
”Verdens Bedste Nyheder” kommer til Sæby
8. september 2013 - kl. 8:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Opsigtsvækkende event fredag morgen den 13. september 2013 klokken 6.00 hvor lokale frivillige fra Røde Kors uddeler juicebrikker og aviser ved Sæby Rutebilstation.
Sammen med over 1000 andre frivillige landet over er de med til at hjælpe kampagnen ”Verdens Bedste Nyheder” med at få det positive og måske overraskende budskab ud til danskerne: At indsatsen over for verdens fattige og nødlidende faktisk har skabt markante og varige fremskridt.
Årets nyhed er, at flere end 700 millioner mennesker er løftet ud af fattigdom. Det er mere end halvdelen af verdens fattige, og ifølge FN kan fattigdom helt afskaffe i 2030.
Bag denne kampagne står i fællesskab FN, Danida og godt 90 danske ulandsorganisationer. Blandt andet Røde Kors i Sæby, som står for at give kampagnen liv i Sæby.
Andelen af ekstremt fattige er halveret
Flere end 1000 frivillige i hele landet er med til at udbrede Danmarks største oplysningskampagne, Verdens Bedste Nyheder, til danskerne. Siden 1990 er andelen af ekstremt fattige i verden halveret. I Afrika er hver tredje afrikaner nu middelklasse. 33 procent af Afrikas befolkning har nu overskud til at investere i familiens sundhed og uddannelse. Det betyder, at indsatsen har virket, og at fattigdom faktisk kan afskaffes.
3 ud af 4 mobiltelefoner findes i u-lande
”Det går fremad på flere punkter i u-landene. For første gang i historien starter lige mange piger og drenge i skole. Og 3 ud af 4 mobiltelefoner findes i u-lande, hvor de gør livet langt lettere for nogle af de allerfattigste, der kan tjene penge og skabe sig en stabil levevej. Det vil de danske udviklingsorganisationer gerne ud og fortælle danskerne fredag morgen over hele landet”, fortæller Thomas Ravn-Pedersen, sekretariatsleder, Verdens Bedste Nyheder.
En kommentar til “”Verdens Bedste Nyheder” kommer til Sæby” under annoncerne.
Verdens bedste nyheder fredag d. 13.
Der kan man bare se…;-)