Ugens klumme:
Øl til vejsjakket

24. august 2013 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Flemming Ramlov og Søren samler på kapsler, og det går rigtig godt. Desværre er der ikke så mange variationer: mest ”Hof” eller ”Tuborg” og en sjælden gang en Squash eller en Citronvandskapsel. Sammen med flere andre af gadens børn sidder de og holder øje med et af de 2-3 sjak af kommunens vejarbejdere, der er ved at kloakere Aalborgvej for derefter – som noget helt nyt – at sætte kantsten og lægge fortov i begge sider af vejen. Af samme årsag er vejen spærret for trafik, og der er lavet omkørsel via Brorsons Vej og Sdr. Ringvej. Den hvide sten, der med rød påmaling markerer, at der er præcis 50 km. til Aalborg – og som står tæt på skellet mellem Kenneth Ramlovs og Svend Sulbæks parceller – er midlertidigt taget op, og ligger i Svends indkørsel, hvor den ikke generer nogen, for familien har på dette tidspunkt endnu ikke fået bil.

”Hvad er der i spanden”, spørger en af vejarbejderne, der er den som drengene umiddelbart synes bedst om. Det er ham de kalder ”Kilde Egon”, sjakbajsen – en stor mand der med lidt god vilje godt kan minde om Winston Churchill og som også deler denne store statsmands svaghed for cigarer. Hans makker hedder Strange, også en stor, men mere rødmosset mand, og den tredje mand i sjakket, der er noget mindre og mere senet, kalder de John.

Flemming og Søren viser Egon de mange kapsler, der er i spanden, og som de to drenge har samlet op i løbet af ganske få dage, når de forskellige sjak har holdt deres pauser. Egon spærrer øjnene op, og skal lige til at sige noget, men tager sig selv i det og letter på den fedtede kasket, spytter ned i sandet og tørrer sveden af panden. Der er varmt en sommerdag i bunden af en to meter dyb grøft – før rendegraverens tid – hvor gamle kloakrør udskiftes med nye. Så af hensyn til væskebalancen er regelmæssige pauser påkrævet – og kaffe kan man jo ikke drikke hele dagen! Egon kigger på Strange med et blik som drengene ikke helt forstår, og siger derefter: ”Hør her venner, skal vi ikke lave en aftale om, at hvis I holder op med at samle kapsler, så har vi i stedet et job til Jer?”. ”I Kan jo skiftes lidt til jobbet sammen med nogle af de andre drenge”, siger Egon og nikker over mod at par andre interesserede purke på den anden side af vejen.

Drengene er lutter øren, for vejarbejderne er flinke, har tid til at svare på nysgerrige spørgsmål og pjatter både med hinanden og deres lydhøre barnepublikum. ”Hvis I kan hente øl til os engang imellem, så falder der måske en is eller en sodavand af til Jer af byttepengene – hvad siger i til den aftale?” Flemming kigger på den to år ældre Søren og spærrer vantro øjnene op: is eller sodavand. Sodavand er ikke hverdagskost i et arbejderhjem i 1964, og på en god søndag får Søren måske lov til at dele en med lillebroderen Anders over middagsmaden – ellers plejer det at være mor Elses i øvrigt udmærkede hjemmelavede saftevand, der kommer på bordet. Og is er forbeholdt særlige lejligheder eller dage med familiebesøg. Så aftalen er hurtigt i hus: Egon får spanden med kapsler, som han hælder ned i bunden af grøften og dækker til med jord, og drengene får en tikroneseddel stukket i hånden med besked om at hente 10 Hof hos købmanden.

Turen til købmanden er ikke særlig lang, da der kort forinden er blevet opført en Sparkøbmand på hjørnet af Sdr. Ringvej, et par huse fra hvor Søren og Flemming bor. Grethe, som den unge købmand på ”Sparhjørnet” hedder, undrer sig nok lidt over de unge herrers indkøbsvaner, da hverken Kenneth Ramlov eller Svend Sulbæk normalt køber bayersk øl – med mindre de har familiefester eller håndværkere på besøg. Hun bliver dog hurtigt beroliget af Søren, der fordomsfrit fortæller om aftalen med vejsjakket. Grethe har svært ved at holde masken, og vil helt sikkert huske at fortælle om episoden til sin mand Peder, når han kommer hjem fra sit job på Pluto på Frederikshavnsvej. Men drengene får deres 10 Hof – og så lige 2 citronvand til dem selv. Øllerne bliver leveret stadig kolde tre minutter senere, til omdeling mellem vejsjakkene, og Egon får resten af byttepengene i sin store barkede næve – og starten på et langt bekendtskab er begyndt.

