikken åbner kl. 8.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'I morgen søndag åbner Midgaards Brød i Sæby' til en bekendt