Ugens klumme: <br>”Ild i havet”

Ugens klumme:
”Ild i havet”

31. august 2013 - kl. 6:09 - af

Hvis man ser bort fra et par ustabile blinkende gadelys, er der så mørkt på kajen i Strandby, som der nu engang kan blive en skyfri julimorgen i 1946. Svend Sulbæk kigger på sit armbåndsur, og kan se at klokken mangler et par minutter i at være 2.

Han har ferie fra sit job som karl på landet – en hel uges sommerferie er kutyme på den tid – så for ikke bare at gå hjemme og daske rundt til ingen verdens nytte, har han aftalt at hjælpe sin svoger, Karl Emil, der er fisker i Standby. Karl Emil Risager er gift med Svends søster Edith, og han har en lille fiskekutter, hvor han – sammen med sin far, Herman, og sin bror Thomas – driver fiskeri fra Strandby Havn. Svend kaster blikket ned på det lille fartøj, hvor man nok ikke ville fornærme nogen ved at konstatere, at det er en fiskekutter af ældre dato, der har set sine bedre dage. Den ser godt nok ikke ud af meget, men den giver mulighed for et godt udkomme, som brødføder hele tre familier – endda efter datidens forhold med en ganske fornuftig indtægt!

Svend har ingen personlig erfaring med fiskeri, men han kender godt til principperne i brugen af snurrevod. Som dreng har han ofte med spænding fulgt fiskeriet fra stranden i Sulbæk nedenfor bedstefar – Thomas Mortensens – ejendom. Svends onkel Theodor, der var ungkarl og som boede hjemme hos forældrene, Thomas og Marie, drev et lignende fiskeri sammen med naboen Thorvald.

Han havde en lille kåg (robåd) liggende på stranden, som de to mænd brugte til deres fiskeri, der altid foregik i sensommeren eller i starten af efteråret, da det ikke var tilladt at fiske så tæt på land før efter 1. august.

På stranden havde de et lille anker hvortil de fastgjorde det reb, som de firede ud samtidig med at de roede ud på havet med voddet og ”kalven” (netposen), hvortil rebet var bundet i den ene side. Denne kastede de så ud mellem 2. og 3. revle, hvorefter der roede ind med det andet tov, der var fastgjort i den anden side af voddet. Herefter trak de to mænd så ved håndkraft voddet i land. Det var altid spændende at se, hvor meget ”spræl” der var i vandet, når voddet passerede den sidste revle før stranden. Der var som regel fine fangster af rødspætter og pighvar på det lave vand, og det gav en god biindtægt til flere af de små strandgårde på daværende tidspunkt. Om vinteren blev der sat ”bakker” med kroge – agnede med sandorm – efter torsk, der dengang – i de kolde måneder – også fandtes i stort tal tæt på land.

Svend bliver revet ud af sine tanker, da Karl Emil, Herman og Thomas møder op på havnen, og kutteren kan startes. Der er stille vejr, og der er kun ca. en halv times sejlads til farvandet omkring Hirsholmene, hvor der skal fiskes med snurrevod efter rødspætter. Her kun et år efter krigen er det ikke ufarligt at drive fiskeri i de kystnære farvande. Svend har hørt om flere danske fiskere, også fra Strandby, der har været i kontakt med miner – i nogle tilfælde med fatal udgang – men Karl Emil er som vanlig fuldstændig afslappet ved roret, og petroleumsmotorens langsomme tøffen virker også i sig selv beroligende. Svend slapper nu mere af, selv om han har noteret sig, at det samlede redningsudstyr på båden er en enkelt redningskrans påmonteret under styrehusvinduet – og i modsætning til ham selv, der er en god svømmer, så tvivler han på, at nogen af Strandbyfolkene er i stand til at holde sig selv oven vande, hvis det skulle komme så vidt.

Karl Emil sagtner farten, hvilket indikerer at de nærmer sig fiskepladsen. Grunden til at de skal så tidligt af sted er, at der er stor intern konkurrence mellem de lokale fiskere om at komme først ud på de gode steder. ”Kast anker” råber Karl Emil, og Herman lader ankeret gå, hvilket overfor de konkurrerende fiskere markerer, at de skal holde sig på passende fiskeafstand fra Karl Emils fartøj.

Herefter går man i gang med at udlægge tov og vod, men da man er færdige med dette, går man ikke umiddelbart i gang med at trække voddet ind. ”Vi skal først se om der er ild i havet”, siger Karl Emil. Det begreb har Svend aldrig hørt om før, og ser interesseret til, hvad der nu skal ske. Hermann har et tykt stykke tov, som han slår ned i havoverfladen, og myriader af selvlysende alger – også kaldet ”morild” – lyser op i et større område omkring båden.

”Så må vi vente lidt, til det lysner lidt mere”, forklarer Herman den måbende Svend Sulbæk. ”Hvis vi begynder at trække voddet ind nu, vil tovene, der skal drive rødspætterne ind i voddet og ”kalven” få algerne til at lyse, og det vil skræmme fiskene væk”!

Javel, tænker Svend – et eller andet i hans baghoved siger ”overtro”, men han ved godt at fiskere i almindelighed – og sikkert også dem i Strandby – har nogle ideer og ritualer, nedarvet gennem generationer, som man nødig fraviger. Og påstanden lyder ikke helt ulogisk, så måske er der noget om snakken!

Efter en halv times tid, kan fiskeriet omsider begynde, mens det lysner til solopgang i nordøst – og klokken har passeret 4 om morgenen. Det viser sig at være et godt sted, Karl Emil har fundet, kun ved brug af pejlemærker i land, og uden anvendelse af nogen form for nymodens ekkolod eller radar. Voddet er fyldt med levende rødspætter, et par tunger og lidt pighvar, nogle stegetorsk og en enkelt fjæsing. Fangsten sorteres omhyggeligt på dækket, målsfiskene kommes forsigtigt i kutterens dam, så de kan fragtes levende i land til morgenauktion, og undermålsfiskene sættes levende ud i havet igen.

Herefter kan man vende næsen hjemad til Strandby, så grejerne kan klargøres til at gentage fiskeriet igen den næstfølgende dag. Svend ånder lettet op da de passerer de to molehoveder i havneindsejlingen – en oplevelse rigere og uden at blive sprængt i stumper og stykker af en glemt tysk mine.

To år i træk var Svend ”feriemedhjælper” hos Karl Emil i Strandby, og selv om fiskeriet var fascinerende og uden tvivl noget bedre betalt end livet som landbrugsmedhjælper, så blev han dog på landet, indtil han i midten af 1950´erne fik arbejde på Slagteriet i Sæby – som de faste klummelæsere jo nok ved!

Denne historie var et eksempel på det gode fiskeri i vort nære kystfarvand for 70-80 år siden. Jeg vil i næste uge følge emnet op til vore dage, hvor det miljørigtige og skånsomme snurrevodsfiskeri stort set ikke findes mere. Og hvor det givtige fiskeri i vor del af Kattegat som bekendt også er en saga blot!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
”Ild i havet”'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER