
Læs denne uges Finansbarometer lige her
10. oktober 2013 - kl. 0:42 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Boligmarkedet er samlet set i bedring
Danmark
I sidste uge offentliggjorde Danmarks Statistik tal for udviklingen på boligmarkedet i juli. På landsplan viser tallene, at prisen på ejerlejligheder er steget fra 2,4% fra juni til juli. Modsat er huspriserne faldet med 1,6% fra juni til juli. Faldet i huspriserne skal ses i lyset i af fremgangen månederne inden, men illustrerer samtidig at husmarkedet stadig er skrøbeligt. Derudover er der stadig regionale forskelle. Boligmarkedet er dog samlet set i bedring. Kigger man på boligmarkedet over en tremånedernes periode i forhold til sidste år, får vi et mere klart billede af den faktiske fremgang. På landsplan er prisen på ejerlejligheder således steget med 10,7%, mens huspriserne er steget med 3,2%.
Et boligmarked i bedring underbygges samtidig af, at vi i øjeblikket ser et faldende antal tvangsauktioner. I sidste uge udsendte Danmarks Statistik tal for antallet af tvangsauktioner i september. Korrigeret for sæsonudsving var der således 56 færre tvangsauktioner i september end i august. Det er det laveste antal tvangsauktioner i fire år. Man skal være varsom med at fortolke for meget på et enkelt måneds tal, men det er trods alt positivt, at flere boliger kan sælges på almindelige vilkår i stedet for at komme på tvangsauktion.
Renter
I sidste uge afholde den Europæiske Centralbank (ECB) sit månedlige pengepolitiske møde. Centralbanken valgte at holde renten uændret, som også var det markedet forventede. Den europæiske økonomi er i fremdrift, og det er således vurderingen, at ECB ikke behøver at gøre mere nu for at stimulere økonomien.
Udviklingen i den ledende rente fra ECB har stor betydning for udviklingen i de danske renter. Denne sammenhæng skyldes den danske fastkurspolitik over for euroen. Der er ro på fastkurspolitikken i øjeblikket, og det betyder samtidig, at en selvstændig dansk renteforhøjelse ikke venter lige om hjørnet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt