Ugens klumme: Hvem sidder der bag skærmen?

Ugens klumme: Hvem sidder der bag skærmen?

21. september 2013 - kl. 0:09 - af

Valdemar Jensen er en kristen mand, der aldrig bander. Han har ellers al mulig grund til at rive et par solide nordjyske eder af sig, den dag i 1929 hvor han på cykel er på vej hjem til Sulbæk.

Valdemar blander aldrig sin tro og sit medlemskab af fagforeningen sammen – der er der desværre andre der gør, og det kommer der ikke noget godt ud af!

Tag nu Peter Hansen, en god gammel ungdomskammerat med en stærk missionsk baggrund. Han har fået et godt job af sognerådet, hvor han blandt andet skal anvise arbejde til de folk, der har været så uheldige at miste deres job – og som ikke har andre indtægtsmuligheder end at blive forsørget af det hårde og dårligt betalte arbejde, som sognerådet krævede udført for at yde underhold. Valdemar havde aldrig været nødt til at henvende sig der før, da han jo – som en af de meget få – var medlem af en fagforening, og derfor i ledige perioder kunne modtage en beskeden understøttelse, der lige netop kunne give Johanne og de 8 børn (der senere blev til 10) brød på bordet, når han i perioder var uden arbejde.

Valdemar er murerarbejdsmand, ansat efter behov hos forskellige håndværksmestre i Sæby, hvor han i perioder – på grund af vejrliget eller generel afmatning i lokalsamfundets byggeaktiviteter – står uden arbejde. Selv om han var velanskrevet og stabil, kunne det ikke undgås, at der indimellem var perioder uden arbejde, hvor han dagligt – senest klokken 11 – skulle stille til kontrol hos fagforeningen, hvorefter understøttelsen kunne udbetales. Understøttelsen blev dengang udmålt som en daglig ydelse, med et tillæg pr. barn i husstanden, samt et tillæg til husleje. Man kunne kun få understøttelse et vist antal dage om året – dog således at hvis man fik understøttelse en længere periode i et år, så blev dagene med mulig understøttelse beskåret i det efterfølgende år. Det var nu for første gang sket for Valdemar, at han havde opbrugt denne dagpengeret!

Valdemars stædige holden fast på sine rettigheder som fagforeningsmedlem, gjorde ham ugleset hos en del af områdets bønder – og flere uorganiserede arbejdsfolk så også skævt til ham, da han jo i modsætning til dem kunne hæve understøttelse, og derfor ikke nødvendigvis levede på sognets nåde.

Peter Hansen havde hilst pænt på sin gamle ven Valdemar fra sin side af skranken på sognerådskontoret. Han gik herefter hurtigt til sagen, efter de mest almindelige høflighedsfraser var overstået: ”Du kan stille til at slå sten i morgen tidlig i Stensig Grusgrav!”, var den korte besked. Valdemar havde aldrig været bange for at lave noget – heller ikke hårdt arbejde, og han vidste da også udmærket hvad det anviste arbejde gik ud på.

Lige nord for vandmøllen i Sæby – på kirkegårdssiden op til kapellet – var der en plads, hvor de arbejdsløse blev sat til at slå sten til skærver – aflønnet af sognet pr. ”favn” man kunne producere. Det var et hårdt udendørs arbejde, som regel på den koldeste tid af året, og de folk der arbejdede der, havde derfor af samme årsag hjemmelavede læskærme med sig, fremstillet af gamle udtjente lærredssække. Det var således en lignende skærveplads ved Stensig Grusgrav helt oppe ved Vrangbæk, som han skulle stille på. At det helst skulle være så træls og besværligt som muligt at være arbejdsløs, var Sognerådets vedtagne holdning, og da Valdemar jo rent faktisk boede i Understed sogn, var det derfor Stensig, man sendte ham til – selv om pladsen i Sæby var meget nærmere på hans bopæl.

”Men jeg har ikke noget værktøj”, kunne Valdemar – som sandt var – oplyse. Der skulle bruges såvel en tung kløvehammer som en mindre skærvehammer til formålet – ikke noget værktøj der indgik i en almindelig landarbejders beskedne værktøjskasse. ”Så må du købe noget”, var det nådesløse svar fra embedsmanden. Det kunne Valdemar ikke lige overskue, at han havde råd til – det ville formentlig være en investering i samme størrelsesorden som flere daglønne, der i givet fald skulle gå fra den stramme husholdning derhjemme. Dette økonomiske dilemma forelagde han så Peter Hansen.

Men også her havde embedsmanden en løsning: ”Sognet kan godt betale – men så skal du også melde dig ud af fagforeningen”! Den udmelding var et lammende slag for Valdemar. Han havde aldrig hørt noget lignende – og så fra en gammel ven, der oven i købet var kendt for at være en god kristen medborger. ”Jamen min fagforening er den sikkerhed min familie og jeg har, når det ikke er noget arbejde”, protesterede Valdemar.

