
Stort høstmarked på Stensnæsskolen i Voerså
4. oktober 2013 - kl. 17:08 - af Henrik Christensen
Rammerne var sat. Børnene fra børnehaven og skolefritidsordningen i Voerså var klar fredag 3. oktober efter skoletid – nu skulle der tjenes lommepenge. Udbuddet var stort, og kun fantasien satte grænser. Her kunne man investere i næsten alt lige fra honning, grønsager, frugt, blomster, planter, legetøj, tøj, blade og bøger, hjemmelavede ting samt masser af andre ting.
Hele SFO og dele af Stensnæsskolens lokaler var i brug, og bag bordene med salgsudstillinger stod forventningsfulde børn i håb om at sælge nogle af varerne.
Nogle børn var opfindsomme og havde lavet et boldkast, hvor man skulle vælte plastikkrus, og en armbrøst skulle vælte andre krus. Begge steder kunne man vinde slikkepinde. Her kunne man også købe saftevand for 1 krone og kage for 2 kroner.
Høstmarkedet var for alle, og Patricia Kjær Jørgensen havde slået sin bod op i et hjørne. Hun var for ikke så længe siden kommet hjem fra et ophold i Kenya på 2½ måned, hvor hun besøgte familiemedlemmer, der havde et projekt i gang, der hedder New Life Africa International Kenya. Her drev familiemedlemmerne en skole og et børnehjem både for piger og drenge.
Patricia havde et helt arsenal af smykker og vedhæng med hjem, som hun solgte til fordel for kvinder på gaden i Kenya. Patricia og flere andre unge sælger disse smykker, som kvinderne på gaden selv har lavet af genbrugsmaterialer. Overskuddet af salget går ubeskåret til disse kvinder, så man på den måde kan hjælpe dem og holde dem væk fra gaden.
På markedet var der nogen, der var ualmindelig godt tilfredse med salget, mens andre lå mere på det jævne, men alle havde fået noget ud af det – for det første en masse frisk luft i skolegården. Derefter en hyggelig snak og ”prutten” med priserne i lokalerne. Og så var der den store sal i SFOs lokaler. Her holdt mange forældre til og fik en snak med andre forældre samt en kop kaffe og kage.
En kommentar til “Stort høstmarked på Stensnæsskolen i Voerså” under annoncerne.
Lige en lille kommentar til Høstmarkedet på Voerså skole. Den lille fyr med det store stykke kage hedder Mathias Vognsen – ikke Jørgensen :o)