
Besværligt at få erstatning for mistet bagage
12. oktober 2013 - kl. 0:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Knap hver sjette forbruger har inden for de seneste to år oplevet, at deres bagage ikke kom frem som planlagt i forbindelse med en flyrejse. Mange synes, det er besværligt at få udbetalt kompensation efterfølgende fra flyselskabet.
Efterårsferien står for døren, og mange danskere vælger at flyve til udlandet for at holde ferie. Men feriestarten kan blive en blandet fornøjelse, hvis bagagen ikke er kommet med flyet.
Det er sket for 14 procent af de danske forbrugere, der inden for de seneste to år har oplevet, at deres bagage var blevet fløjet et forkert sted hen, ikke var kommet med deres fly eller var helt forsvundet. Af dem syntes mere end hver tredje, at det var besværligt at anmelde den manglende bagage og få erstatning efterfølgende.
Det viser en undersøgelse, som Megafon har lavet for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbruger Europa. Forbruger Europa er jævnligt i kontakt med frustrerede forbrugere, der har anmeldt forsinket eller mistet bagage og undrer sig over, at de ikke umiddelbart hører fra flyselskabet.
”Mange forbrugere bliver frustrerede og usikre, fordi flyselskaberne ikke umiddelbart giver besked om, at de har modtaget klagen og anerkender forbrugerens krav om erstatning. Vores erfaring er, at flyselskaberne har en lang sagsbehandlingstid – nogle gange op til flere måneder – men at forbrugerne i sidste ende får deres erstatning,” siger leder af Forbruger Europa, Martine Kiding.
Hun opfordrer samtidig forbrugerne til, at værdigenstande og skrøbelige genstande som computere og smykker skal med i håndbagagen, fordi de ikke bliver erstattet, hvis bagagen bliver væk, eller hvis genstanden går i stykker i kufferten under flyveturen.
”Vi kan se af undersøgelsen, at langt de fleste forbrugere lægger værdigenstande i håndbagagen, så det er positivt. Flertallet er også klar over, at man som det første skal klage over den manglende bagage i lufthavnen, så danskerne har generelt godt styr på, hvad de skal gøre, hvis bagagen er beskadiget eller ikke er med flyet,” siger Martine Kiding.
Gode råd om bagage
Medbring ikke kostbare varer, hvis du kan undgå det.
Opbevar dyre og skrøbelige varer, fx kamera, smykker og it-udstyr i håndbagagen
Tjek dine forsikringer, så du ikke betaler for dobbeltdækning
Klag altid i lufthavnen, før du forlader den, og få et bevis for din klage, en såkaldt PIR-rapport (Property Irregularity Report), hvori det bliver bekræftet, at din bagage er ødelagt. Husk at gemme rapporten
Tjek klagefristerne – de er meget korte
Foretag ikke for dyre erstatningskøb – du risikerer selv at skulle betale
Fakta om undersøgelsen:
74 procent af danskere over 18 år har inden for de seneste to år fløjet mindst én gang.
14 procent af dem, der har rejst inden for de seneste to år, har oplevet, at deres bagage var fløjet til en forkert destination, ikke var kommet med flyet eller var helt forsvundet.
36 procent af dem, der ikke har fået deres bagage, synes, at det var besværligt eller meget besværligt at anmelde, at bagagen var væk.
37 procent synes, at der var besværligt eller meget besværligt at få udbetalt kompensation eller erstatning for den manglende bagage.
62 procent af dem, der har rejst inden for de seneste to år, ved, at deres indboforsikring dækker mistet eller ødelagt bagage. 30 procent ved ikke, om deres indboforsikring dækker mistet eller ødelagt bagage.
64 procent af dem, der har rejst inden for de seneste to år, har tegnet en selvstændig rejseforsikring. 32 procent har en anden form for rejseforsikring fx via et kreditkort.
Kilde: Forbrug.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Besværligt at få erstatning for mistet bagage' til en bekendt