”Jeg tror nu mere på de foldede hænders kraft, end på de knyttede hænders magt”, var Peters endegyldige svar.

I stedet for at gå i videre diskussion med Peter Hansen – det ville der ikke komme noget godt ud af det, andet end den lille skrankepave formentlig i stedet ville sende ham endnu længere væk for at slå sten – så forlod Valdemar sognerådskontoret i vrede. Han fandt hurtigt sin cykel og begav sig hjemad. Uden at vide sine levende råd. Men han måtte vel finde pengene – eventuelt låne dem af svigerfar Thomas Mortensen, hvis det skulle være. Men sin fagforening ville han ikke opgive!

Nu kom det dog aldrig så vidt, at Valdemar blev en af mændene bag skærmen, der kom til at slå sten i Stensig grusgrav. Det lykkedes ham i sidste øjeblik – vistnok med svogeren Theodors mellemkomst – at få noget arbejde i Frederikshavn.

Valdemar og andre med ham var pionerer ved at være forsikrede organiserede arbejdere. Det er folk som dem, og deres vilje til sammenhold og solidaritet, vi langt hen ad vejen kan takke for vores nuværende velfærdssamfund og de goder, vi i dag tager for givne.

Ingen velfærd er kommet uden faglig og politisk kamp og ind imellem store afsavn for de, der havde mod til at kæmpe kampen. Hvis nogen, måske navnlig i den yngre generation, naivt skulle have den opfattelse, at velstand til den brede befolkning er kommet dumpende som en gave fra himlen fra velmenende politikere i forståelse med arbejdsgiverne, så skulle man bruge lidt tid på at læse den sande historie i de bøger, der beskæftiger sig med den almindelige arbejders historie. Hele vejen fra fæstebonde, daglejer og ”Jens Vejmand” – og frem til i dag.

Verden i dag er stadig fuld af Peter Hansens meningsfæller, der kun venter på – oftest i småbidder – at tage disse rettigheder fra os igen. De foregiver, at fri prisdannelse på arbejdskraften er til alles bedste. De fortæller os med al den overbevisning, de kan mobilisere, at samfundet bliver mest effektivt, når de der arbejder hårdest for mindst får mindre, og når de der kommer lettest til mest får mere. Aldrig har sammenhold, solidaritet og fagligt engagement på tværs af landegrænser været vigtigere, end i den verden vi kalder globaliseret – og hvor uorganiseret arbejdskraft, der er vant til forhold, der er endnu mere usle end de danske på Valdemar Jensens tid, banker på vores dør. Og der er altid en Peter Hansen – eller hvad han nu hedder i dag – der er klar til at tage imod!

3 kommentarer til “Ugens klumme: Hvem sidder der bag skærmen?” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

3 kommentarer til “Ugens klumme: Hvem sidder der bag skærmen?”

  • Nu ka’ jeg ikke holde boette mere:

    Sikken herlig og aktuel artikkel af Soeren, som jeg er meget stolt af at vaere i familie med!

    Nu bor jeg godt nok i Sydcalifornien (og det er ikke noget at prale af), men her oplever vi ogsaa uacceptable og urimelige forhold paa arbejdsmarkedet, som faar foelger i hele samfundet.

    Aldrig har forskellen mellem rig og fattig vaeret saa stor i Amerika, dvs. mellemklassen som vi fleste tilhoerer er godt og grundigt trykket. Det er der kommet en fantastisk film ud af. Af Robert Reich, en lille mand i bogstaveligste forstand som arbejdede for Clinton, men med et stort budskab.

    Filmen er endnu ikke kommet op i min by, San Diego, men goer det snart. Og ih, hvor jeg glaeder mig til at se den.

    Her er linket til filmen, som ogsaa er relevant for Danmark og danskerne, selv om I derhjemme tilhoerer den velsignede del af klodens befolkning, der har mindst oekonomisk, social og kulturel forskel til at stoppe jer:

    http://inequalityforall.com/

    Til sidst lige et bette hip: Ka’ I nu se at stoette Soeren og hans faeller i alt deres vigtige arbejde!!! Der er nok mange, der ikke ved, hvor heldige I er at ha’ saa’n en kapacitet af et godt menneske blandt jer.

  • Søren Visti Jensen

    Kære Margit

    Hvor hyggeligt at du (min kones kusine?) læser Sæby Avisen helt ovre i Californien. Og til dine rosende ord kan jeg kun sige et stort TAK – det luner på en kølig efterårsdag i Sæby!

  • Tak for et dejligt og sandfærdigt indlæg, Søren:-)

    Jeg kvitterer med et Carl Scharnberg citat:

    Den, der ikke ved,
    ad hvilken vej han vil gå,
    ender, som sten i den trappe,
    de stærke vil træde på.

    Mvh. Helle

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme: Hvem sidder der bag skærmen? ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER