
Børnehave og SFO afholder høstmarked
24. september 2013 - kl. 15:47 - af Henrik Christensen
Torsdag 3. oktober arrangeres der høstmarked i Stensnæsskolens skolegård. Arrangører er Voerså Børnehave og SFO – skolefritidsordningen. Markedet finder sted fra 14 – 16, og arrangørerne håber at rigtig mange vil kigge op i skolegården og handle i boderne.
Alle er velkomne til at stille op med en stand, og man skal selv sørge for at medbringe klapbord, kasser, tæpper og andre fornødenheder til udstillingen. Her kan man eksempelvis handle med honning, marmelade, syltede rødbeder, grønsager, kager, buketter, legetøj, tøj, bøger, blade samt mange andre ting. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Sidste år var der besøg af to piger med hver sin pony, som børnene kunne prøve at ride på samt en traktor og en stor mejetærsker, der var det store hit, som børnene kunne få lov at sidde i. Arrangørerne er lidt spændte på, hvad der mon dukker op i år, og hvad der ellers kan ske.
Det er ikke nødvendigt at drikke kaffe hjemmefra. Voerså Børnehaves forældreråd stiller med en kaffebod med alt godt til ganen.
I tilfælde af dårligt vejr rykkes der indenfor i SFOs lokaler.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Børnehave og SFO afholder høstmarked' til en bekendt