
Cancerkampagnen ”Lyserød lørdag” er den 5. oktober
23. september 2013 - kl. 13:47 - af Henrik Christensen
Det betyder at de i dag hos SuperBrugsen i Sæby er gået i gang med at bage bryster. Der skal bages mellem 1.500 og 1.600 par, og de skal så sælges rundt om i hele byen til det store arrangement lørdag den 5. oktober, når der holdes ”Lyserød lørdag”.
Med hos bageren i SuperBrugsen er Lisa fra Loop Cirkeltræning i Sæby. Hun skal hjælpe med at bage, og står også for det overordnede ansvar for, at brysterne kommer ud til byens forretninger, hvorfra de så sælges videre.
Om Lyserød Lørdag
Lyserød Lørdag er en landsdækkende aktivitet med et stærkt lokalt engagement under Kræftens Bekæmpelses populære kampagne STØT BRYSTERNE.
På Lyserød Lørdag skaber det lokale erhvervsliv, frivillige og foreninger spændende lyserøde aktiviteter og events til fordel for brystkræftsagen.
Lyserød Lørdag blev afholdt første gang i 2008, hvor 16 arrangører og et storcenter havde arrangeret lyserøde aktiviteter rundt om i landet. Det blev til et flot overskud på knap 150.000 kr.
Siden har eventen vokset sig større og er blevet et fast indslag blandt de danske byer i oktober måned.
I 2012 deltog 140 byer, hvor 162 arrangører, 10 storcentre og omkring 2.700 butikker lavede et væld af aktiviteter og gjorde dermed en stor indsats i kampen mod brystkræft. Overskuddet blev på 2,1 mio. kr., som gik til brystkræftsagen.
Man kan se og høre mere om bagningen på TV2/Nord i aften kl. 19.30.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Cancerkampagnen ”Lyserød lørdag” er den 5. oktober' til en bekendt