Ugens Klumme: <br> ”Tat”

Ugens Klumme:
”Tat”

14. september 2013 - kl. 0:09 - af

Hvis der ellers var kommet nogen forbi ”Fiskerstien” denne mørke og regntunge aften i midten af august i 1972, så ville de nok have undret sig lidt over det syn, de kunne se.

I anlægget mellem Sæby Alderdomshjem og Sæby Å går to krumbøjede drenge, den ene med en lommelygte og den anden med en hvid plastikspand i hånden – og som et par solsorte med et sultent redefuld unger, samler de med jævne mellemrum noget op fra græsset, og kommer det i spanden.

Sammenligningen med solsorten er ikke helt ved siden af, for i lighed med denne drosselfugl er det regnorm Søren og kammeraten Jan med iver og møjsommelighed samler sammen.

De har for nylig iagttaget et par voksne lystfiskere på havnen – men i modsætning til drengene, der bruger bundsnøre til deres ålefiskeri på disse mørke augustaftener, så brugte mændene en anden metode. Og den var særdeles effektiv: ålene nærmest væltede op på kajen, og selv om der var mange små imellem, der måtte ud igen, så var det alligevel en særdeles fin fangst på 10-15 flotte fisk, der kom i spanden.

Jan og Søren fisker som mange andre ligesindede ofte sent om aftenen – når det er mørkt – under sildekranerne på havnen. Her kan sensommerens fede ål mæske sig i de skidtfiskerester, som losserne taber – eller som falder af transportbåndet i kranerne – når kutterne skal tømmes for deres ildelugtende last, der bliver kørt til fiskemelsfabrikken i ventende lastvogne.

Der er som regel altid ål at fange, men aldrig i de mængder som de to lystfiskere drengene indgående havde betragtet, bragte i land.

”Hvad fisker i med”? havde Søren nysgerrigt spurgt. ”Tot”, var svaret fra mændene, der tydeligvis efter dialekten at dømme kom fra Thy – helt derude fra hvor det hedder ”en hus”. Det betød altså ”tat”, fandt Jan skarpsindigt ud af.

Drengene spurgte hvordan man lavede sådan en, og fik anvist to måder: Den bedste måde er at sy flere hundrede regnorm i enden af hinanden – med en nål fra hoved til hale – på ca. 2 meter kinesertråd, der herefter bundtes sammen i en klump, godt og vel så stor som en knytnæve. Den næstbedste måde – hvis man er doven og en lille smule kraphalset – er at komme det samme antal orm ned i en damestrømpe, der herefter lukkes med en knude. Fælles for begge metoder er, at ormeklumpen herefter bindes i en snor, der fastgøres til en fiskestang – gerne en lang bambusstang – og herefter dumpes ned på bunden af havnen eller åen, hvis det er der man fisker.

De mange orm vil tiltrække ålene i stort antal, som vil forsøge at æde ormene. Men ålenes små bagudrettede tænder hænger fast i kinesertråden eller damestrømpen, så de af den trænede fisker hurtigt kan løftes op på kajen. Her kan man med en let rysten med stangen få dem til at slippe, så de kan kommes i en spand, der – forsynet med et solidt låg – forhindrer de livlige krabater i at tage flugten, når de først er fanget. Hvis man ikke fisker på så plan en grund som en havnekaj, kan man spænde et klæde eller et finmasket net ud, der kan opsamle ålene, indtil de kan kommes i spanden.

Det synes Jan og Søren lyder spændende – ”Men hvordan får man fat i så mange orm?” . Søren tør ikke tænke på hvor sur far ville blive, hvis han på det nærmeste kulegravede køkkenhaven derhjemme for at få fat på regnorm.

”Det letteste er at lyse orm”, var det vestjyske svar. ”I skal bare finde en god stor grøn græsplæne, hvor der er god muldjord nedenunder”. Drengene var lutter øren: ”Og så når det er mørkt, gerne lige efter det har regnet, skal i tage en lommelygte med, og i vil opdage, at græsset er fyldt med orm, der er kravlet op oppe af deres huller – og som bare kan samles op i en spand!”. Drengene havde ikke rigtigt troet på den historie, men besluttede alligevel at efterprøve påstanden.

Det er derfor at drengene nu går rundt i anlægget i mørke med lygte og samler orm. Og mændene havde ret: i løbet af ingen tid var det fornødne antal fede regnorm indsamlet.

Næste dag skulle ”tatten” så laves, og da hverken Søren eller Jan kunne beskyldes for at være hverken dovne eller kraphalsede, så valgte de at bede mor Else om et par meter kinesertråd. De lånte så plads på Svend Sulbæks terrasse og gik i gang med nål og tråd og det ulækre arbejde med at trække alle ormene på tråden.

Den aften fiskede de med ”tat” på havnen under sildekranerne, og selv om det ikke gik helt så godt, som det var gået for vestjyderne et par dage forinden, så var resultatet alligevel så tilfredsstillende, at ”tatning” blev en metode der indgik i drengenes faste sæsonfiskeri efter ål – også de efterfølgende år.

Gamle tider og gamle skikke. Åletatning var udbredt for rigtig mange år siden, og den teknik de to drenge lærte sig af folkene fra Thy dengang ved sildekranerne, var en ældgammel teknik – fra engang da der virkelig var ål at fange i vore farvande.

Nu er den Europæiske ål næsten fuldstændigt forsvundet. Forskerne kan ikke blive enige om, om det er overfiskning, forurening eller sygdom der har reduceret ålebestanden med næsten 90 %. Måske en kombination af flere ting, eller måske er det klimatisk betingede ændringer af havstrømmen, der forhindrer de små ålelarver i at blive ført fra ålenes gydepladser i Sargassohavet ved Sydamerika til de Europæiske vandløb som glasål i tilstrækkeligt stort antal.

Ålens forsvinden er næsten lige så gådefuld som dens livsforløb, og er derfor næsten lige så svær at gribe ind i for velmenende havbiologer og videnskabsmænd. Sikkert er det imidlertid, at naturen har brug for hjælp til denne arts overlevelse – og her bør en totalfredning, gerne i EU regi, og i en længere årrække komme på tale!

En kommentar til “Ugens Klumme:
”Tat”” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Ugens Klumme:
”Tat””

  • Peter Jæger Christensen

    Det bringer drengeminder frem, at læse om at fange ål med tat og ikke altid lige let at få ålen til at lande i den anbragte spand/fiskekasse, som var nødvendig, når fiskeriet foregik fra stenmolen, en del af ålene undslap, så en fair form for fiskeri over for ålen.

    En anden ting var det at lyse ål, og som var klart ulovligt, men sikkert effektivt, da ålen stod stille i vandet i skæret fra lyskeglen, og derfor nem at stange.

    Ellers fortsat interessant læsning Søren. Fortsæt endelig.

    Venlig hilsen Peter Jæger

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens Klumme:
”Tat”'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER