
Banker og kreditforeninger støtter forslag
7. september 2013 - kl. 0:31 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Tillidsmandskollegiet i Danish Crown fremlagde tirsdag et historisk forslag om at investere op mod 600 mio. kroner af slagteriarbejdernes løn i produktionen af danske slagtesvin over de næste fire år.
Forslaget har mødt bred politisk opbakning, og et begejstret repræsentantskab udtrykte på et møde torsdag stor anerkendelse af medarbejdernes håndsrækning til dansk slagtesvineproduktion.
Også banker og kreditforeninger melder klart ud, at de påskønner slagteriarbejdernes forslag og er parat til at bakke finansieringen af nye stalde op.
– Det her er et fantastisk initiativ. Jeg tror på, at det kan være med til at skabe ny vækst i svineproduktionen. Vi håber også, at der vil være en tilsvarende positiv indstilling fra politisk side, så dem der skal investere kan få de nødvendige tilladelser og vilkår, for der er jo mange ting, der skal hænge sammen, siger Poul Erik Jørgensen, vicedirektør i Nykredit.
De 600 mio. kroner fra medarbejderne bliver placeret i en investeringsfond. Med opbakning fra landmænd og finansieringsinstitutter bliver der samlet set tale om investeringer i svineproduktionen på op mod tre mia. kroner.
– Jeg synes, det er rigtig positivt, at medarbejderne og ledelsen i Danish Crown er kommet op med den her model. Jeg er sikker på, at det vil sætte gang i en hel del projekter, fordi modellen styrker svineproducenternes kapitalgrundlag. En række landmænd står klar med fornuftige projekter, men de er hidtil blevet afvist, netop fordi deres kapitalgrundlag er for spinkelt. De får nogle nye muligheder nu, siger Jens Kr. A. Møller, direktør i DLR.
3 millioner slagtesvin
Forslaget forventes at øge slagtesvineproduktionen med op til tre millioner slagtesvin over de næste fire år. Lykkes det, vil det ikke kun sikre eksisterende danske arbejdspladser, men også at der kan etableres nye.
I løbet af de kommende uger har medarbejderne i Danish Crowns svinekødsdivision DC Pork mulighed for at gennemgå forslaget i detaljer, inden det sendes til afstemning.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Banker og kreditforeninger støtter forslag ' til en bekendt