Den sommer fik Flemming og Søren – og de andre af vejens nysgerrige unger – hentet rigtig mange øl – og fik sodavand eller is for ulejligheden. Senere kom forskellige chauffører også til med grus og til sidst ny asfalt. Persongalleriet blev udvidet med de to Stidsborg-brødre, der oftest kørte lastbilerne sammen med Hartvig Poulsen, der med sit gode humør og slagfærdighed hurtigt fik lidt samme status hos drengene som ”Kilde Egon”. Da sommeren gik på hæld – og første skoledag truede for Sørens vedkommende – var Aalborgvej færdig med fortov i begge sider – og 50 km stenen kom atter i jorden på sin vante plads.

Historien gentog sig adskillige gange i årene derefter, hver gang der skulle repareres vej, laves fjernvarme eller andet.  Hvad ”Kilde Egon” angik, så traf Søren ham igen mange år senere, da arbejdsformidler Albert Albertsen fik ondt af, at Søren en sommer kom til at gå ledig i et par måneder, og derfor sendte ham ud i et projekt ”Ung i arbejde”, der netop var ledet af: ”Kilde Egon” – men den historie hører til i en meget senere klumme.

For et par dage siden var kommunens lappehold i gang med at asfaltere nogle huller i vejen hvor jeg bor. Arbejdets art og måde det udføres på, har ikke forandret sig meget i de forløbne 50 år, men i baglommerne på det orange arbejdstøj, havde alle mand en politisk korrekt vandflaske.

Moralen i dette indlæg er ikke, at kommunens folk for år tilbage var drikfældige eller lavede for lidt. De havde et hårdt, varmt og støvet arbejde, og som det var almindeligt for alle andre folk med udendørs eller håndværkspræget arbejde, så nød man en øl i de naturlige pauser, der var på en almindelig slidsom arbejdsdag. Jeg har aldrig oplevet at det tog overhånd og gik ud over arbejdets kvalitet eller sjakkenes produktivitet, men sit i nutidens mere puritanske lys kan jeg godt forstå, hvis der er nogen der rynker på næsen.

Kulturen på arbejdspladserne var generelt en anden den gang. Øl i pauserne var brugt – eller i det mindste tilladt – alle steder, og var fuldt ud accepteret. Kravet til effektivitet var ikke så ekstremt for år tilbage, og risikoen for fatale fejl, der kunne gå ud over personer eller produktionsmidler, var derfor heller ikke helt så stor. Men tingene har ændret sig markant siden, og i dag tillades en øl i arbejdstiden stort set ikke, uanset hvor man befinder sig på arbejdsmarkedet. En kultur har ændret sig, og sikkert godt for det, da sikkerhedshensyn i forbindelse med anvendelsen af avanceret teknologi de fleste steder nødvendiggør en streng alkoholpolitik, der senere – til endnu fleres fortrydelse – også er fulgt op af en lige så streng rygepolitik.

Det næste bliver sikkert en kost- og motionspolitik, da de fleste af os moderne mennesker ikke af egen drift kan finde ud af at vedligeholde vores mest basale helbred, med mindre vi konstant mindes om – eller via lovgivning tilskyndes – til at foretage os de fornødne sunde tiltag. Der er ingen tvivl om det rigtige i, at vores livsstil i en stadig mere stillesiddende hverdag bør ændres i en mere sund retning – det taler alle vore moderne livsstilssygdomme deres helt klare og tydelige sprog for. Spørgsmålet er mere hvilken kombination af pisk og gulerod der i givet fald virker bedst – men det vil det vist blive for omfattende at komme ind på i denne lille skrøne!